Proever lige en gang til med en ny post - meget maerkelig computer her i Sarria.
Dagen efter Rabanal gik jeg til den - engang - forladte landsby i Foncebadon og videre til Cruz de Ferro (Jernkorset), hvor der i tidens loeb er lagt tonsvis af sten af pilgrimme paa vej over passet. Jeg havde ikke medbragt nogen sten hjemmefra men fandt én paa den sidste kilometer op, som jeg saa lagde paa bunken. Tid til fotos og eftertanke.
Flot natur med bjerge og masser af groent - dejligt efter den brune meseta. Paa vejen ned til Molinesecá fulgtes jeg med Rüdicker - 28 aarig tysk studerende og katolik, der gaar caminoen for at finde ud af, om han skal overtage faderens IT-firma. I Molinesecá ligger alberguet i udkanten af byen, og man kan vaelge mellem at sove indenfor, i telt eller under et halvtag. Jeg fik en pragtfuld nat under halvtaget, selvom jeg ikke lige havde taget hoejde for trafik og goeende hunde.
Naeste dag videre til Villafranca del Bierzo sammen med Rüdicker og Walo. Walo er svejtser og har gaaet fra Genevé med start den 10. juli - kort sagt mange kilometer i benene, saa jeg foelte, at jeg maatte flyve for at kunne foelge med. Walo er uddannet intensiv-sygeplejerske, og vi fik begge brug for vores kunnen, da vi var med en amerikaner ude at spise. Hun besvimede og knaldede hovedet ned i tallerknen, men ved faelles hjaelp fik vi hende lagt ned, og hun kom relativt hurtigt til sig selv. Vi fik lagt hende i seng og efter at have braekket sig nogle gange, havde hun det lidt bedre - men vi var alligevel oppe og se til hende flere gange i loebet af natten. Senere har jeg moedt hende igen, og hun har det godt.
Fra Villafranca gik turen gennem en del mellem bjergene, inden opstigningen til O'Cebreio begyndte. Fantastisk smuk tur men ogsaa haard. Havde allerede bestemt at overnatte i Lafaba - en lille bitteby med albergue og bar - for at dele turen op i to etaper. De sidste par kilometer op gik naermest lodret - ja, saadan foelte jeg det i hvert fald. Nogle mountainbikere havde ikke set, at stien kun var for gaaende, saa de maatte naermest baere cyklerne op. Dejligt roligt albergue med en tysk hospitaliero. Natten foer i Villafranca havde vaeret praeget af et hold franske buspilgrimme, der begyndte at larme allerede kl. 5, men som stadig vaek ikke var kommet afsted kl. 7.30.
Naeste morgen over O'Cebreio i fint vejr. Flotte udsigter de sidste 5 km til passet og derefter en tiltraengt caffé con letche. Derefter lidt varieret terraen resten af turen til Triacastela, hvor jeg overnattede paa det offentlige albergue. Goer det ikke! Sur, sur hospitaliero, firesengsrum med saloondoere, der rigtig larmer. Ogsaa saloondoere (uden laas) paa toiletterne. Trods alt en rigtig sjov aften, hvor mange nationer hyggede sig sammen. Jeg ved ikke, om jeg foer har fortalt om mine to smaa venner fra Sardinien Maurio og Jean-Luca. To smaa, seje fyre midt i tyverne med et fantastisk humoer. Al kommunikation foregaar paa italiensk blandet med spanske og franske brokker. Maurio har sin mor i telefonen mange gange om dagen og altid til spisetid.
Fra Triacastela valgte jeg at gaa over Samos for at se klosteret der. Fik en god rundvisning paa spansk - som en amerikansk dame heldigvis kunne oversaette - og derefter videre gennem det galicistiske bondeland. Naturen minder meget om de fladere egne i Skotland, men udviklingsmaessigt maa det svare til en dansk Morten Korch-film. Flere gange moeder man mindre flokke af koeer og faar paa caminoen, som bliver gennet paa graes. Traktorerne og arbejdsredskaberne er bestemt heller ikke de nyeste, ligesom husene i landsbyerne enten er splinternye eller helt faldefaerdige. Havde egentligt planlagt at ville fortsaette til Barbadelo, men foelte mig smaasloej med feber, da vi naaede Sarria. Derfor bestemte jeg mig til at finde en pension - det var let - og saa blive en dag. I dag gaar det fint - feberen er vaek - og jeg kom til at sove fra hele dagens udsendelse af Vuelta Espana, saa nu er jeg spaendt paa, om jeg kan sove i nat.
Desuden har jeg gennem nogle dagle vaeret plaget af det, som paa tysk meget beskrivende hedder durchfall, men i dag har jeg fundet noget "rugbroed", som jeg haaber vil kunne hjaelpe lidt. Men p.t. ingen vabler og mine foedder ser faktisk helt normale ud.
Tusind tak for alle kommentarer og hilsner baade paa smartlog og paa mail. Det varmer, naar man er vaek saa laenge.
Nu vil jeg bevaege mig hjem til pensionen og tage mig en rugbroedsmad med skinke og ost samt et glas vin.
Hasta luego!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar