Dejligt stille på refugiet, så vi kom ikke af sted før klokken 8. Efter en god times vandring nåede vi Sarria - hvor down-town er up-town - og det var blevet tid til en gang morgenmad. Ja, det var så her, at jeg åbenbart blev den lykkelige "ejer" af en hund. Mens vi sad og spiste udenfor, var der en tigerstribet - muligvis en slags Staffordshire Bull-terrier - der havde kastet sin kærlighed på os. Lidt naiv troede jeg, at hunden hørte til baren, men den begyndte i hvert fald at følge efter os, da vi gik.
Til at begynde med var det faktisk ret morsomt, men jo længere vi kom væk fra byen, jo mere betænkelige blev vi også ved situationen. Det var en tilsyneladende meget velplejet hund, der var meget kontaktsøgende, men samtidig også lidt sky. Det var især mig, at den søgte kontakt med, så måske var den lidt bange for mænd. Efter et par kilometer mødte vi to kvindelige pilgrimme - som vi gættede på var franskmænd (undskyld Norge!) - og vi gjorde et lille holdt, da vi havde passeret dem, for at se om Tiger-Lily (som hunden hurtigt var blevet døbt) i stedet ville følge med dem. Men nej, selv efter så kort bekendtskab var hun meget trofast.
Fra Sarria går det jævnt opad, og da det samtidig var blevet godt varmt, holdt vi en ølpause på en bar i Rente, hvor vi mødt Marino, der sad og kølede sit knæ med is.
Det var også dagen, hvor 100km-stenen blev passeret, der var ligefrem kø for at blive fotograferet ved den. Vi fulgtes nogle muntre kilometer med Irma og hendes mand fra Namibia, men da vi nåede en lille hyggelig bar i Morgade, besluttede vi at holde en lille pause igen. Og hvem fandt vi dér? Tiger-Lily - som vi efter et møde med en traktor ikke havde set de sidste 5 km. Hun havde mødt et par cykel-pilgrimme og var løbet med dem. Nu lå hun så her og slappede af, mens hun forsøgte at blive gode venner med de lokale hunde.
Andreas ville videre til Portomarin, og jeg ville blive på stedet, der også havde gode, billige værelser, så vi måtte sige farvel til hinanden. Det er altid trist at sige farvel til hyggelige mennesker, men det er også en del af caminoen såvel som af livet.
Mette og italienske Luciana boede også på stedet, så vi spiste en hyggelig middag sammen om aftenen. Bar-damen var meget sød til at finde ud af, hvor Tiger-Lily kom fra. Hun ringede bl.a. til et kontor, hvor ejerne kunne efterlyse deres savnede dyr - men der var ikke gevinst - så Tiger-Lily fik lov til at sove indenfor, mens de andre hunde måtte blive udenfor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar