En uge tilbage på jobbet, inden jeg går fra til min anden runde sommerferie i år. Havde fri det meste af maj måned, hvor jeg gik og hyggede mig med at plante og så i min nye have - faktisk var jeg dårligt udenfor kommunegrænsen i denne periode!
Nu kan jeg så se frem til lidt mere ferie. I denne uge har jeg fundet ud af, at jeg bliver nødt til at dele mine 14 dages ferie i to bidder. Jeg skal være superbruger på et nyt elektronisk medicin-modul, og lige netop mandag og tirsdag i den anden ferieuge er der undervisning for de kommende superbrugere. Det er okay - har fået "solgt" en mandagsvagt, så jeg også kan få en hel uge fri i den sidste ende af ferien. Jeg holder stadig fast i planen om at gå ruten Horsens-Silkeborg-Skanderborg i en del af dagene - sikkert i den første uge af ferien. Har søgt lidt på nettet for at undersøge mulighederne for overnatning undervejs - vil helst bo på vandrehjem (billigst), men bliver nok nødt til at finde en anden form for overnatning den første nat, da dagsetapen ellers vil blive for lang. Der er godt nok shelters på ruten, men jeg tror ikke at modet rækker til at bo sådan helt alene. Vil ikke få lukket et øje om natten af skræk for øksemordere og andet godt!
Jeg følger spændt med i Annettes forberedelser til sin 3. camino - tænk om et år vil det være mig selv, der skal afsted på denne tid. Også spændende at følge Gitta undervejs på hendes lange tur fra Danmark til Santiago de Compostela - Gitta har ikke skrevet nyt i sin weblog siden sidst i juli, så nu er jeg meget spændt på at læse nyt.
Jeg får ikke gået til hverdag i øjeblikket. Arbejdsmæssigt har det været en lidt sej periode med mange vagter, så jeg skal bare have ordnet lidt praktiske ting i hus og have, når jeg har fri og så ellers slappe lidt af. Overvejer dog at gå på Lagunestien mellem Bisserup og Karrebæksminde i denne weekend, hvis bare vejret bliver rimeligt.
Min nye sovepose er bare et scoop - jeg har faktisk sovet i den i flere nætter bare for at se, om jeg nu også kunne holde det ud. Det kan jeg heldigvis godt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar