Rolig start næste morgen og først af sted ved 8-tiden. Flot vejr og et næsten helt fladt terræn til El Ganso. Her var jeg inde på den berømte cowboybar - der nu ikke var noget specielt.
Videre herfra og til Rabanal er der et lidt kedeligt stykke stykke langs med asfaltvejen, og samtidig begynder det at gå lidt opad.
Rast i Rabanal i en halv times tid på samme bar som sidste år. Derfra gik det opad (ja, jeg ved godt, at det ikke er den store stigning - men min form var jo altså heller ikke super). Lige udenfor Rabanal er der bygget en ny fuente, og det ville jeg lige tage et billede af. I det samme kom der en italiensk herre gående og spurgte, om han ikke skulle tage et billede af mig. Jo, hvorfor ikke - så fik jeg også lige et ekstra pusterum.
Jeg fandt snart ud af, at herren hed Francesco og var kardiolog i Amalfi. Vi slog følge op mod Foncebadon, og han fik fortalt på en blanding af få engelse ord og mange italienske, at han arbejdede under meget stressende forhold. Han gik caminoen for at få bearbejdet nogle "problemer" og virkede opgivende og udbrændt over sine arbejdsforhold med lange, travle vagter - kort sagt meget lig de danske arbejdsforhold.
Jeg havde ikke regnet med, at turen op til Foncebadon skulle være så hård for mig. Det var nødvendigt at stoppe igen og igen for nogenlunde at få vejret. Halvvejs oppe bad Francesco mig lettere irriteret om at tage min rygsæk af, hvorefter han tog den på nakken, og så gik det ellers over stok og sten! Ret pinligt - for jeg havde stadig svært ved at følge med.
Kom langt om længe op til Foncebadon, der virkede mere beboet end sidste år. Vi blev indkvarteret på et dejligt alberque, hvor vi oppe på loftet fik anvist nogle madrasser på gulvet.
Efter det sædvanlige brusebad og tøjvask samt en times tid på langs var der fælles vegetarisk middag med rigelig rødvin og hyggelig snak med pilgrimme fra mange lande. Senere blev der organiseret lidt ostebidder og flûtes samt en flaske rødvin og noget lokal bitter.
Vejret var så fint, at man kunne sidde udenfor og nyde det lune vejr og den smukke stjernehimmel, så sengetiden blev rykket en times tid. Til gengæld var det en skækkelig nat, hvor der var utroligt varmt i rummet. Samtidig var der virkelig nogle stor-snorkere af format, der formåede at holde mig vågen HELE natten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar