Jeg fortsatte fra Pontecampaña, mens det endnu var halvmørkt. Turen gik op og ned ad mere eller mindre farbare hulveje en stor del af vejen til Furelos, hvor jeg ligesom sidste år nærmest blev gennet ind i den lille kirke. Præsten er meget stolt over et vise et ret specielt krucifix frem, hvor Jesus hænger med den ene arm strakt ned mod gulvet.
Kø af pilgrimme og selvfølgelig et stempel i pilgrimspasset.
Nåede kort efter Melide, som jeg synes er så ucharmerende. Den minder om en dansk provinsby i 1960'erne, så jeg skyndte mig igennem og var kun et kort smut inde i en af kirkerne.
Fra Melide er det igen op og ned af små stier og veje. Efter godt 10 km kom jeg til Ribadiso de Baixo, hvor det gamle pilgrimshospital nede ved floden er bygget om til herberg. Jeg drak en sodavand, inden jeg tog den sidste opstigning til Arzua. I bymidten fandt jeg et nyt herberg, hvor jeg blev indlogeret.
Efter en helt almindelig menu på en restaurant fik jeg en god nattesøvn.
Dagen efter vågnede jeg ved lyden af vandrerstave udenfor vinduerne, for caminoen løb lige forbi herberget.
Op og i tøjet selvom det stadig væk var halv mørkt. Der var en hel del pilgrimme, og jeg fik hurtigt lokaliseret et par danske kvindestemmer, der viste sig at tilhøre et par jyske anæstesisygeplejersker, og vi fik en god lang snak de næste par timer.
I Calle var det tid til dagens første kop kaffe og derfra gik det videre til Arca, hvor jeg fik en stor fadøl på den lidt mærkelig bar i udkanten af byen. Godt 10 km senere nåede jeg Lavacolla ved Santiagos lufthavn. Også her er der en bar/restaurant på et strategisk godt sted, så her blev depoterne fyldt inden det sidste stræk til Monte de Gozo.
Endnu engang kunne jeg bare undres over det højst mærkværdige pilgrimsmonument til minde om den gamle paves camino i det hellige år 1992.
Gik ned til det enorme herberg og blev indkvarteret. Gik på møntvask og fik vasket alt mit tøj og derefter en tur på cafeteria til et noget middelmådigt måltid.
Pyt med det - i morgen går jeg de sidste kilometer til Santiago.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar