Fordi jeg havde brugt en times tid på stjernekiggeri, var hele sovesalen selvfølgelig faldet i søvn, da jeg kom listende tilbage. Med andre ord - snorkeriet var i fuld gang! Normalt har jeg et meget godt sovehjerte - bare spørg nogle af mine tidligere kolleger, om hvordan de har måtte banke meget kraftigt på min dør, når jeg er blevet kaldt op om natten. Men et snorkekor på en sovesal kan selv mine gode ørepropper ikke lukke ude. Resultatet blev da også kun til ca. 1/2 times søvn hen ad morgenstunden.
Jeg havde ikke på forhånd aftalt at følges med Andreas, men da han var klar til at gå samtidig med mig, så var det naturligt at slå følge. Ligesom strækningen ned til Molinaseca går det også kraftigt nedad til Triacastela - og modsat mange andre så kan jeg rigtig godt lide at gå nedad.
Det var en pragtfuld morgen med lidt køligt vejr, indtil solen fik magt. I dalene lå der tåge, så det lignede fantasilandskaber, når man så sig omkring. Undervejs mødte vi italienske Marino, som Andreas havde kendt siden starten af caminoen. Marino var ca. 60 år og havde et stort hævet, højre knæ, der blev kølet med en pose isterninger ved hver en pause. Marino kunne et par enkelte engelske ord - og ellers foregik alt på italiensk. Jeg fik at vide, at han tidligere på caminoen var blevet rigtig gode venner med en yngre norsk mand - faktisk havde det udviklet sig til en slags far/søn-forhold, selvom de var afhængige af, at andre kunne oversætte. Begge mænd havde grædt salte tårer, da nordmanden skulle rejse hjem fra Leon.
Jeg havde en dejlig tur ned til Triacastela - vi talte om løst og fast (på engelsk - øv, jeg er vist egentligt efterhånden bedre til tysk), og vi havde samme lidt syge form for humor. Vi blev enige om, at vi kunne skrive flere bøger om caminoen. Hvad med: "Gakkede gangarter på caminoen - rigt illustreret" eller "Caminoen - fra bar til bar".
Efter godt 10km holdt vi pause i Triacastela. Her mødte jeg igen Mette og italienske Luciana samt for første gang namibiske Erma og hendes mand. Erma var startet langt tilbage på caminoenog havde bl.a. gået sammen med danske Henrik, inden hendes mand kom. Andreas og hun havde også været en del sammen, så de havde fået deres helt egne talemåder, der selvfølgelig lyder sjovere "live". En typisk ordveksling kunne slutte af sådan: "It's not funny, Honey!" - udtalt med, hvad jeg tror, en bred namibisk-engelsk dialekt. Jeg fik også at vide, at på caminoen var det første gang, at Erma selv prøvede at vaske sit tøj og ordne sit fodtøj - det var der selvfølgelig ellers tjenere til. Måske falder det nogen for brystet, men jeg har jo selv oplevet det for år tilbage i Zimbabwe. Inden da havde jeg da aldrig drømt om, at jeg skulle have pressefolder i Sloggi-trusserne, og at en dorlastan-gymnastikdragt selvfølgelig også skal stryges!
Fra Triacastela valgte vi den korte, stejle vej over San Xil til Triacastela. Jeg var i Samos sidste år, og Andreas ville hellere videre til Sarria, så sådan blev det. Det gik ret stejlt opad de første kilometer - men gennem en smuk natur. Lidt uden for San Xil er der en pudsig "rasteplads" - et stort bassin med dejligt kold vand, og ud af "bjerget" kommer der vand fra en fontæne med form som en kæmpe musling.
På grund af nattens manglende søvn var jeg efterhånden bare træt, træt, træt. Derfor fik jeg en middagslur i solen på en mark, så de sidste kilometer var overkommelige at gå.
Vi stoppede på et helt nybygget albergue et par kilometer uden for Sarria, hvor der foruden os kun var en franskmand, der havde gået fra Moissac samt et selskab på 8 franskmænd, der skulle starte deres vandring dagen efter. Meget flot sted med gode rum og meget veltillavet aftensmad, hvor der udelukkende blev talt fransk! Jo, de talte faktisk et udemærket engelsk - men hvorfor dog gøre det!
Tidligt i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar