lørdag den 18. december 2010

On the road again (22.06.2006)

Min lille 3 dages træningstur på Gendarmstien i Sønderjylland er nu vel overstået. Sikke en dejlig tur!
Gendarmstien har sit navn efter de gamle grænsegendarmer, der i en årrække bevogtede landegrænsen og kontrollerede skibsfarten langs kysten. Patruljeringen foregik til fods, og hver enkelt gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at passe. Nogle steder var der i forvejen stier og veje, som gendarmen kunne benytte på sin rute. Andre steder blev der anlagt nye stier hen over privat jord. På den måde blev Gendarmstien skabt. Grænsegendarmerne patruljerede til fods indtil 1959, derefter kom bevogtningen til at foregå med bilpatruljer. Det var denne gamle sti, som jeg i 3 dage skulle prøve kræfter med.
Med toget til Padborg (en togbillet hertil er ligeså dyr som en enkeltbillet med fly Cph-Madrid!), så jeg var klar til at bevæge mig ud på selve ruten ved 12-tiden. Fra stationen og ud på hovedgaden med kurs mod grænsen. Fandt hurtigt et stort skilt, som viste til starten af stien. Nu var det så bare at følge skiltene med den blå gendarm.
Det første stykke går gennem Haraldsdal - et navn, som Saxo i sin krønike fortæller om. Harald Klak skulle efter hjemkomsten fra sin dåb i Mainz i 826 kæmpe med kong Regner om kronen. Det var i Haraldsdal, at dette slag fandt sted.
Det føles lidt mærkeligt at gå i denne egn. Lige her har gendarmerne gået, og kun få meter væk er det "udlandet". I disse Schengen-tider er grænserne jo åbne - men for år tilbage må det også have været nemt lige at krydse marken eller hoppe over åen for at komme over til nabolandet.


Landskabet fra Padborg til Kruså er præget af denne markante tunneldal med erosionskløfter og stejle skrænter med kildevæld, søer og vandløb. Lige netop dette ret kuperede terræn kom noget bag på mig - jeg har altid opfattet Sønderjylland som meget fladt. Sikkert fordi jeg som regel ser marsklandskabet for mig, når jeg hører ordet Sønderjylland. Men i gik det i hvert fald både op og ned med udsyn til Danmark på venstre side og Tyskland på højre side.
Fremme i Kruså var det blevet frokosttid. Fandt en slags grillbar, hvor jeg fik den sundeste burger, som jeg kunne finde på menukortet samt noget at drikke. Inden starten i Padborg havde jeg provianteret lidt brød og ost samt vand, så kunne jeg i hvert fald klare min aftensmad selv, hvis det blev nødvendigt.

De næste 4-5 km gik nu gennem Kollund Skov, og snart fulgte stien Kobbermølle Bugt. Stien bliver ledt gennem Kollund by og snart ned til vandet igen. Det er simpelthen nødvendigt at stoppe mange gange for at nyde udsigten. Snart når man Sønderhav med de store villaer ned til fjorden, og her var det også tid til et stop og et glas kølig fadøl. På trods af en noget mørk himmel det meste af dagen var der endnu ikke kommet nogen regn, og temperaturen var også dejlig behagelig.

Så var der kun ca. 8 km tilbage af dagens vandring. Igennem Rønshoved og videre frem mod Nederby Camping ved Rinkenæs. Gendarmstien går lige gennem campingpladsen, som ligger helt ned til vandkanten. Op til informationen - fik lavet campingpas, og derefter måtte jeg slå mit lille tomandstelt op, lige hvor jeg havde lyst. Fandt en dejlig plads med flot udsigt over vandet. I bad og skifte tøj, og derefter sidde og nyde dagens veloverståede tur. Tørvejr og ingen vabler - ingen ømme lemmer. I seng kl. 23.00 - godt jeg fik købt et nyt liggeunderlag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar