Var klar til at gå ved 8-tiden, da det var begyndt at blive lyst. Flot, lidt tåget vejr og efter ca. 1 km var det tid til morgenmad på Bar O Mirallos i Ferreiros, hvor jeg også holdt pause sidste år.
Fra denne del af caminoen er det ligesom, at jeg husker landskaber/landsbyer/vejen i blokke. Nogle steder kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har været før, mens jeg andre steder ved, hvad der ligger bag det næste sving. Først efter et stykke tid går det op for mig, at det må være fordi, at jeg sidste år gik med regnslag og hætten slået op en del af tiden i Galicien.
Efter Ferreiros går caminoen gennem en masse små landsbyer skiftevis på asfaltvej og grusvej. Det er flere steder som om, at tiden har stået stille gennem de sidste mange år.
I Galicien er der også rig mulighed for at møde både får og køer på caminoen, når de er på vej til græsning eller hjem for at blive malket.
Ved 11-tiden nåede jeg Portomarin, som jeg på forhånd havde bestemt mig til at gå uden om. Jeg har tidligere tilbragt en regnfuld eftermiddag og aften her, så det var ikke de bedste minder.
Fra Portomarin går det jævnt opad 12-13 km indtil Ventas de Narón. Især de første par kilometers stigning kan godt give lidt sved på panden, men det er en trøst, at landskabet meget af vejen er smukt.
Jeg holdt en pause undervejs på en bar i Gonzar, hvor jeg hilste på to svenske kvinder, og derfra var der kun godt 3 km til Hospital da Cruz, hvor jeg ville overnatte på hostal Labrador.
Jeg fik en god 3-retters menu ved 15-tiden, og derefter faldt jeg omkuld på sengen og sov i næsten 4 timer! Jeg må jo trænge til det. Et hurtigt bad og så op i baren igen, hvor der var kommet andre pilgrimme for at spise til aften. Jeg var ikke sulten igen, så jeg ville bare have lidt at drikke. Fandt en plads ved et bord, hvor også Robin og Jacob sad sammen med en tysk fyr Simon. Spiselokalet havde store vinduespartier til to sider, så man kunne nyde en fantastisk solnedgang bag bjergene. Efter endnu en fadøl og en stor flaske vand var det blevet sengetid, og jeg sov uden besvær 9 timer til næste morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar