Som tidligere skrevet, gik der en hel måned, fra mine vandrestøvler var bragt til huse, og indtil den første forsigtige tur med dem var en realitet. Undskyldninger for ikke at prøve dem af havde jeg haft mange af: for varmt, for koldt, for blæsende, for træt, for travlt, for vådt - kort sagt motivationen havde manglet!
En dejlig juni-søndag tog jeg endelig beslutningen - i dag skulle det være. For ikke at komme til at virke helt åndsvag - i mine egne øjne - "inviterede" jeg min ene hund med på en vandretur. Således udstyret med nye vandrestøvler på fødderne og en hundesnor i hånden begav jeg mig ud på det, der skulle blive mine første kilometer på rejsen mod Santiago de Compostela.
Jeg er så heldig at bo midt i et stort skovområde, så jeg havde planlagt min tur, så jeg for det meste gik i skoven samt på en afmærket cykelrute over marker. Hjemmefra havde jeg regnet med at gå ca. 6 km, men da jeg først var kommet i gang, kunne jeg mærke, at jeg sagtens kunne øge længden på turen noget. Hvor mange kilometer jeg fik gået, er jeg ikke helt klar over, men jeg gik sammenlagt i små 3 timer og holdt kun en pause på 15 minutter, mens min hund fik sig en svømmetur i en sø. Resultat: ingen vabler samt stor lyst til at fortsætte med min "træning".
På samme tid var min bil på værksted. Jeg blev derfor kørt på arbejde (12 km) og kunne så lige så godt prøve at gå hjem. Jeg behøver kun at gå 1,5 km på asfaltvej, resten af vejen er gennem skov. I den følgende uge gik jeg hjem fra arbejde 3 dage - varighed hver gang ca. 2 timer - afhængig af den rute, som jeg fulgte inde i skoven. Jeg fornemmede nu, hvordan det føltes at gå mere kontinuerligt. Den første km hver dag føltes slem - smerter langs skinnebenene gjorde hvert skridt til en lille kamp. Når skinnebenene var varmet op, gik det rigtigt godt de næste 5-6 km. Derefter begyndte der at komme en periodevis krampeagtig smerte i venstre gluteus maximus - også kaldet den store ballemuskel. Denne smerte kom og gik, men efterhånden vænnede jeg mig til, at den var en del af hele turen. Når jeg kom hjem, var jeg træt, men ikke mere træt end at jeg følte, at jeg sagtens ville kunne have gået min. 1 time mere.
Den følgende week-end fik jeg mulighed for at teste formen af ved at deltage i Slagelse-marchen - 25 km gennem det sydvest-sjællandske sommerlandskab. Det var første gang, at jeg vidste helt nøjagtigt, hvor lang min rute var. Derfor var jeg også lidt spændt på, hvor mange km jeg kunne gå på en time. De første 12 km gik jeg på 1 time og 55 minutter, så jeg var meget tilfreds med min fart. Jeg havde min alm. daypack på ryggen, da jeg var lidt i tvivl om antallet af depoter og forplejning, så jeg har vel haft ca. 5 kg i rygsækken alt i alt. Jeg prøvede under hele turen at holde en god fart, og det lykkedes godt. Undervejs holdt jeg 3 mindre pauser, og jeg kom i mål i en tid lige under 5 timer - og unden at være fuldstændig brugt.
Den sidste måneds tid er det ikke rigtigt blevet til noget med mine vandringer. Min bil kører igen upåklageligt, jeg har holdt fødselsdag, jeg har haft døgnvagt 3 week-ender i træk, vejret har været for ustadigt, haven har haft 1. prioritet - kort sagt for mange dårlige undskyldninger. Om 14 dage går jeg fra til 2 ugers ferie, og der har jeg planlagt en træningstur til Jylland. Ruten bliver Horsens-Silkeborg (en nedlagt jernbanestrækning) og fra Silkeborg-Skanderborg (afmærket vandrerute). Jeg regner med at bruge 4-5 dage på dette projekt, da jeg gerne skulle kunne holde nogle ordentlige dagsmarcher. Indtil da nyder jeg at læse andres beretninger fra caminoen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar