Var klar til at gå ved 8-tiden, da det var begyndt at blive lyst. Flot, lidt tåget vejr og efter ca. 1 km var det tid til morgenmad på Bar O Mirallos i Ferreiros, hvor jeg også holdt pause sidste år.
Fra denne del af caminoen er det ligesom, at jeg husker landskaber/landsbyer/vejen i blokke. Nogle steder kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har været før, mens jeg andre steder ved, hvad der ligger bag det næste sving. Først efter et stykke tid går det op for mig, at det må være fordi, at jeg sidste år gik med regnslag og hætten slået op en del af tiden i Galicien.
Efter Ferreiros går caminoen gennem en masse små landsbyer skiftevis på asfaltvej og grusvej. Det er flere steder som om, at tiden har stået stille gennem de sidste mange år.
I Galicien er der også rig mulighed for at møde både får og køer på caminoen, når de er på vej til græsning eller hjem for at blive malket.
Ved 11-tiden nåede jeg Portomarin, som jeg på forhånd havde bestemt mig til at gå uden om. Jeg har tidligere tilbragt en regnfuld eftermiddag og aften her, så det var ikke de bedste minder.
Fra Portomarin går det jævnt opad 12-13 km indtil Ventas de Narón. Især de første par kilometers stigning kan godt give lidt sved på panden, men det er en trøst, at landskabet meget af vejen er smukt.
Jeg holdt en pause undervejs på en bar i Gonzar, hvor jeg hilste på to svenske kvinder, og derfra var der kun godt 3 km til Hospital da Cruz, hvor jeg ville overnatte på hostal Labrador.
Jeg fik en god 3-retters menu ved 15-tiden, og derefter faldt jeg omkuld på sengen og sov i næsten 4 timer! Jeg må jo trænge til det. Et hurtigt bad og så op i baren igen, hvor der var kommet andre pilgrimme for at spise til aften. Jeg var ikke sulten igen, så jeg ville bare have lidt at drikke. Fandt en plads ved et bord, hvor også Robin og Jacob sad sammen med en tysk fyr Simon. Spiselokalet havde store vinduespartier til to sider, så man kunne nyde en fantastisk solnedgang bag bjergene. Efter endnu en fadøl og en stor flaske vand var det blevet sengetid, og jeg sov uden besvær 9 timer til næste morgen.
lørdag den 18. december 2010
Santiago-pilgrim - og nu med hund! (14.10.2007)
Dejligt stille på refugiet, så vi kom ikke af sted før klokken 8. Efter en god times vandring nåede vi Sarria - hvor down-town er up-town - og det var blevet tid til en gang morgenmad. Ja, det var så her, at jeg åbenbart blev den lykkelige "ejer" af en hund. Mens vi sad og spiste udenfor, var der en tigerstribet - muligvis en slags Staffordshire Bull-terrier - der havde kastet sin kærlighed på os. Lidt naiv troede jeg, at hunden hørte til baren, men den begyndte i hvert fald at følge efter os, da vi gik.
Til at begynde med var det faktisk ret morsomt, men jo længere vi kom væk fra byen, jo mere betænkelige blev vi også ved situationen. Det var en tilsyneladende meget velplejet hund, der var meget kontaktsøgende, men samtidig også lidt sky. Det var især mig, at den søgte kontakt med, så måske var den lidt bange for mænd. Efter et par kilometer mødte vi to kvindelige pilgrimme - som vi gættede på var franskmænd (undskyld Norge!) - og vi gjorde et lille holdt, da vi havde passeret dem, for at se om Tiger-Lily (som hunden hurtigt var blevet døbt) i stedet ville følge med dem. Men nej, selv efter så kort bekendtskab var hun meget trofast.
Fra Sarria går det jævnt opad, og da det samtidig var blevet godt varmt, holdt vi en ølpause på en bar i Rente, hvor vi mødt Marino, der sad og kølede sit knæ med is.
Det var også dagen, hvor 100km-stenen blev passeret, der var ligefrem kø for at blive fotograferet ved den. Vi fulgtes nogle muntre kilometer med Irma og hendes mand fra Namibia, men da vi nåede en lille hyggelig bar i Morgade, besluttede vi at holde en lille pause igen. Og hvem fandt vi dér? Tiger-Lily - som vi efter et møde med en traktor ikke havde set de sidste 5 km. Hun havde mødt et par cykel-pilgrimme og var løbet med dem. Nu lå hun så her og slappede af, mens hun forsøgte at blive gode venner med de lokale hunde.
Andreas ville videre til Portomarin, og jeg ville blive på stedet, der også havde gode, billige værelser, så vi måtte sige farvel til hinanden. Det er altid trist at sige farvel til hyggelige mennesker, men det er også en del af caminoen såvel som af livet.
Mette og italienske Luciana boede også på stedet, så vi spiste en hyggelig middag sammen om aftenen. Bar-damen var meget sød til at finde ud af, hvor Tiger-Lily kom fra. Hun ringede bl.a. til et kontor, hvor ejerne kunne efterlyse deres savnede dyr - men der var ikke gevinst - så Tiger-Lily fik lov til at sove indenfor, mens de andre hunde måtte blive udenfor.
Til at begynde med var det faktisk ret morsomt, men jo længere vi kom væk fra byen, jo mere betænkelige blev vi også ved situationen. Det var en tilsyneladende meget velplejet hund, der var meget kontaktsøgende, men samtidig også lidt sky. Det var især mig, at den søgte kontakt med, så måske var den lidt bange for mænd. Efter et par kilometer mødte vi to kvindelige pilgrimme - som vi gættede på var franskmænd (undskyld Norge!) - og vi gjorde et lille holdt, da vi havde passeret dem, for at se om Tiger-Lily (som hunden hurtigt var blevet døbt) i stedet ville følge med dem. Men nej, selv efter så kort bekendtskab var hun meget trofast.
Fra Sarria går det jævnt opad, og da det samtidig var blevet godt varmt, holdt vi en ølpause på en bar i Rente, hvor vi mødt Marino, der sad og kølede sit knæ med is.
Det var også dagen, hvor 100km-stenen blev passeret, der var ligefrem kø for at blive fotograferet ved den. Vi fulgtes nogle muntre kilometer med Irma og hendes mand fra Namibia, men da vi nåede en lille hyggelig bar i Morgade, besluttede vi at holde en lille pause igen. Og hvem fandt vi dér? Tiger-Lily - som vi efter et møde med en traktor ikke havde set de sidste 5 km. Hun havde mødt et par cykel-pilgrimme og var løbet med dem. Nu lå hun så her og slappede af, mens hun forsøgte at blive gode venner med de lokale hunde.
Andreas ville videre til Portomarin, og jeg ville blive på stedet, der også havde gode, billige værelser, så vi måtte sige farvel til hinanden. Det er altid trist at sige farvel til hyggelige mennesker, men det er også en del af caminoen såvel som af livet.
Mette og italienske Luciana boede også på stedet, så vi spiste en hyggelig middag sammen om aftenen. Bar-damen var meget sød til at finde ud af, hvor Tiger-Lily kom fra. Hun ringede bl.a. til et kontor, hvor ejerne kunne efterlyse deres savnede dyr - men der var ikke gevinst - så Tiger-Lily fik lov til at sove indenfor, mens de andre hunde måtte blive udenfor.
Træt, træt, træt... (09.10.2007)
Fordi jeg havde brugt en times tid på stjernekiggeri, var hele sovesalen selvfølgelig faldet i søvn, da jeg kom listende tilbage. Med andre ord - snorkeriet var i fuld gang! Normalt har jeg et meget godt sovehjerte - bare spørg nogle af mine tidligere kolleger, om hvordan de har måtte banke meget kraftigt på min dør, når jeg er blevet kaldt op om natten. Men et snorkekor på en sovesal kan selv mine gode ørepropper ikke lukke ude. Resultatet blev da også kun til ca. 1/2 times søvn hen ad morgenstunden.
Jeg havde ikke på forhånd aftalt at følges med Andreas, men da han var klar til at gå samtidig med mig, så var det naturligt at slå følge. Ligesom strækningen ned til Molinaseca går det også kraftigt nedad til Triacastela - og modsat mange andre så kan jeg rigtig godt lide at gå nedad.
Det var en pragtfuld morgen med lidt køligt vejr, indtil solen fik magt. I dalene lå der tåge, så det lignede fantasilandskaber, når man så sig omkring. Undervejs mødte vi italienske Marino, som Andreas havde kendt siden starten af caminoen. Marino var ca. 60 år og havde et stort hævet, højre knæ, der blev kølet med en pose isterninger ved hver en pause. Marino kunne et par enkelte engelske ord - og ellers foregik alt på italiensk. Jeg fik at vide, at han tidligere på caminoen var blevet rigtig gode venner med en yngre norsk mand - faktisk havde det udviklet sig til en slags far/søn-forhold, selvom de var afhængige af, at andre kunne oversætte. Begge mænd havde grædt salte tårer, da nordmanden skulle rejse hjem fra Leon.
Jeg havde en dejlig tur ned til Triacastela - vi talte om løst og fast (på engelsk - øv, jeg er vist egentligt efterhånden bedre til tysk), og vi havde samme lidt syge form for humor. Vi blev enige om, at vi kunne skrive flere bøger om caminoen. Hvad med: "Gakkede gangarter på caminoen - rigt illustreret" eller "Caminoen - fra bar til bar".
Efter godt 10km holdt vi pause i Triacastela. Her mødte jeg igen Mette og italienske Luciana samt for første gang namibiske Erma og hendes mand. Erma var startet langt tilbage på caminoenog havde bl.a. gået sammen med danske Henrik, inden hendes mand kom. Andreas og hun havde også været en del sammen, så de havde fået deres helt egne talemåder, der selvfølgelig lyder sjovere "live". En typisk ordveksling kunne slutte af sådan: "It's not funny, Honey!" - udtalt med, hvad jeg tror, en bred namibisk-engelsk dialekt. Jeg fik også at vide, at på caminoen var det første gang, at Erma selv prøvede at vaske sit tøj og ordne sit fodtøj - det var der selvfølgelig ellers tjenere til. Måske falder det nogen for brystet, men jeg har jo selv oplevet det for år tilbage i Zimbabwe. Inden da havde jeg da aldrig drømt om, at jeg skulle have pressefolder i Sloggi-trusserne, og at en dorlastan-gymnastikdragt selvfølgelig også skal stryges!
Fra Triacastela valgte vi den korte, stejle vej over San Xil til Triacastela. Jeg var i Samos sidste år, og Andreas ville hellere videre til Sarria, så sådan blev det. Det gik ret stejlt opad de første kilometer - men gennem en smuk natur. Lidt uden for San Xil er der en pudsig "rasteplads" - et stort bassin med dejligt kold vand, og ud af "bjerget" kommer der vand fra en fontæne med form som en kæmpe musling.
På grund af nattens manglende søvn var jeg efterhånden bare træt, træt, træt. Derfor fik jeg en middagslur i solen på en mark, så de sidste kilometer var overkommelige at gå.
Vi stoppede på et helt nybygget albergue et par kilometer uden for Sarria, hvor der foruden os kun var en franskmand, der havde gået fra Moissac samt et selskab på 8 franskmænd, der skulle starte deres vandring dagen efter. Meget flot sted med gode rum og meget veltillavet aftensmad, hvor der udelukkende blev talt fransk! Jo, de talte faktisk et udemærket engelsk - men hvorfor dog gøre det!
Tidligt i seng.
Jeg havde ikke på forhånd aftalt at følges med Andreas, men da han var klar til at gå samtidig med mig, så var det naturligt at slå følge. Ligesom strækningen ned til Molinaseca går det også kraftigt nedad til Triacastela - og modsat mange andre så kan jeg rigtig godt lide at gå nedad.
Det var en pragtfuld morgen med lidt køligt vejr, indtil solen fik magt. I dalene lå der tåge, så det lignede fantasilandskaber, når man så sig omkring. Undervejs mødte vi italienske Marino, som Andreas havde kendt siden starten af caminoen. Marino var ca. 60 år og havde et stort hævet, højre knæ, der blev kølet med en pose isterninger ved hver en pause. Marino kunne et par enkelte engelske ord - og ellers foregik alt på italiensk. Jeg fik at vide, at han tidligere på caminoen var blevet rigtig gode venner med en yngre norsk mand - faktisk havde det udviklet sig til en slags far/søn-forhold, selvom de var afhængige af, at andre kunne oversætte. Begge mænd havde grædt salte tårer, da nordmanden skulle rejse hjem fra Leon.
Jeg havde en dejlig tur ned til Triacastela - vi talte om løst og fast (på engelsk - øv, jeg er vist egentligt efterhånden bedre til tysk), og vi havde samme lidt syge form for humor. Vi blev enige om, at vi kunne skrive flere bøger om caminoen. Hvad med: "Gakkede gangarter på caminoen - rigt illustreret" eller "Caminoen - fra bar til bar".
Efter godt 10km holdt vi pause i Triacastela. Her mødte jeg igen Mette og italienske Luciana samt for første gang namibiske Erma og hendes mand. Erma var startet langt tilbage på caminoenog havde bl.a. gået sammen med danske Henrik, inden hendes mand kom. Andreas og hun havde også været en del sammen, så de havde fået deres helt egne talemåder, der selvfølgelig lyder sjovere "live". En typisk ordveksling kunne slutte af sådan: "It's not funny, Honey!" - udtalt med, hvad jeg tror, en bred namibisk-engelsk dialekt. Jeg fik også at vide, at på caminoen var det første gang, at Erma selv prøvede at vaske sit tøj og ordne sit fodtøj - det var der selvfølgelig ellers tjenere til. Måske falder det nogen for brystet, men jeg har jo selv oplevet det for år tilbage i Zimbabwe. Inden da havde jeg da aldrig drømt om, at jeg skulle have pressefolder i Sloggi-trusserne, og at en dorlastan-gymnastikdragt selvfølgelig også skal stryges!
Fra Triacastela valgte vi den korte, stejle vej over San Xil til Triacastela. Jeg var i Samos sidste år, og Andreas ville hellere videre til Sarria, så sådan blev det. Det gik ret stejlt opad de første kilometer - men gennem en smuk natur. Lidt uden for San Xil er der en pudsig "rasteplads" - et stort bassin med dejligt kold vand, og ud af "bjerget" kommer der vand fra en fontæne med form som en kæmpe musling.
På grund af nattens manglende søvn var jeg efterhånden bare træt, træt, træt. Derfor fik jeg en middagslur i solen på en mark, så de sidste kilometer var overkommelige at gå.
Vi stoppede på et helt nybygget albergue et par kilometer uden for Sarria, hvor der foruden os kun var en franskmand, der havde gået fra Moissac samt et selskab på 8 franskmænd, der skulle starte deres vandring dagen efter. Meget flot sted med gode rum og meget veltillavet aftensmad, hvor der udelukkende blev talt fransk! Jo, de talte faktisk et udemærket engelsk - men hvorfor dog gøre det!
Tidligt i seng.
Over O Cebreiro (08.10.2007)
Fik sovet rimeligt godt, og klokken var vist næsten 6, før de første pilgrimme begyndte at rumstere rundt. Jeg blev liggende til kl. 7.30, for jeg havde besluttet, at en del af turen op mod O Cebreiro skulle foregå på fire hjul. Endnu var de ret trælse 20 km langs med asfaltvejen i frisk erindring fra sidste år, så jeg ville bare gå de sidste godt 8 km fra Ruitelán.
Derfor gik jeg ned i selve byen for at spise lidt morgenmad på en café og havde også lidt tid til at kigge mig omkring i den stille by.
Midt på formiddagen fandt jeg en taxi, der kørte mig de 20 km op - og derfra gik det i fin form op til O Cebreiro. Det var helt klart vejr, så der var en utrolig smuk udsigt undervejs.
Sad en stund inde i kirken og fik tændt et lys for mit nye barnebarn, som var kommet til verden samme formiddag. Jeg fik kort sagt hej til Luigi, inden turen ned fra O Cebreiro begyndte.
Det vil sige, at de første kilometer går det nu altså lidt op igen. Sidste år fulgte jeg asfaltvejen de godt 3 km ned til Linares, men i år fandt jeg stien, der går gennem noget granskov.
Holdt en lille pause på baren i Linares og faldt i snak med en jævnaldrende tysker, der var startet fra Somport-passet. Han var godt træt af hele horden af pilgrimme og savnede de stille dage på camino Aragones.
Jeg havde overvejet at overnatte i Hospital da Condesa, men jeg syntes, at det var for tidligt på eftermiddagen til at stoppe, så jeg nøjedes med en cola på landsbyens bar. Mens jeg sad udenfor og nød det dejlige vejr, kom der en ung koreansk fyr hen og snakkede med mig. Han var vidt berejst og havde også besøgt Danmark på et tidligere tidspunkt. Denne dag stiftede jeg også bekendtskab med en australier (tidligere franskmand), der stred sig frem og virkede meget dårligt gående. Ham mødte jeg flere gange i løbet af dagen, og hver gang pustede og stønnede han, men han kom dog frem til samme albergue som jeg!
Alt i alt var dagens etape overkommelig, og jeg stoppede derfor i Fonfria, som jeg kunne huske at have passeret sidste år. Det er langt ude på landet men et dejligt sted.
Der var endnu ikke kommet så mange andre pilgrimme, så bad og tøjvask blev hurtigt overstået, så jeg kunne sætte mig udenfor med et glas vin og en bocadillo. Mens jeg sad der og slappede af, blev jeg kontaktet af en flok midaldrende spanske mænd, som lige ville fotograferes. De kunne nogle få brokker engelsk, så det blev til en lille snak, om H.C. Andersen eller Michael Laudrup er den kendeste dansker. De holdt mest på Laudrup!
Jeg fandt ved samme lejlighed ud af, at der også var en jævnalderende dansk kvinde på alberguet. Mette havde problemer med sin ene fod og kæmpede en kamp med at gå lidt kortere dagsmarcher - men havde det svært med det!
Kl. 20 var der aftensmad i et traditionelt galicisk hus, som var lavet om til restaurant. Dejlig, velsmagende mad og god lokal rødvin så snakken gik lystigt. Vi var danskere, tyskere, spaniere, franskmænd, italienere - og sikkert nogle nationer, som jeg har glemt.
Hjemme på alberguet var der tid til en brandy i baren inden sengetid, og her faldt jeg i snak med Andreas fra Berlin - samt en flaske rødvin. Da baren lukkede skulle den spanske ejerfamilie ud at se på stjerner et lille stykke uden for landsbyen. Det var utroligt smukt - Mælkevejen var meget tydelig på himlen, og der var mange stjerneskud. En helt igennem hyggelig aften!
Derfor gik jeg ned i selve byen for at spise lidt morgenmad på en café og havde også lidt tid til at kigge mig omkring i den stille by.
Midt på formiddagen fandt jeg en taxi, der kørte mig de 20 km op - og derfra gik det i fin form op til O Cebreiro. Det var helt klart vejr, så der var en utrolig smuk udsigt undervejs.
Sad en stund inde i kirken og fik tændt et lys for mit nye barnebarn, som var kommet til verden samme formiddag. Jeg fik kort sagt hej til Luigi, inden turen ned fra O Cebreiro begyndte.
Det vil sige, at de første kilometer går det nu altså lidt op igen. Sidste år fulgte jeg asfaltvejen de godt 3 km ned til Linares, men i år fandt jeg stien, der går gennem noget granskov.
Holdt en lille pause på baren i Linares og faldt i snak med en jævnaldrende tysker, der var startet fra Somport-passet. Han var godt træt af hele horden af pilgrimme og savnede de stille dage på camino Aragones.
Jeg havde overvejet at overnatte i Hospital da Condesa, men jeg syntes, at det var for tidligt på eftermiddagen til at stoppe, så jeg nøjedes med en cola på landsbyens bar. Mens jeg sad udenfor og nød det dejlige vejr, kom der en ung koreansk fyr hen og snakkede med mig. Han var vidt berejst og havde også besøgt Danmark på et tidligere tidspunkt. Denne dag stiftede jeg også bekendtskab med en australier (tidligere franskmand), der stred sig frem og virkede meget dårligt gående. Ham mødte jeg flere gange i løbet af dagen, og hver gang pustede og stønnede han, men han kom dog frem til samme albergue som jeg!
Alt i alt var dagens etape overkommelig, og jeg stoppede derfor i Fonfria, som jeg kunne huske at have passeret sidste år. Det er langt ude på landet men et dejligt sted.
Der var endnu ikke kommet så mange andre pilgrimme, så bad og tøjvask blev hurtigt overstået, så jeg kunne sætte mig udenfor med et glas vin og en bocadillo. Mens jeg sad der og slappede af, blev jeg kontaktet af en flok midaldrende spanske mænd, som lige ville fotograferes. De kunne nogle få brokker engelsk, så det blev til en lille snak, om H.C. Andersen eller Michael Laudrup er den kendeste dansker. De holdt mest på Laudrup!
Jeg fandt ved samme lejlighed ud af, at der også var en jævnalderende dansk kvinde på alberguet. Mette havde problemer med sin ene fod og kæmpede en kamp med at gå lidt kortere dagsmarcher - men havde det svært med det!
Kl. 20 var der aftensmad i et traditionelt galicisk hus, som var lavet om til restaurant. Dejlig, velsmagende mad og god lokal rødvin så snakken gik lystigt. Vi var danskere, tyskere, spaniere, franskmænd, italienere - og sikkert nogle nationer, som jeg har glemt.
Hjemme på alberguet var der tid til en brandy i baren inden sengetid, og her faldt jeg i snak med Andreas fra Berlin - samt en flaske rødvin. Da baren lukkede skulle den spanske ejerfamilie ud at se på stjerner et lille stykke uden for landsbyen. Det var utroligt smukt - Mælkevejen var meget tydelig på himlen, og der var mange stjerneskud. En helt igennem hyggelig aften!
Ponferrada til Villafranca del Bierzo (09.10.2007)
Afgang fra alberguet kl. 6.30 sammen med Francesco og Luigi (en yngre engelsk-talende italiener). Inden vi kom afsted, skulle der varmes op - dvs. Luigi og jeg kiggede lettere måbende på Francesco, der lavede forskellige opvarmningsøvelser i en 10 minutters tid. Afsted gennem den endnu mørke og lidt kølige morgen. Turen gennem Ponferrade havde jeg i rimelig klar erindring fra sidste år, så jeg koncentrede mig bare om at følge det høje tempo, der var sat fra morgenstunden.
Francesco havde proklameret om morgenen, at han ville fortsætte så langt som muligt - og helst et godt stykke op mod Cebreiro! Så det gav jo ligesom sig selv, at vi skulle skilles i løbet af dagen.
I Cacabellos trængte jeg til en pause og sagde til Luigi, at han måtte hilse Francesco, hvis/når de sås igen. Jeg tilbragte en times tid på en bar med at læse avis og se nyheder i TV, og så gik det videre mod Villafranca del Bierzo.
Turen den dag gik gennem et landskab, som jeg tænker tilbage på som "store køkkenhaver". Temmelig fladt terræn med mange vandingskanaler og på markerne stod der mange forskellige slags grøntsager. Desuden er der mange vinmarker, hvor druerne senere bliver til den velsmagende Bierzo-vin.
Undervejs mødte jeg et par midaldrende tyskere, der sidste år havde været Santiago de Compostela i bil, og i år havde de bestemt sig til at gå dertil. Men det gjorde de aldrig mere! Hvorfor det var så rædselsfuldt at gå, fandt jeg ikke helt ud af - men de fik da taget et billede af mig.
Jeg kom ikke helt den samme vej i år som sidste år - gik igennem en lille landsby, hvor jeg ikke havde været tidligere. Lidt længere fremme havde en bondekone lavet et lille udskækningssted i forbindelse med sin køkkenhave. Her holdt jeg en lille pause og fik lidt at drikke. De sidste par kilometer til Villafranca del Bierzo var varme - men jeg kendte jo turen fra sidst.
Det er først lige før Villafranca del Bierzo, at man opdager, at man er kommet frem.
Jeg fik mig indkvarteret på Ave Fenix - et hyggeligt og lidt flippet albergue. Da jeg ikke gad at gå ned i byen senere for at spise aftensmad, tilmeldte jeg mig det fælles måltid. Inden jeg skulle i bad, tog jeg i en kold øl på terrasen og blev der kontaktet af en hollandsk shaman! Han havde gået på caminoen gennem et længere stykke tid (år?), fordi han havde nogle problemer med sine forældre. På grund af en fødselsskade havde han fået epilepsi - men det var han nu helt helbredt for, efter at han havde fået kontakt til åndeverdenen. (Ja, det var altså, hvad han fortalte!!) Gennem et stykke tid havde han boet her på alberguet, men nu var han blevet uvenner med ejerne og skulle videre i morgen.
Efter den historie gjorde det godt med et bad og lidt tøjvask og derefter et par timer på langs. Efter mit hvil faldt jeg i snak med et par andre danske kvinder (sygeplejersker fra Jylland), som jeg også havde snakket med i Ponferrada. Endvidere mødte jeg en anden jævnaldrende dansk pige, som jeg på sovesalen havde mistænkt for at have en camino-kæreste - det viste sig så bare at være hendes engelske mand.
Inden aftensmaden var jeg et smut forbi Santiago-kirken, hvor man også kunne opnå syndsforladelse, hvis man nu ikke nåede hele vejen til Santiago de Compostela.
Mange gik i seng allerede kl. 21.00, selvom porten efter sigende først blev åbnet kl. 7.00.
Francesco havde proklameret om morgenen, at han ville fortsætte så langt som muligt - og helst et godt stykke op mod Cebreiro! Så det gav jo ligesom sig selv, at vi skulle skilles i løbet af dagen.
I Cacabellos trængte jeg til en pause og sagde til Luigi, at han måtte hilse Francesco, hvis/når de sås igen. Jeg tilbragte en times tid på en bar med at læse avis og se nyheder i TV, og så gik det videre mod Villafranca del Bierzo.
Turen den dag gik gennem et landskab, som jeg tænker tilbage på som "store køkkenhaver". Temmelig fladt terræn med mange vandingskanaler og på markerne stod der mange forskellige slags grøntsager. Desuden er der mange vinmarker, hvor druerne senere bliver til den velsmagende Bierzo-vin.
Undervejs mødte jeg et par midaldrende tyskere, der sidste år havde været Santiago de Compostela i bil, og i år havde de bestemt sig til at gå dertil. Men det gjorde de aldrig mere! Hvorfor det var så rædselsfuldt at gå, fandt jeg ikke helt ud af - men de fik da taget et billede af mig.
Jeg kom ikke helt den samme vej i år som sidste år - gik igennem en lille landsby, hvor jeg ikke havde været tidligere. Lidt længere fremme havde en bondekone lavet et lille udskækningssted i forbindelse med sin køkkenhave. Her holdt jeg en lille pause og fik lidt at drikke. De sidste par kilometer til Villafranca del Bierzo var varme - men jeg kendte jo turen fra sidst.
Det er først lige før Villafranca del Bierzo, at man opdager, at man er kommet frem.
Jeg fik mig indkvarteret på Ave Fenix - et hyggeligt og lidt flippet albergue. Da jeg ikke gad at gå ned i byen senere for at spise aftensmad, tilmeldte jeg mig det fælles måltid. Inden jeg skulle i bad, tog jeg i en kold øl på terrasen og blev der kontaktet af en hollandsk shaman! Han havde gået på caminoen gennem et længere stykke tid (år?), fordi han havde nogle problemer med sine forældre. På grund af en fødselsskade havde han fået epilepsi - men det var han nu helt helbredt for, efter at han havde fået kontakt til åndeverdenen. (Ja, det var altså, hvad han fortalte!!) Gennem et stykke tid havde han boet her på alberguet, men nu var han blevet uvenner med ejerne og skulle videre i morgen.
Efter den historie gjorde det godt med et bad og lidt tøjvask og derefter et par timer på langs. Efter mit hvil faldt jeg i snak med et par andre danske kvinder (sygeplejersker fra Jylland), som jeg også havde snakket med i Ponferrada. Endvidere mødte jeg en anden jævnaldrende dansk pige, som jeg på sovesalen havde mistænkt for at have en camino-kæreste - det viste sig så bare at være hendes engelske mand.
Inden aftensmaden var jeg et smut forbi Santiago-kirken, hvor man også kunne opnå syndsforladelse, hvis man nu ikke nåede hele vejen til Santiago de Compostela.
Mange gik i seng allerede kl. 21.00, selvom porten efter sigende først blev åbnet kl. 7.00.
Min yndlingsstrækning (25.09.2007)
Jeg havde ladet mig overtale til at starte næste morgen kl. 6 - og det var jo heller ikke noget problem i og med, at jeg jo havde været vågen de sidste 6 timer!
Startede ud sammen med Francesco og nogle spanske damer, og de første 200 m - ja, tohundrede - gik det også rigtigt godt. Så følte jeg lige trang til at tømme mavesækken for dagens første caffe con leche - sådan godt og grundigt, så jeg var kold og klamtsvedende. Det må simpelthen være på grund af manglen på søvn, og resten af dagen gik da også uden problemer.
Flot tur i tusmørke op til Cruz de Ferro, hvor vi kunne se solopgangen mod Foncebadon. Derfra gik det ned mod Manjarin og videre ned mod Molinaseca, og denne strækning er ubetinget én af mine absolutte favoriteter.
Det går ned ad over mange kilometer, og det gælder om at være påpasselig, så man ikke snubler over nogle af de mange sten, der stikker frem. Det lykkedes mig da også at vrikke om på foden og falde, så jeg var nødt til at tage rygsækken af for at komme på benene. Heldigvis var der ikke sket noget.
Vi holdt en meget kort pause i både El Acebo og Molinaseca, inden vi tog de sidste 6km ad landevejen til Ponferrada.
Varm, varm tur, men vi nåede da til sidst frem til alberguet, hvor der heldigvis var en dejlig gårdhave og adgang til såvel bade- som vaskefaciliteter, så det var OK.
Efter at være blevet vist på plads - i et rent kvindeværelse - snuppede jeg lige 3 tiltrængte timer på langs, og jeg var stadig noget groggy, da jeg stod op kl. 18.30.
En tur på bar alene og så havde Francesco lavet mad til en 8-10 stykker af os. En meget lækker pasta med forskellige slags skaldyr, salat, brød, vin og frugt. Vi nåede lige at få vasket op inden sengetid.
Startede ud sammen med Francesco og nogle spanske damer, og de første 200 m - ja, tohundrede - gik det også rigtigt godt. Så følte jeg lige trang til at tømme mavesækken for dagens første caffe con leche - sådan godt og grundigt, så jeg var kold og klamtsvedende. Det må simpelthen være på grund af manglen på søvn, og resten af dagen gik da også uden problemer.
Flot tur i tusmørke op til Cruz de Ferro, hvor vi kunne se solopgangen mod Foncebadon. Derfra gik det ned mod Manjarin og videre ned mod Molinaseca, og denne strækning er ubetinget én af mine absolutte favoriteter.
Det går ned ad over mange kilometer, og det gælder om at være påpasselig, så man ikke snubler over nogle af de mange sten, der stikker frem. Det lykkedes mig da også at vrikke om på foden og falde, så jeg var nødt til at tage rygsækken af for at komme på benene. Heldigvis var der ikke sket noget.
Vi holdt en meget kort pause i både El Acebo og Molinaseca, inden vi tog de sidste 6km ad landevejen til Ponferrada.
Varm, varm tur, men vi nåede da til sidst frem til alberguet, hvor der heldigvis var en dejlig gårdhave og adgang til såvel bade- som vaskefaciliteter, så det var OK.
Efter at være blevet vist på plads - i et rent kvindeværelse - snuppede jeg lige 3 tiltrængte timer på langs, og jeg var stadig noget groggy, da jeg stod op kl. 18.30.
En tur på bar alene og så havde Francesco lavet mad til en 8-10 stykker af os. En meget lækker pasta med forskellige slags skaldyr, salat, brød, vin og frugt. Vi nåede lige at få vasket op inden sengetid.
En drøj tur til Foncebadon (25.09.2007)
Rolig start næste morgen og først af sted ved 8-tiden. Flot vejr og et næsten helt fladt terræn til El Ganso. Her var jeg inde på den berømte cowboybar - der nu ikke var noget specielt.
Videre herfra og til Rabanal er der et lidt kedeligt stykke stykke langs med asfaltvejen, og samtidig begynder det at gå lidt opad.
Rast i Rabanal i en halv times tid på samme bar som sidste år. Derfra gik det opad (ja, jeg ved godt, at det ikke er den store stigning - men min form var jo altså heller ikke super). Lige udenfor Rabanal er der bygget en ny fuente, og det ville jeg lige tage et billede af. I det samme kom der en italiensk herre gående og spurgte, om han ikke skulle tage et billede af mig. Jo, hvorfor ikke - så fik jeg også lige et ekstra pusterum.
Jeg fandt snart ud af, at herren hed Francesco og var kardiolog i Amalfi. Vi slog følge op mod Foncebadon, og han fik fortalt på en blanding af få engelse ord og mange italienske, at han arbejdede under meget stressende forhold. Han gik caminoen for at få bearbejdet nogle "problemer" og virkede opgivende og udbrændt over sine arbejdsforhold med lange, travle vagter - kort sagt meget lig de danske arbejdsforhold.
Jeg havde ikke regnet med, at turen op til Foncebadon skulle være så hård for mig. Det var nødvendigt at stoppe igen og igen for nogenlunde at få vejret. Halvvejs oppe bad Francesco mig lettere irriteret om at tage min rygsæk af, hvorefter han tog den på nakken, og så gik det ellers over stok og sten! Ret pinligt - for jeg havde stadig svært ved at følge med.
Kom langt om længe op til Foncebadon, der virkede mere beboet end sidste år. Vi blev indkvarteret på et dejligt alberque, hvor vi oppe på loftet fik anvist nogle madrasser på gulvet.
Efter det sædvanlige brusebad og tøjvask samt en times tid på langs var der fælles vegetarisk middag med rigelig rødvin og hyggelig snak med pilgrimme fra mange lande. Senere blev der organiseret lidt ostebidder og flûtes samt en flaske rødvin og noget lokal bitter.
Vejret var så fint, at man kunne sidde udenfor og nyde det lune vejr og den smukke stjernehimmel, så sengetiden blev rykket en times tid. Til gengæld var det en skækkelig nat, hvor der var utroligt varmt i rummet. Samtidig var der virkelig nogle stor-snorkere af format, der formåede at holde mig vågen HELE natten.
Videre herfra og til Rabanal er der et lidt kedeligt stykke stykke langs med asfaltvejen, og samtidig begynder det at gå lidt opad.
Rast i Rabanal i en halv times tid på samme bar som sidste år. Derfra gik det opad (ja, jeg ved godt, at det ikke er den store stigning - men min form var jo altså heller ikke super). Lige udenfor Rabanal er der bygget en ny fuente, og det ville jeg lige tage et billede af. I det samme kom der en italiensk herre gående og spurgte, om han ikke skulle tage et billede af mig. Jo, hvorfor ikke - så fik jeg også lige et ekstra pusterum.
Jeg fandt snart ud af, at herren hed Francesco og var kardiolog i Amalfi. Vi slog følge op mod Foncebadon, og han fik fortalt på en blanding af få engelse ord og mange italienske, at han arbejdede under meget stressende forhold. Han gik caminoen for at få bearbejdet nogle "problemer" og virkede opgivende og udbrændt over sine arbejdsforhold med lange, travle vagter - kort sagt meget lig de danske arbejdsforhold.
Jeg havde ikke regnet med, at turen op til Foncebadon skulle være så hård for mig. Det var nødvendigt at stoppe igen og igen for nogenlunde at få vejret. Halvvejs oppe bad Francesco mig lettere irriteret om at tage min rygsæk af, hvorefter han tog den på nakken, og så gik det ellers over stok og sten! Ret pinligt - for jeg havde stadig svært ved at følge med.
Kom langt om længe op til Foncebadon, der virkede mere beboet end sidste år. Vi blev indkvarteret på et dejligt alberque, hvor vi oppe på loftet fik anvist nogle madrasser på gulvet.
Efter det sædvanlige brusebad og tøjvask samt en times tid på langs var der fælles vegetarisk middag med rigelig rødvin og hyggelig snak med pilgrimme fra mange lande. Senere blev der organiseret lidt ostebidder og flûtes samt en flaske rødvin og noget lokal bitter.
Vejret var så fint, at man kunne sidde udenfor og nyde det lune vejr og den smukke stjernehimmel, så sengetiden blev rykket en times tid. Til gengæld var det en skækkelig nat, hvor der var utroligt varmt i rummet. Samtidig var der virkelig nogle stor-snorkere af format, der formåede at holde mig vågen HELE natten.
En ny camino begynder (24.09.2007)
Afgang den 8. september om morgenen fra Kastrup efter lidt forsinkelse, fordi flyet skulle have nyt batteri. Landede i Madrid efter godt 3 timers flyvning, og derefter fandt jeg nemt vej igennem Madrid med metroen til den kæmpestore busstation. Hjemmefra havde jeg reserveret en busbillet til Astorga - en køretur på 3½ time.
Som planlagt var jeg i Astorga kl. 18.00 og blev sat af lige bag den tidligere bispebolig, som er tegnet af Gaudi.
Nu var jeg allerede på hjemmebane. Fandt hurtigt vej op forbi katedralen og til det albergue, hvor jeg boede sidste år. En seddel på døren bekendtgjorde, at der var fyldt op. Jamen, jeg kunne jo også lige så godt komme ordentligt i gang - det vil sige, at jeg fortsatte til den første landsby efter Astorga.
Jeg kunne huske, at der var ca. 1 times gang, og det var faktisk rart at få rørt benene efter at have siddet stille i så mange timer. Desuden var der jo lige den ekstra gevinst, at næste dags vandring til Foncebadon vil blive beskåret med 5 km - ikke så ringe, når jeg nu ikke havde fået trænet så meget op til min tur.
Jeg fandt nemt alberguet og fik hurtigt sat min rygsæk, fordi hospitaleroen fortalte, at nogle af de øvrige pilgrimme var i gang med at spise aftensmad. I alt var vi 8 personer rundt om bordet: et yngre tysk par, en ældre tysk kvinde som havde eftervirkninger efter en hjerneblødning, en midaldrende tysk kvinde, en ung mand fra Texas, en tysk mand på min egen alder samt en af mine yndlingspilgrimme (hvis man kan have det!) - en spansk cykelpilgrim på ca. 25 år.
På grund af de mange tyskere foregik det meste af konversationen på tysk - selvom de alle talte udemærket engelsk. Egentligt ganske uhøfligt, hvilket den unge texasaner også fik kommenteret med, at han da gerne på forhånd ville have vidst, at hovedsproget på caminoen var tysk.
Vi fik en ganske god pilgrimsmenu med rigelig rødvin til. Faktisk fik den tyske ældre dame hældt så meget indenbords, at hun væltede senere. Hende så jeg ikke mere til siden hen!
Alberguet var godt, men sengene larmede enormt, når man vendte sig.
Fik dog på trods af dette sovet rimeligt, og heldigvis var klokken godt 7 næste morgen, da de første begyndte at pusle rundt.
Lidt sjovt at kende området fra tidligere, og så er der alligevel nogle ting, der er anderledes, end jeg husker - bl.a. vejen ud af Astorga. Det var jo også denne del af caminoen, hvor jeg næsten hver dag gik sammen med nogle, så derfor har jeg måske ikke hæftet mig så meget ved omgivelserne.
Som planlagt var jeg i Astorga kl. 18.00 og blev sat af lige bag den tidligere bispebolig, som er tegnet af Gaudi.
Nu var jeg allerede på hjemmebane. Fandt hurtigt vej op forbi katedralen og til det albergue, hvor jeg boede sidste år. En seddel på døren bekendtgjorde, at der var fyldt op. Jamen, jeg kunne jo også lige så godt komme ordentligt i gang - det vil sige, at jeg fortsatte til den første landsby efter Astorga.
Jeg kunne huske, at der var ca. 1 times gang, og det var faktisk rart at få rørt benene efter at have siddet stille i så mange timer. Desuden var der jo lige den ekstra gevinst, at næste dags vandring til Foncebadon vil blive beskåret med 5 km - ikke så ringe, når jeg nu ikke havde fået trænet så meget op til min tur.
Jeg fandt nemt alberguet og fik hurtigt sat min rygsæk, fordi hospitaleroen fortalte, at nogle af de øvrige pilgrimme var i gang med at spise aftensmad. I alt var vi 8 personer rundt om bordet: et yngre tysk par, en ældre tysk kvinde som havde eftervirkninger efter en hjerneblødning, en midaldrende tysk kvinde, en ung mand fra Texas, en tysk mand på min egen alder samt en af mine yndlingspilgrimme (hvis man kan have det!) - en spansk cykelpilgrim på ca. 25 år.
På grund af de mange tyskere foregik det meste af konversationen på tysk - selvom de alle talte udemærket engelsk. Egentligt ganske uhøfligt, hvilket den unge texasaner også fik kommenteret med, at han da gerne på forhånd ville have vidst, at hovedsproget på caminoen var tysk.
Vi fik en ganske god pilgrimsmenu med rigelig rødvin til. Faktisk fik den tyske ældre dame hældt så meget indenbords, at hun væltede senere. Hende så jeg ikke mere til siden hen!
Alberguet var godt, men sengene larmede enormt, når man vendte sig.
Fik dog på trods af dette sovet rimeligt, og heldigvis var klokken godt 7 næste morgen, da de første begyndte at pusle rundt.
Lidt sjovt at kende området fra tidligere, og så er der alligevel nogle ting, der er anderledes, end jeg husker - bl.a. vejen ud af Astorga. Det var jo også denne del af caminoen, hvor jeg næsten hver dag gik sammen med nogle, så derfor har jeg måske ikke hæftet mig så meget ved omgivelserne.
Hjemvendt fra Santiago de Compostela (24.09.2007)
Lørdag eftermiddag vendte jeg hjem efter min 2. tur på camino frances. Hjemmefra havde jeg lovet at være flittig til at opdatere bloggen undervejs - sådan blev det bare ikke!
Jeg har haft en helt fantastisk tur og har stadig lyst til at dele mine oplevelser med jer - så i stedet vil jeg lave nogle små sammendrag af min dagbog og tilføje lidt billeder.
Det bliver måske ikke helt så autentisk, men jeg håber, at nogle alligevel vil få inspiration til selv at tage på en pilgrimsvandring - om det så bliver på caminoen eller et helt andet sted!
Jeg har haft en helt fantastisk tur og har stadig lyst til at dele mine oplevelser med jer - så i stedet vil jeg lave nogle små sammendrag af min dagbog og tilføje lidt billeder.
Det bliver måske ikke helt så autentisk, men jeg håber, at nogle alligevel vil få inspiration til selv at tage på en pilgrimsvandring - om det så bliver på caminoen eller et helt andet sted!
På vej.... (08.09.2007)
Så er det dagen, hvor starten går på min 2.camino. Er lige kommet igennem sikkerhedskontrollen i Kastrup og venter nu på at boarde flyet til Madrid.
Glæder mig til at komme i gang. Hvis alt går efter planerne, vil være være i Astorga i aften, og så går det for alvor løs i morgen.
Jeg vil forsøge at opdater hyppigt!
Ha' det god, til vi ses.
Glæder mig til at komme i gang. Hvis alt går efter planerne, vil være være i Astorga i aften, og så går det for alvor løs i morgen.
Jeg vil forsøge at opdater hyppigt!
Ha' det god, til vi ses.
Det er ganske vist.....(29.08.2007)
På næste lørdag drager jeg af sted til Spanien for at gå to uger på caminoen. Fly til Madrid og derfra med bus til Astorga, hvor jeg begynder min anden pilgrimsvandring søndag morgen.
På trods af at det er et helt år siden, at jeg sidst har holdt ferie, føler jeg mig ikke "slidt". Jeg er startet i et vikariat den 1. august som IT-konsulent - jow, jow - og jeg trives i den grad!!! Jeg har orlov et år fra min stilling som operationssygeplejerske, så nu må vi se, hvad tiden bringer.
Inden jeg startede i mit nye job, havde jeg dog lige nogle ferie-fridagstimer, som skulle afvikles. De blev brugt på en tur til Viborg, hvor jeg bl.a. var ude at se Hærvejsstenen, der angiver afstandene til forskellige pilgrimsmål.
På trods af at det er et helt år siden, at jeg sidst har holdt ferie, føler jeg mig ikke "slidt". Jeg er startet i et vikariat den 1. august som IT-konsulent - jow, jow - og jeg trives i den grad!!! Jeg har orlov et år fra min stilling som operationssygeplejerske, så nu må vi se, hvad tiden bringer.
Inden jeg startede i mit nye job, havde jeg dog lige nogle ferie-fridagstimer, som skulle afvikles. De blev brugt på en tur til Viborg, hvor jeg bl.a. var ude at se Hærvejsstenen, der angiver afstandene til forskellige pilgrimsmål.
Ændrede rejseplaner (24.07.2007)
Ikke alt går som planlagt - det vil sige,at jeg på grund af jobskifte pr. 1. august ikke kommer afsted den 13. august som først planlagt. I øjeblikket går jeg og overvejer situationen. Skal jeg korte turen af og kun tage afsted i 3 uger? Skal jeg helt vente og så tage afsted igen i 2008? Intet er endnu helt besluttet - men i skrivende stund håber jeg, at det kan arrangeres, at jeg kan tage afsted i 3 uger med afrejse den 1. september.
Nærmere følger, når jeg er kommet tættere på en afklaring.
Nærmere følger, når jeg er kommet tættere på en afklaring.
Indvielse af den danske pilgrimsrute (05.07.2007)
En dejlig forårsdag i maj måned var jeg med til at indvie den danske pilgrimsrute. Turen begyndte ved Ballerup kirke - en Skt. Jacobs kirke - og sluttede i Roskilde med en andagt i Skt. Ibs kapel. I alt en vandretur på godt 30 km igennem et område, som jeg ikke kendte på forhånd.
Desuden mødte jeg mange nye bekendtskaber fra pilgrimsretræten i februar måned, så tiden/kilometrene fløj af sted.
Desuden mødte jeg mange nye bekendtskaber fra pilgrimsretræten i februar måned, så tiden/kilometrene fløj af sted.
Caminoen trækker - igen! (14.02.2007)
Det kommer næppe som en overraskelse for dem, der kender mig, at jeg er ved at have min 2. camino i støbeskeen. Det er bevidst, at jeg ikke siger "planlægger", for på caminoen sidste år lærte jeg at lade være med at planlægge så meget - tingene skal nok lykkes alligevel!
Ferie og billetter til udrejsen skal dog være i orden. M.h.t. ferien lader det til, at jeg også i år får lov til at holde 6 ugers sommerferie. Det betyder så samtidig også, at jeg har stor valgfrihed med hensyn til rutevalg.
I øjeblikket er jeg meget i tvivl om ruten - men ét er jeg helt sikker på - jeg skal slutte i Santiago de Compostela. Alt andet ville føles helt forkert for mig. Jeg har vist i en tidligere post skrevet, at vejen er målet, men det var før, at jeg selv kom til Santiago de Compostela og oplevede hele forløsningen ved at have "gennemført" caminoen.
I den kommende week-end glæder jeg mig meget til at deltage i en pilgrimsretræte arrangeret af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme. Så det kan være, at jeg er blevet klogere på min rute, når week-enden er omme.
Ferie og billetter til udrejsen skal dog være i orden. M.h.t. ferien lader det til, at jeg også i år får lov til at holde 6 ugers sommerferie. Det betyder så samtidig også, at jeg har stor valgfrihed med hensyn til rutevalg.
I øjeblikket er jeg meget i tvivl om ruten - men ét er jeg helt sikker på - jeg skal slutte i Santiago de Compostela. Alt andet ville føles helt forkert for mig. Jeg har vist i en tidligere post skrevet, at vejen er målet, men det var før, at jeg selv kom til Santiago de Compostela og oplevede hele forløsningen ved at have "gennemført" caminoen.
I den kommende week-end glæder jeg mig meget til at deltage i en pilgrimsretræte arrangeret af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme. Så det kan være, at jeg er blevet klogere på min rute, når week-enden er omme.
Afsked med Santiago de Compostela (21.09.2006)
Saa naermer min camino sig for alvor afslutningen - i aften tager jeg i lufthavnen og tilbringer saa natten paa et par stole. for jeg skal chekke ind allerede kl. 5.00 i morgen tidlig.
Det har vaeret fint at have nogle dage her i byen til at vaenne sig til, at caminoen er slut, og det virkelige liv begynder igen mandag morgen. Jeg har hverdag vaeret til pilgrimsmessen - og det bliver ved med at vaere en stor oplevelse hver gang. Saerligt er jeg helt vild med den nonne, der synger for - isaer naar hun siger :"Muy bene" - "Meget godt" - efter at have oevet "salmerne" med hele katedralen. Samtidig er pilgrimsmessen moedestedet, hvor man ser, hvem der nu er kommet ind. Derfor har jeg nu ogsaa faaet taget afsked med mange af dem, som jeg har moedt paa caminoen - dog mangler jeg stadig at moede Elsebeth og Ejnar fra Jylland, men der er ogsaa en uges tid til, at de har billet hjem.
I aftes var vi 8 seje danske damer ude at spise afskedsmiddag sammen. Vi kendt hinanden i kortere eller laengere tid paa caminoen - men det giver et saerligt faellesskab at dele fysiske anstrengelser og sove sammen under alle mulige forhold.
I nat var det rigtig daarligt vejr her i byen med storm og regn, saa der er blaest masser af teglsten ned. Turen til Finisterre er ogsaa opgivet paa grund af vejret - 5 timer i bus er for lang tid for at komme ud til taage og blaest! Ja, det er nu min mening. Og jeg har nu heller ikke taenkt mig at gaa hjem fra Koebenhavn af den grund - som min soede mand ellers har truet mig med!
Men nu glaeder jeg mig altsaa ogsaa til at komme hjem igen!!! Det har vaeret helt perfekt at have saa god tid til caminoen. Jeg har paa den maade aldrig foelt, at jeg var noedt til at gaa 10km ekstra for ikke at komme bagefter planen. Til dem, der var nervoese for, at jeg skulle alene afsted, kan jeg kun sige, at jeg paa INTET TIDSPUNKT har foelt mig utryg og alene. Der er altid nogle enten foran eller bagved dig, og du er kun alene i den udstraekning, som du selv oensker at vaere alene. Hvis nogle spoerger mig i dag, om jeg ville goere dem om igen, saa kan jeg kun sige JA. Det har vaeret en kaempe oplevelse og maaske nok en endnu stoerre udfordring, end man paa forhaand kan forestille sig. Personligt har jeg vaeret mest glad for at gaa straekningerne Somport-Puente la Reina samt Leon-Santiago de Compostela. Hoejsletten er en del af caminoen, men samtidig er det en utroligt enerverende uge - igen efter min mening. Andre synes, at hoejsletten er det bedste ved caminoen - men igen - vi gaar hver vores camino.
Nu glaeder jeg mig til at komme hjem og fortaelle om alle mine oplevelser i stort og smaat samt vise jer billeder.
Tusind tak til alle jer, der har skrevet til mig paa smartlog, mail og sms - det har vaeret rigtig godt med opmuntrende ord og nyt hjemmefra.
Vi ses i Danmark.
Det har vaeret fint at have nogle dage her i byen til at vaenne sig til, at caminoen er slut, og det virkelige liv begynder igen mandag morgen. Jeg har hverdag vaeret til pilgrimsmessen - og det bliver ved med at vaere en stor oplevelse hver gang. Saerligt er jeg helt vild med den nonne, der synger for - isaer naar hun siger :"Muy bene" - "Meget godt" - efter at have oevet "salmerne" med hele katedralen. Samtidig er pilgrimsmessen moedestedet, hvor man ser, hvem der nu er kommet ind. Derfor har jeg nu ogsaa faaet taget afsked med mange af dem, som jeg har moedt paa caminoen - dog mangler jeg stadig at moede Elsebeth og Ejnar fra Jylland, men der er ogsaa en uges tid til, at de har billet hjem.
I aftes var vi 8 seje danske damer ude at spise afskedsmiddag sammen. Vi kendt hinanden i kortere eller laengere tid paa caminoen - men det giver et saerligt faellesskab at dele fysiske anstrengelser og sove sammen under alle mulige forhold.
I nat var det rigtig daarligt vejr her i byen med storm og regn, saa der er blaest masser af teglsten ned. Turen til Finisterre er ogsaa opgivet paa grund af vejret - 5 timer i bus er for lang tid for at komme ud til taage og blaest! Ja, det er nu min mening. Og jeg har nu heller ikke taenkt mig at gaa hjem fra Koebenhavn af den grund - som min soede mand ellers har truet mig med!
Men nu glaeder jeg mig altsaa ogsaa til at komme hjem igen!!! Det har vaeret helt perfekt at have saa god tid til caminoen. Jeg har paa den maade aldrig foelt, at jeg var noedt til at gaa 10km ekstra for ikke at komme bagefter planen. Til dem, der var nervoese for, at jeg skulle alene afsted, kan jeg kun sige, at jeg paa INTET TIDSPUNKT har foelt mig utryg og alene. Der er altid nogle enten foran eller bagved dig, og du er kun alene i den udstraekning, som du selv oensker at vaere alene. Hvis nogle spoerger mig i dag, om jeg ville goere dem om igen, saa kan jeg kun sige JA. Det har vaeret en kaempe oplevelse og maaske nok en endnu stoerre udfordring, end man paa forhaand kan forestille sig. Personligt har jeg vaeret mest glad for at gaa straekningerne Somport-Puente la Reina samt Leon-Santiago de Compostela. Hoejsletten er en del af caminoen, men samtidig er det en utroligt enerverende uge - igen efter min mening. Andre synes, at hoejsletten er det bedste ved caminoen - men igen - vi gaar hver vores camino.
Nu glaeder jeg mig til at komme hjem og fortaelle om alle mine oplevelser i stort og smaat samt vise jer billeder.
Tusind tak til alle jer, der har skrevet til mig paa smartlog, mail og sms - det har vaeret rigtig godt med opmuntrende ord og nyt hjemmefra.
Vi ses i Danmark.
Santiago de Compostela (16.09.2006)
Santiago blev naaet mandag formiddag i god form. Sidste overnatning paa det kaempestore refugium i Monte de Gozo kun 4km fra Santiago. Meget maerkeligt at gaa det sidste stykke. Soendag havde jeg egentligt planlagt overnatning i Santa Irene godt 20km vaek - men da jeg kom til refugiet kl. 13, var der ikke aabnet endnu. Hele formiddagen havde det smaaregnet, men ved frokosttid klarede det op, saa jeg bestemte mig til at gaa videre - og det blev saa til Monte de Gozo.
Mandag var det noget overskyet, saa jeg kunne faktisk foerst se katedralen, da jeg stod foran den. Jeg valgte at gaa paa pilgrimskontoret allerfoerst for at faa mit pilgrimsbevis. MEGET bevaegende oejeblik at faa beviset for min vandring fra Somport til Santiago de Compostela. Mit latinske navn paa beviset er MARIA MAGDALENA - hvad si'r I saa! Fra pilgrimskontoret tilbage til katedralen, hvor jeg var oppe bag Jacob og give ham et knus og bagefter nede og knaele ved hans kiste. Derefter var jeg saa heldig, at jeg bare kunne tage plads for at nyde pilgrimsmessen kl. 12, hvor katedralen var stopfuld. En nonne sang for, saa de smaa haar rejste sig paa armene, og hele det katolske cirkus koerte i hoejeste gear - Folkekirken kunne godt laere lidt af den katolske kirkes fest og farver.
Efter messen gensyn med mange af de tyske venner, bl.a. Werner som jeg havde gaaet en etape med loerdag, og som havde inviteret mig til at fejre hans 69 aars foedselsdag mandag aften. Vi havde en hyggelig aften sammen med andre tyskere, der efterhaanden kom til. Languster og pulpo (blaeksprutte) samt hvidvin og orujo (smager som slivowitz) i rigelige maengder.
Igen i dag til messe, hvor jeg var heldig at se det store roegelseskar blive svinget gennem kirkerummet. Og saa klapper man bagefter..... ogsaa spanierne selv!
Jeg havde egentligt planlagt, at jeg skulle have noget nyt toej, naar jeg kom til Santiago. Nu har jeg imidlertid vaeret saa heldig at finde et hostal, der har vasket det meste af mit toej, saa den vaerste pilgrimslugt er blevet erstattet af duften af Bamseline - saa det med toejet er knapt saa paatraengende lige nu.
Jeg havde egentligt planlagt at tage til Finisterre i morgen, men jeg har set, at der er stormvarsel, saa jeg tror, at jeg bliver her i byen. Under alle omstaendigheder er jeg i Madrid fredag og hjemme igen loerdag.
Ogsaa paa mandag starter det virkelige liv igen.....
Maria Magdalena, Santiago de Compostela
Mandag var det noget overskyet, saa jeg kunne faktisk foerst se katedralen, da jeg stod foran den. Jeg valgte at gaa paa pilgrimskontoret allerfoerst for at faa mit pilgrimsbevis. MEGET bevaegende oejeblik at faa beviset for min vandring fra Somport til Santiago de Compostela. Mit latinske navn paa beviset er MARIA MAGDALENA - hvad si'r I saa! Fra pilgrimskontoret tilbage til katedralen, hvor jeg var oppe bag Jacob og give ham et knus og bagefter nede og knaele ved hans kiste. Derefter var jeg saa heldig, at jeg bare kunne tage plads for at nyde pilgrimsmessen kl. 12, hvor katedralen var stopfuld. En nonne sang for, saa de smaa haar rejste sig paa armene, og hele det katolske cirkus koerte i hoejeste gear - Folkekirken kunne godt laere lidt af den katolske kirkes fest og farver.
Efter messen gensyn med mange af de tyske venner, bl.a. Werner som jeg havde gaaet en etape med loerdag, og som havde inviteret mig til at fejre hans 69 aars foedselsdag mandag aften. Vi havde en hyggelig aften sammen med andre tyskere, der efterhaanden kom til. Languster og pulpo (blaeksprutte) samt hvidvin og orujo (smager som slivowitz) i rigelige maengder.
Igen i dag til messe, hvor jeg var heldig at se det store roegelseskar blive svinget gennem kirkerummet. Og saa klapper man bagefter..... ogsaa spanierne selv!
Jeg havde egentligt planlagt, at jeg skulle have noget nyt toej, naar jeg kom til Santiago. Nu har jeg imidlertid vaeret saa heldig at finde et hostal, der har vasket det meste af mit toej, saa den vaerste pilgrimslugt er blevet erstattet af duften af Bamseline - saa det med toejet er knapt saa paatraengende lige nu.
Jeg havde egentligt planlagt at tage til Finisterre i morgen, men jeg har set, at der er stormvarsel, saa jeg tror, at jeg bliver her i byen. Under alle omstaendigheder er jeg i Madrid fredag og hjemme igen loerdag.
Ogsaa paa mandag starter det virkelige liv igen.....
Maria Magdalena, Santiago de Compostela
Arzua loerdag (16.09.2006)
Ak ja, saa er jeg allerede i Arzua, og dermed er der mindre end 40 km til Santiago de Compostela, som jeg nu regner med at naa mandag middag. Fra Sarria er det tydeligt at maerke, at der er flere pilgrimme undervejs (det er de sidste 100km, som man skal have gaaet for at faa sit "pilgrimsbevis".)
Flot natur hele vejen med groenne "korridorer" og masser af eucalyptustraeer. Det er altsaa koeernes paradis hér, saa det er zig-zag mellem koklatter. I dag paa vejen var der lige et faar, der sprang over en mur - og jeg tror ikke, at det kunne hoppe den anden vej igen. Men hvordan faar man lige forklaret det paa spansk?!
I gaar overnattede jeg i Palas de Rei efter en tur i byger, blaest og kulde. Stor byfest i gang da jeg naaede byen. Kaempe (amatoer!!!) orkester paa torvet med messingblaesere og saekkepiber. Meget glad for at jeg fandt indkvartering paa hostal, da begge refugier laa lige op til torvet.
Har i dag vaeret flyvende sammen med en tysk pensionist. I sit arbejdsliv har han vaeret beskaeftiget med at planlaegge og opfoere fabrikker og raffinaderier for bl.a. russiske Gasprom, saa jeg har hoert en masse om korruption!
Kun 2 dage tilbage paa caminoen - meget maerkeligt efter saa mange dage undervejs. Glaeder mig dog til en meget materiel ting - nemlig at koebe et nyt saet toej. Mit camino-toej vil aldrig mere blive helt rent, og jeg er sikker paa, at det vil blive ved med at lugte af sved ligemeget, hvor meget det bliver vasket.
Naeste opdate fra Santiago de Compostela!
Mange hilsner til jer alle.
Flot natur hele vejen med groenne "korridorer" og masser af eucalyptustraeer. Det er altsaa koeernes paradis hér, saa det er zig-zag mellem koklatter. I dag paa vejen var der lige et faar, der sprang over en mur - og jeg tror ikke, at det kunne hoppe den anden vej igen. Men hvordan faar man lige forklaret det paa spansk?!
I gaar overnattede jeg i Palas de Rei efter en tur i byger, blaest og kulde. Stor byfest i gang da jeg naaede byen. Kaempe (amatoer!!!) orkester paa torvet med messingblaesere og saekkepiber. Meget glad for at jeg fandt indkvartering paa hostal, da begge refugier laa lige op til torvet.
Har i dag vaeret flyvende sammen med en tysk pensionist. I sit arbejdsliv har han vaeret beskaeftiget med at planlaegge og opfoere fabrikker og raffinaderier for bl.a. russiske Gasprom, saa jeg har hoert en masse om korruption!
Kun 2 dage tilbage paa caminoen - meget maerkeligt efter saa mange dage undervejs. Glaeder mig dog til en meget materiel ting - nemlig at koebe et nyt saet toej. Mit camino-toej vil aldrig mere blive helt rent, og jeg er sikker paa, at det vil blive ved med at lugte af sved ligemeget, hvor meget det bliver vasket.
Naeste opdate fra Santiago de Compostela!
Mange hilsner til jer alle.
Oplevelser fra Leon til Sarria (13.09.2006)
Proever lige en gang til med en ny post - meget maerkelig computer her i Sarria.
Dagen efter Rabanal gik jeg til den - engang - forladte landsby i Foncebadon og videre til Cruz de Ferro (Jernkorset), hvor der i tidens loeb er lagt tonsvis af sten af pilgrimme paa vej over passet. Jeg havde ikke medbragt nogen sten hjemmefra men fandt én paa den sidste kilometer op, som jeg saa lagde paa bunken. Tid til fotos og eftertanke.
Flot natur med bjerge og masser af groent - dejligt efter den brune meseta. Paa vejen ned til Molinesecá fulgtes jeg med Rüdicker - 28 aarig tysk studerende og katolik, der gaar caminoen for at finde ud af, om han skal overtage faderens IT-firma. I Molinesecá ligger alberguet i udkanten af byen, og man kan vaelge mellem at sove indenfor, i telt eller under et halvtag. Jeg fik en pragtfuld nat under halvtaget, selvom jeg ikke lige havde taget hoejde for trafik og goeende hunde.
Naeste dag videre til Villafranca del Bierzo sammen med Rüdicker og Walo. Walo er svejtser og har gaaet fra Genevé med start den 10. juli - kort sagt mange kilometer i benene, saa jeg foelte, at jeg maatte flyve for at kunne foelge med. Walo er uddannet intensiv-sygeplejerske, og vi fik begge brug for vores kunnen, da vi var med en amerikaner ude at spise. Hun besvimede og knaldede hovedet ned i tallerknen, men ved faelles hjaelp fik vi hende lagt ned, og hun kom relativt hurtigt til sig selv. Vi fik lagt hende i seng og efter at have braekket sig nogle gange, havde hun det lidt bedre - men vi var alligevel oppe og se til hende flere gange i loebet af natten. Senere har jeg moedt hende igen, og hun har det godt.
Fra Villafranca gik turen gennem en del mellem bjergene, inden opstigningen til O'Cebreio begyndte. Fantastisk smuk tur men ogsaa haard. Havde allerede bestemt at overnatte i Lafaba - en lille bitteby med albergue og bar - for at dele turen op i to etaper. De sidste par kilometer op gik naermest lodret - ja, saadan foelte jeg det i hvert fald. Nogle mountainbikere havde ikke set, at stien kun var for gaaende, saa de maatte naermest baere cyklerne op. Dejligt roligt albergue med en tysk hospitaliero. Natten foer i Villafranca havde vaeret praeget af et hold franske buspilgrimme, der begyndte at larme allerede kl. 5, men som stadig vaek ikke var kommet afsted kl. 7.30.
Naeste morgen over O'Cebreio i fint vejr. Flotte udsigter de sidste 5 km til passet og derefter en tiltraengt caffé con letche. Derefter lidt varieret terraen resten af turen til Triacastela, hvor jeg overnattede paa det offentlige albergue. Goer det ikke! Sur, sur hospitaliero, firesengsrum med saloondoere, der rigtig larmer. Ogsaa saloondoere (uden laas) paa toiletterne. Trods alt en rigtig sjov aften, hvor mange nationer hyggede sig sammen. Jeg ved ikke, om jeg foer har fortalt om mine to smaa venner fra Sardinien Maurio og Jean-Luca. To smaa, seje fyre midt i tyverne med et fantastisk humoer. Al kommunikation foregaar paa italiensk blandet med spanske og franske brokker. Maurio har sin mor i telefonen mange gange om dagen og altid til spisetid.
Fra Triacastela valgte jeg at gaa over Samos for at se klosteret der. Fik en god rundvisning paa spansk - som en amerikansk dame heldigvis kunne oversaette - og derefter videre gennem det galicistiske bondeland. Naturen minder meget om de fladere egne i Skotland, men udviklingsmaessigt maa det svare til en dansk Morten Korch-film. Flere gange moeder man mindre flokke af koeer og faar paa caminoen, som bliver gennet paa graes. Traktorerne og arbejdsredskaberne er bestemt heller ikke de nyeste, ligesom husene i landsbyerne enten er splinternye eller helt faldefaerdige. Havde egentligt planlagt at ville fortsaette til Barbadelo, men foelte mig smaasloej med feber, da vi naaede Sarria. Derfor bestemte jeg mig til at finde en pension - det var let - og saa blive en dag. I dag gaar det fint - feberen er vaek - og jeg kom til at sove fra hele dagens udsendelse af Vuelta Espana, saa nu er jeg spaendt paa, om jeg kan sove i nat.
Desuden har jeg gennem nogle dagle vaeret plaget af det, som paa tysk meget beskrivende hedder durchfall, men i dag har jeg fundet noget "rugbroed", som jeg haaber vil kunne hjaelpe lidt. Men p.t. ingen vabler og mine foedder ser faktisk helt normale ud.
Tusind tak for alle kommentarer og hilsner baade paa smartlog og paa mail. Det varmer, naar man er vaek saa laenge.
Nu vil jeg bevaege mig hjem til pensionen og tage mig en rugbroedsmad med skinke og ost samt et glas vin.
Hasta luego!
Dagen efter Rabanal gik jeg til den - engang - forladte landsby i Foncebadon og videre til Cruz de Ferro (Jernkorset), hvor der i tidens loeb er lagt tonsvis af sten af pilgrimme paa vej over passet. Jeg havde ikke medbragt nogen sten hjemmefra men fandt én paa den sidste kilometer op, som jeg saa lagde paa bunken. Tid til fotos og eftertanke.
Flot natur med bjerge og masser af groent - dejligt efter den brune meseta. Paa vejen ned til Molinesecá fulgtes jeg med Rüdicker - 28 aarig tysk studerende og katolik, der gaar caminoen for at finde ud af, om han skal overtage faderens IT-firma. I Molinesecá ligger alberguet i udkanten af byen, og man kan vaelge mellem at sove indenfor, i telt eller under et halvtag. Jeg fik en pragtfuld nat under halvtaget, selvom jeg ikke lige havde taget hoejde for trafik og goeende hunde.
Naeste dag videre til Villafranca del Bierzo sammen med Rüdicker og Walo. Walo er svejtser og har gaaet fra Genevé med start den 10. juli - kort sagt mange kilometer i benene, saa jeg foelte, at jeg maatte flyve for at kunne foelge med. Walo er uddannet intensiv-sygeplejerske, og vi fik begge brug for vores kunnen, da vi var med en amerikaner ude at spise. Hun besvimede og knaldede hovedet ned i tallerknen, men ved faelles hjaelp fik vi hende lagt ned, og hun kom relativt hurtigt til sig selv. Vi fik lagt hende i seng og efter at have braekket sig nogle gange, havde hun det lidt bedre - men vi var alligevel oppe og se til hende flere gange i loebet af natten. Senere har jeg moedt hende igen, og hun har det godt.
Fra Villafranca gik turen gennem en del mellem bjergene, inden opstigningen til O'Cebreio begyndte. Fantastisk smuk tur men ogsaa haard. Havde allerede bestemt at overnatte i Lafaba - en lille bitteby med albergue og bar - for at dele turen op i to etaper. De sidste par kilometer op gik naermest lodret - ja, saadan foelte jeg det i hvert fald. Nogle mountainbikere havde ikke set, at stien kun var for gaaende, saa de maatte naermest baere cyklerne op. Dejligt roligt albergue med en tysk hospitaliero. Natten foer i Villafranca havde vaeret praeget af et hold franske buspilgrimme, der begyndte at larme allerede kl. 5, men som stadig vaek ikke var kommet afsted kl. 7.30.
Naeste morgen over O'Cebreio i fint vejr. Flotte udsigter de sidste 5 km til passet og derefter en tiltraengt caffé con letche. Derefter lidt varieret terraen resten af turen til Triacastela, hvor jeg overnattede paa det offentlige albergue. Goer det ikke! Sur, sur hospitaliero, firesengsrum med saloondoere, der rigtig larmer. Ogsaa saloondoere (uden laas) paa toiletterne. Trods alt en rigtig sjov aften, hvor mange nationer hyggede sig sammen. Jeg ved ikke, om jeg foer har fortalt om mine to smaa venner fra Sardinien Maurio og Jean-Luca. To smaa, seje fyre midt i tyverne med et fantastisk humoer. Al kommunikation foregaar paa italiensk blandet med spanske og franske brokker. Maurio har sin mor i telefonen mange gange om dagen og altid til spisetid.
Fra Triacastela valgte jeg at gaa over Samos for at se klosteret der. Fik en god rundvisning paa spansk - som en amerikansk dame heldigvis kunne oversaette - og derefter videre gennem det galicistiske bondeland. Naturen minder meget om de fladere egne i Skotland, men udviklingsmaessigt maa det svare til en dansk Morten Korch-film. Flere gange moeder man mindre flokke af koeer og faar paa caminoen, som bliver gennet paa graes. Traktorerne og arbejdsredskaberne er bestemt heller ikke de nyeste, ligesom husene i landsbyerne enten er splinternye eller helt faldefaerdige. Havde egentligt planlagt at ville fortsaette til Barbadelo, men foelte mig smaasloej med feber, da vi naaede Sarria. Derfor bestemte jeg mig til at finde en pension - det var let - og saa blive en dag. I dag gaar det fint - feberen er vaek - og jeg kom til at sove fra hele dagens udsendelse af Vuelta Espana, saa nu er jeg spaendt paa, om jeg kan sove i nat.
Desuden har jeg gennem nogle dagle vaeret plaget af det, som paa tysk meget beskrivende hedder durchfall, men i dag har jeg fundet noget "rugbroed", som jeg haaber vil kunne hjaelpe lidt. Men p.t. ingen vabler og mine foedder ser faktisk helt normale ud.
Tusind tak for alle kommentarer og hilsner baade paa smartlog og paa mail. Det varmer, naar man er vaek saa laenge.
Nu vil jeg bevaege mig hjem til pensionen og tage mig en rugbroedsmad med skinke og ost samt et glas vin.
Hasta luego!
13/9 2006 (13.09.2006)
En uge er gaaet siden sidste opdatering, og det foelgende vil vaere en skoen paerevaelling af tanker og oplevelser siden sidst.
I Leon sagde vi farvel til Jan - en af tyskerne. Jeg traf ham foerste gang paa alberguet i Atapuerca, hvor vi sov i samme rum. Min eneste kommunikation med ham den dag var, at han spurgte om, hvad klokken var. Ellers kan jeg kun huske, at han laa og sov i sin seng og havde ondt i knaeet. Naeste moede var i Carrion de los Condes, hvor jeg moedte ham midt i et fodgaengerfelt, og hvor han da naermest floej mig om halsen, som om vi havde kendt hinanden altid. Derefter saa jeg ham ikke i et par dage, og jeg vidste, at han dels havde daarlig mave (Durchfall - som tyskerne siger - jeg er vild med det meget beskrivende udtryk) og dels stadig var plaget af et daarligt knae. Men saa moedtes vi i Leon igen i en lille sidegade, hvor jeg sad og fik lidt frokost, og han var paa vej tilbage til nonnerne, hvor han havde boet i 2 doegn p.g.a. sygdom. Han havde aftalt med Hans og Robert (tysker og newzealaender), at de skulle moedes foran katedralen i Leon kl. 16. Jeg kunne saa fortaelle Jan, at jeg vidste, at Hans havde vaeret syg i El Burgo Ranero, saa jeg vidste ikke, om han ville dukke op. Klokken 16 var vi ved katedralen og fandt selvfoelgelig baade Robert og Hans siddende paa en café. Vi aftaltes at moedes igen alle fire kl. 19.30, fordi Jan skulle med toget til Madrid samme aften. Vi fik en rigtig hyggelig time med oel og tapas paa flere forskellige barer, inden vi tog afsked med Jan. Caminoen skaber et faellesskab, som det er meget svaert at forklare andre. Derfor er det ogsaa meget svaert at tage afsked, selvom man kun har kendt et menneske saa kort og saa flygtigt. Jan havde gaaet sammen med Hans og Robert i nogle dage, og Jan og Hans havde faaet en slags far/soenforhold. Ovenpaa afskeden spiste Hans, Robert og jeg en pizza, men stemningen var ikke saa hoej.
I Astorga boede jeg paa et rigtigt dejligt albergue med en lille gaardhave med rindende koldt vand, hvor man kunne koele foedderne. Der blev spillet baade Enya og gregoriansk munkesang, saa stemningen var helt rigtig. Meget spaendende mindre provinsby med bl.a. rester af romerske bade og et romersk forum samt. Gaudi har tegnet bispeboligen, hvor der nu er museum. Den er nu mere speciel end koen efter min mening. Et plus er dog, at man kan fornemme lidt Jugendstil!
Naeste morgen startede jeg ud fra Astorga allerede kl. 7, mens det endnu var moerkt. Paa vej ud af byen var det svaert at se de gule pile (derfor starter jeg normalt ogsaa foerst en halv time senere), men jeg naeede da igennem. Flot morgen med fuldmaane, og da jeg gik forbi en kaserne, blev der blaest reveille. Hele vejen igennem byen havde jeg gaaet bagefter en franskdame (det var jeg helt sikker paa!), og nu hvor der ingen gadelygter var mere, stoppede vi begge for at bruge vores lommelygter til at finde den naeste gule pil - uden videre held. "Can you see any?", spurgte hun. "No", svaredejeg. "Where do you come from?", blev jeg saa spurgt. "Denmark"
I Leon sagde vi farvel til Jan - en af tyskerne. Jeg traf ham foerste gang paa alberguet i Atapuerca, hvor vi sov i samme rum. Min eneste kommunikation med ham den dag var, at han spurgte om, hvad klokken var. Ellers kan jeg kun huske, at han laa og sov i sin seng og havde ondt i knaeet. Naeste moede var i Carrion de los Condes, hvor jeg moedte ham midt i et fodgaengerfelt, og hvor han da naermest floej mig om halsen, som om vi havde kendt hinanden altid. Derefter saa jeg ham ikke i et par dage, og jeg vidste, at han dels havde daarlig mave (Durchfall - som tyskerne siger - jeg er vild med det meget beskrivende udtryk) og dels stadig var plaget af et daarligt knae. Men saa moedtes vi i Leon igen i en lille sidegade, hvor jeg sad og fik lidt frokost, og han var paa vej tilbage til nonnerne, hvor han havde boet i 2 doegn p.g.a. sygdom. Han havde aftalt med Hans og Robert (tysker og newzealaender), at de skulle moedes foran katedralen i Leon kl. 16. Jeg kunne saa fortaelle Jan, at jeg vidste, at Hans havde vaeret syg i El Burgo Ranero, saa jeg vidste ikke, om han ville dukke op. Klokken 16 var vi ved katedralen og fandt selvfoelgelig baade Robert og Hans siddende paa en café. Vi aftaltes at moedes igen alle fire kl. 19.30, fordi Jan skulle med toget til Madrid samme aften. Vi fik en rigtig hyggelig time med oel og tapas paa flere forskellige barer, inden vi tog afsked med Jan. Caminoen skaber et faellesskab, som det er meget svaert at forklare andre. Derfor er det ogsaa meget svaert at tage afsked, selvom man kun har kendt et menneske saa kort og saa flygtigt. Jan havde gaaet sammen med Hans og Robert i nogle dage, og Jan og Hans havde faaet en slags far/soenforhold. Ovenpaa afskeden spiste Hans, Robert og jeg en pizza, men stemningen var ikke saa hoej.
I Astorga boede jeg paa et rigtigt dejligt albergue med en lille gaardhave med rindende koldt vand, hvor man kunne koele foedderne. Der blev spillet baade Enya og gregoriansk munkesang, saa stemningen var helt rigtig. Meget spaendende mindre provinsby med bl.a. rester af romerske bade og et romersk forum samt. Gaudi har tegnet bispeboligen, hvor der nu er museum. Den er nu mere speciel end koen efter min mening. Et plus er dog, at man kan fornemme lidt Jugendstil!
Naeste morgen startede jeg ud fra Astorga allerede kl. 7, mens det endnu var moerkt. Paa vej ud af byen var det svaert at se de gule pile (derfor starter jeg normalt ogsaa foerst en halv time senere), men jeg naeede da igennem. Flot morgen med fuldmaane, og da jeg gik forbi en kaserne, blev der blaest reveille. Hele vejen igennem byen havde jeg gaaet bagefter en franskdame (det var jeg helt sikker paa!), og nu hvor der ingen gadelygter var mere, stoppede vi begge for at bruge vores lommelygter til at finde den naeste gule pil - uden videre held. "Can you see any?", spurgte hun. "No", svaredejeg. "Where do you come from?", blev jeg saa spurgt. "Denmark"
Leon tirsdag (05.09.2006)
Saa er der nyt fra Spanien igen. Jeg er nu kommet til Leon efter at have kaempet med solen og det flade landskab paa den kastillanske hoejslette en god uges tid. Det har vaeret lidt ligesom at gaa i Danmark - saadan med hoestede marker (bare MEGET stoerre), bloede bakker og en gang imellem en klat groent.
Byerne er praeget af, at det er et landbrugsomraade. Man tager lige traktoren til koebmanden eller baren, og mange steder har jeg set lerklinede (haaber jeg, for det lignede komoeg) huse. De berygtede/beroemte hunde, som mange er saa bange for, er jeg ikke stoedt paa endnu. Har er hunde ligesom i Danmark - men enten er de bundet, eller ogsaa ligger du totalt dovne hen og gider ikke goe af pilgrim nr. 117 dén dag.
Leon er en dejlig by - mere storby end Burgos - og der er derfor mange ting at se. Jeg ved, at jeg har skrevet det foer, men caminoen har altsaa eksisteret i ca. 1000 aar, og derfor er alt historisk hernede praeget af det. Overalt stoeder man paa gamle pilgrimshospitaler, store kirker (selvfoelgelig) og alle de andre ting, som pilgrimmene har bragt med sig.
Jeg kan godt tage mig i at sukke, naar jeg vandrer under den bagende sol paa et elendigt stykke vej. Men saa er det jeg maa taenke tilbage paa tidligere tiders pilgrimme.
Byerne er praeget af, at det er et landbrugsomraade. Man tager lige traktoren til koebmanden eller baren, og mange steder har jeg set lerklinede (haaber jeg, for det lignede komoeg) huse. De berygtede/beroemte hunde, som mange er saa bange for, er jeg ikke stoedt paa endnu. Har er hunde ligesom i Danmark - men enten er de bundet, eller ogsaa ligger du totalt dovne hen og gider ikke goe af pilgrim nr. 117 dén dag.
Leon er en dejlig by - mere storby end Burgos - og der er derfor mange ting at se. Jeg ved, at jeg har skrevet det foer, men caminoen har altsaa eksisteret i ca. 1000 aar, og derfor er alt historisk hernede praeget af det. Overalt stoeder man paa gamle pilgrimshospitaler, store kirker (selvfoelgelig) og alle de andre ting, som pilgrimmene har bragt med sig.
Jeg kan godt tage mig i at sukke, naar jeg vandrer under den bagende sol paa et elendigt stykke vej. Men saa er det jeg maa taenke tilbage paa tidligere tiders pilgrimme.
- JEG kender ruten - der er endda nogle, der har malet gule pile for at goere det nemt at finde vej.
- JEG regner med, at mit udstyr er bedre end datidens sandaler og kaabe.
- JEG ved, hvor jeg kan regner med at faa vand, mad og husly. Skulle det gaa helt galt, kan jeg tage en nat paa hotel.
- JEG har diverse praeparater med i rygsaekken i tilfaelde af sygdom og det gule sygesikringsbevis.
- JEG taler andre sprog end mit eget, saa jeg har en chance for at kunne forstaa og blive forstaaet baade blandt de lokale og blandt de andre pilgrimme.
- JEG skal ikke passe paa at blive overfaldet - kun vaere opmaerksom paa trafikken.
Jeg er stadig en del af gruppen af tyskere m.v., selvom vi lige nu er ved at blive lidt spredt. En del er gaaet videre i dag, jeg tager videre i morgen, og et par stykker vil blive et par dage til p.g.a. sygdom. Men nu har jeg snart vaeret saa laenge paa caminoen, at der konstant dukker kendte ansigter op hist og her. Det er rart - selvom man bare er paa "¡hola!"
Jeg har ogsaa oplevet at blive et kendt ansigt paa caminoen. Den anden dag sidst paa eftermiddagen, hvor jeg lige ville have fyldt paa reserverne inden de sidste km, kom jeg ind paa en bar (ja, det var altsaa en udendoers), hvor der sad en yngre mandlig pilgrim, som jeg ikke havde set foer. Efter at have sagt ¡hola!, sagde han saa: "Oh, you must be Lena (det hedder jeg hernede) from Denmark!" Det var en tysker, der gennem nogle andre tyskere havde hoert om mig.
Selv hoerte jeg helt tilbage i Jaca om en aeldre tysk herre, der ogsaa var startet fra Somport, men nogle dage foer mig. Ham traf jeg saa selv for nogle dage siden, hvor vi havde et helt albergue for os selv.
Og til hele OP skal der lyde en stor hilsen! Jeg kan jo huske, at der er personalemoede i eftermiddag, saa maaske én af jer naar at laese dette.
Lige i oejeblikket er jeg vabelfri, men det kan hurtigt aendre sig, naar jeg nu skal i bjergene igen. Jeg har moedt én fra Schweitz, der har gaaet hele vejen fra Geneve, og han bliver ved med at faa vabler nye steder, saa nu maa vi se om det holder.
Saa er der siesta paa netcafeen - det var alt fra Deres udsendte
Lene Münter, Leon
Sahagun loerdag (02.09.2006)
Overskriften snyder lidt - faar der kommer jeg foerst i morgen - men sidder 6km derfra i en lille by paa stoerrelse med Lindebjerg. Ja, og der holder en stor groen John Deere traktor udenfor.
Befinder mig stadigvaek paa den castillanske hoejslette, hvilket betyder, at her er straalende solskin og stegende hedt. Jeg har efterhaanden faaet cykelrytterben og -arme - meget lidt flatterende om aftenen, naar man skal have sandaler paa. Landskabet er fladt med enkelte bloede bakker, og saadan vil det fortsaette et par dage endnu.
I gaar nat boede jeg hos Clarissa-soestrene i Carrion de las Condes. De lever i klausur, hvilket vil sige, at de ingen kontakt har til omverdenen. Selv i deres kirke er der et gitter, hvor de sidder bag - ogsaa naar de skrifter.
Lang vej i dag paa sti med store rullesten - MEN det er den oprindelig pilgrimsvej - saa man lider i stilhed de 12 km.
Jeg har efterhaanden fundet ind i en gruppe med nogle tyskere, et par hollaender og en new-zealaender - en stor paervaelling i koen og alder. Vi kender hinanden ved navn nu og ved ogsaa, hvor vi hverisaer har startet vores camino, hvor det goer ondt osv. Vi gaar ikke sammen, men snakker sammen i pauser og om aftenen, hvis vi bor samme sted. Det er et arrangement, der passer mig fint - for jeg vil helst gaa alene.
Naa, det var vist 15 min. gratis internet, der gik her.
Befinder mig stadigvaek paa den castillanske hoejslette, hvilket betyder, at her er straalende solskin og stegende hedt. Jeg har efterhaanden faaet cykelrytterben og -arme - meget lidt flatterende om aftenen, naar man skal have sandaler paa. Landskabet er fladt med enkelte bloede bakker, og saadan vil det fortsaette et par dage endnu.
I gaar nat boede jeg hos Clarissa-soestrene i Carrion de las Condes. De lever i klausur, hvilket vil sige, at de ingen kontakt har til omverdenen. Selv i deres kirke er der et gitter, hvor de sidder bag - ogsaa naar de skrifter.
Lang vej i dag paa sti med store rullesten - MEN det er den oprindelig pilgrimsvej - saa man lider i stilhed de 12 km.
Jeg har efterhaanden fundet ind i en gruppe med nogle tyskere, et par hollaender og en new-zealaender - en stor paervaelling i koen og alder. Vi kender hinanden ved navn nu og ved ogsaa, hvor vi hverisaer har startet vores camino, hvor det goer ondt osv. Vi gaar ikke sammen, men snakker sammen i pauser og om aftenen, hvis vi bor samme sted. Det er et arrangement, der passer mig fint - for jeg vil helst gaa alene.
Naa, det var vist 15 min. gratis internet, der gik her.
Turist i Burgos (30.08.2006)
Onsdag middag - sidder igen i en Olivetti-butik - og har god tid til at skrive lidt nyt hernede fra. I gaar eftermiddag var jeg rundt for at finde indkvartering her i Burgos. Ville gerne finde et hostal/billigt hotel, da man jo kun kan bo en nat paa et refugie - med mindre man er syg. Jeg havde faaet en fin liste fra turistkontoret samt et bykort, og saa var det ellers bare at gaa i gang! Paa forhaand havde jeg fravalgt de allerbilligste - saa det kunne vel ikke vaere saa svaert. Jeg var rundt flere steder - men der var godt nok skummelt! Ikke nogle steder jeg ville bryde mig om at komme hjem til efter moerkets frembrud. Samtidig var det i eftermiddagsheden - min. 30 gr. - saa kraever det sin kvinde at blive ved med at trave gade op og gade ned ifoert vandrestoevler, ditto-sokker samt den aandssvage vandrestav. Ligner man maaske lige en turist! De spanske kvinder er selvfoelgelig i smaa nederdele og fikse hoejhaelede sandaler. Langt om laenge lykkedes det mig dog at finde et OK-sted til 35 EU pr. nat.
Da jeg jo har planlagt 2 overnatninger, har jeg faaet vasket mine Fjällräven-bukser for 2. gang nu i loebet af 14 dage. Sikke noget at skrive om, taenker I maaske. Men de bukser har jeg paa hver eneste dag de 8-10 timer, mens jeg vandrer, saa de bliver ret "laekre", som tiden gaar. Jeg har allerede set i oejnene, at de aldrig vil blive helt rene igen. Paa ryggen, hvor rygsaekken sidder, er der kommet en udefinerbar brun farve - vel sagtens en blanding af sved og stoev - i hvertfald umulig at faa af. Ved lommerne goer det samme sig gaeldende - de bliver flittigt brugt som ekstra rum til alt det, der skal vaere lige ved haanden. Naa, nok om dem, de er blevet haandvasket og er klar til brug igen i morgen.
Ellers brugte jeg resten af eftermiddagen i gaar til at se Vuelta España i TV - det er ligesom mere autentisk, naar man nu er i landet. Jeg var ogsaa i den lokale Spar-butik og proviantere lidt guf fra Haribo og en flaske vin. Som jeg vist nok foer har skrevet, er det meget svaert at faa noget ordentligt at spise foer kl. 21. Saa i gaar blev endnu en dag, hvor aftensmaden bestod af slik og chips - hmm - ikke det allersundeste - men naar kl. er 21, gider jeg ikke at gaa nogle steder.
Har faaet en god nattesoevn og efter morgenmaden har jeg nu vaeret oppe og se katedralen. Et helt fantastisk bygningsvaerk, der er meget svaer at beskrive. I sandhed et bevis paa den katolske kirkes store rigdom gennem aarhundrede. I katedralen moedte jeg de 4 tyske damer, og nu har vi vist taget afsked for sidste gang. De skal med bus til Madrid i morgen og derfra fly til Tyskland.
Jeg skal rundt og se lidt mere paa byen og have en solid, sen frokost - og saa er det jo siesta, hvor alt lukker ned. Fint nok, saa kan jeg se en etape af Vueltaen med god samvittighed.
I morgen regner jeg med, at turen gaar til Castrojevitz (lyder jo naesten som navnet paa et instrument) 40km herfra. Der venter snart nogle meget flade etaper paa hoejsletten. Samtidig er det maerkeligt at taenke paa, at om 3 uger skulle jeg gerne vaere i Santiago - tid er noget pudsigt noget!
Nok for nu - jeg taenker paa jer i ledige stunder - men der er meget langt hjem til den danske hverdag.
Da jeg jo har planlagt 2 overnatninger, har jeg faaet vasket mine Fjällräven-bukser for 2. gang nu i loebet af 14 dage. Sikke noget at skrive om, taenker I maaske. Men de bukser har jeg paa hver eneste dag de 8-10 timer, mens jeg vandrer, saa de bliver ret "laekre", som tiden gaar. Jeg har allerede set i oejnene, at de aldrig vil blive helt rene igen. Paa ryggen, hvor rygsaekken sidder, er der kommet en udefinerbar brun farve - vel sagtens en blanding af sved og stoev - i hvertfald umulig at faa af. Ved lommerne goer det samme sig gaeldende - de bliver flittigt brugt som ekstra rum til alt det, der skal vaere lige ved haanden. Naa, nok om dem, de er blevet haandvasket og er klar til brug igen i morgen.
Ellers brugte jeg resten af eftermiddagen i gaar til at se Vuelta España i TV - det er ligesom mere autentisk, naar man nu er i landet. Jeg var ogsaa i den lokale Spar-butik og proviantere lidt guf fra Haribo og en flaske vin. Som jeg vist nok foer har skrevet, er det meget svaert at faa noget ordentligt at spise foer kl. 21. Saa i gaar blev endnu en dag, hvor aftensmaden bestod af slik og chips - hmm - ikke det allersundeste - men naar kl. er 21, gider jeg ikke at gaa nogle steder.
Har faaet en god nattesoevn og efter morgenmaden har jeg nu vaeret oppe og se katedralen. Et helt fantastisk bygningsvaerk, der er meget svaer at beskrive. I sandhed et bevis paa den katolske kirkes store rigdom gennem aarhundrede. I katedralen moedte jeg de 4 tyske damer, og nu har vi vist taget afsked for sidste gang. De skal med bus til Madrid i morgen og derfra fly til Tyskland.
Jeg skal rundt og se lidt mere paa byen og have en solid, sen frokost - og saa er det jo siesta, hvor alt lukker ned. Fint nok, saa kan jeg se en etape af Vueltaen med god samvittighed.
I morgen regner jeg med, at turen gaar til Castrojevitz (lyder jo naesten som navnet paa et instrument) 40km herfra. Der venter snart nogle meget flade etaper paa hoejsletten. Samtidig er det maerkeligt at taenke paa, at om 3 uger skulle jeg gerne vaere i Santiago - tid er noget pudsigt noget!
Nok for nu - jeg taenker paa jer i ledige stunder - men der er meget langt hjem til den danske hverdag.
Min hverdag som pilgrim (30.08.2006)
Jeg ved, at flere af jer tidligere har spurgt, hvad livet som pilgrim egentligt indebaerer. Det foelgende skal vaere et udtryk for, hvordan en typisk dag som pilgrim forloeber for MIG. Alle er pilgrim paa DERES egen maade.
Jeg staar helst ikke for tidligt op. Dvs. klokken er som regel 7, inden jeg staar op. Paa det tidspunkt er mange allerede over alle bjerge, men jeg foeler ikke, at jeg har noget, som jeg skal naa, og jeg trives fint med at gaa i sol og varme. Maaske kan man faa morgenmad paa refugiet, maaske har jeg et eller andet i rygsaekken fra dagen foer, saa oftest er klokken 8, inden jeg kommer af sted. Aftenen foer har jeg orienteret mig om dagens rute, saa jeg nogenlunde ved, hvad dagen vil bringe.
Helst vandrer jeg et par timer, inden jeg holder den foerste pause. Har jeg ikke spist morgenmad, goer jeg det nu, og ellers noejes jeg med vand. Efter 15-20 minutter er det videre i et par timer. Maaske kommer jeg forbi en landsby, hvor jeg kan faa noget at spise og drikke paa en bar, men ellers er der maaske noget spiseligt i rygsaekken. I selv de mindste landsbyer er der naesten altid en vandhane/fontaene, og her soerger jeg for at fylde mine 2 1/2 liters plastikflasker op, hver gang lejligheden er der.
Afhaengig af laengden paa dagens etaper holder jeg én eller flere lidt laengere pauser i loebet af eftermiddagen, hvor jeg kan faa hvilet benene. Derudover bliver det til mange mini-pauser, hvor jeg har tid til at kigge mig lidt rundt i landskabet og tage en slurk vand.
Naar jeg kommer til refugiet hen paa eftermiddagen, bliver jeg skrevet ind, faar stemplet pilgrimspas og betaler de fleste steder. Derefter er det at finde sig en seng. Nogle steder faar man anvist en bestemt plads - andre steder tager man selv en. Saa pakker jeg sovepose ud, gaar i bad og vasker toej, og foerst derefter er det fyraften. Hvis det er en lidt stoerre by, skal jeg maaske ud og se paa lidt sevaerdigheder og koebe lidt ind. Fast ritual er et glas vin eller en oel paa en bar, imens jeg skriver SMS hjem. Selv de mindste byer har minimum én bar.
Hvis jeg ikke har spist en solid frokost, skal jeg have organiseret noget aftensmad. Maaske er der et sted i naerheden, hvis ikke staar den tit paa broed og ost. Jeg er ikke den store deltager i faelles madlavning!
Saa er det blevet tid til at goere rygsaekken klar til naeste dag og kigge paa den kommende etape. I seng og som det sidste - i med oerepropperne.
Ja, det er saadan en typisk dag ser ud for mig.
Jeg staar helst ikke for tidligt op. Dvs. klokken er som regel 7, inden jeg staar op. Paa det tidspunkt er mange allerede over alle bjerge, men jeg foeler ikke, at jeg har noget, som jeg skal naa, og jeg trives fint med at gaa i sol og varme. Maaske kan man faa morgenmad paa refugiet, maaske har jeg et eller andet i rygsaekken fra dagen foer, saa oftest er klokken 8, inden jeg kommer af sted. Aftenen foer har jeg orienteret mig om dagens rute, saa jeg nogenlunde ved, hvad dagen vil bringe.
Helst vandrer jeg et par timer, inden jeg holder den foerste pause. Har jeg ikke spist morgenmad, goer jeg det nu, og ellers noejes jeg med vand. Efter 15-20 minutter er det videre i et par timer. Maaske kommer jeg forbi en landsby, hvor jeg kan faa noget at spise og drikke paa en bar, men ellers er der maaske noget spiseligt i rygsaekken. I selv de mindste landsbyer er der naesten altid en vandhane/fontaene, og her soerger jeg for at fylde mine 2 1/2 liters plastikflasker op, hver gang lejligheden er der.
Afhaengig af laengden paa dagens etaper holder jeg én eller flere lidt laengere pauser i loebet af eftermiddagen, hvor jeg kan faa hvilet benene. Derudover bliver det til mange mini-pauser, hvor jeg har tid til at kigge mig lidt rundt i landskabet og tage en slurk vand.
Naar jeg kommer til refugiet hen paa eftermiddagen, bliver jeg skrevet ind, faar stemplet pilgrimspas og betaler de fleste steder. Derefter er det at finde sig en seng. Nogle steder faar man anvist en bestemt plads - andre steder tager man selv en. Saa pakker jeg sovepose ud, gaar i bad og vasker toej, og foerst derefter er det fyraften. Hvis det er en lidt stoerre by, skal jeg maaske ud og se paa lidt sevaerdigheder og koebe lidt ind. Fast ritual er et glas vin eller en oel paa en bar, imens jeg skriver SMS hjem. Selv de mindste byer har minimum én bar.
Hvis jeg ikke har spist en solid frokost, skal jeg have organiseret noget aftensmad. Maaske er der et sted i naerheden, hvis ikke staar den tit paa broed og ost. Jeg er ikke den store deltager i faelles madlavning!
Saa er det blevet tid til at goere rygsaekken klar til naeste dag og kigge paa den kommende etape. I seng og som det sidste - i med oerepropperne.
Ja, det er saadan en typisk dag ser ud for mig.
Burgos (29.08.2006)
Er naaet til Burgos efter en tur paa godt 20km fra Atapuerca - de sidste 10 km gennem industrikvarterer og storby med tung, tung trafik - ta'en taxi disse sidste 10km. Har saa smaat overvejet at bruge en ekstra dag her for ikke at skulle sidde for mange dage i Santiago til sidst - jeg skal bare lige finde et sted at bo. Jeg benyttede mig af muligheden for at opdatere, da jeg kunne komme on-line i en pc-butik ved siden af turistkontoret.
Siden sidst i Los Arcos gik jeg dagen efter til Logroño - de sidste 4-5km ad noget roed asfalt, som jeg er sikker paa, at Compeed maa have financieret. I hvert fald er der mange (inkl. mig selv), der faar vabler af at gaa denne straekning. I Logroño boede jeg paa et stort refugie med ca. 110 senge. Hertil var der 4 toiletter, og det er bare ikke godt nok! Lige noget for en hygiejnesygeplejerske. Desuden havde jeg faaet en soveplads aller-oeverst oppe under en skraavaeg, saa jeg var noedt til at ligge med hovedet i fodenden for at kunne vende mig uden risiko for en hjernerystelse. Meget larm efter at lyset var blevet slukket kl. 22 samt en gang i loebet af natten - tror at det var én, der faldt ud af en overkoeje.
Havde besluttet mig til en meget kort dag dagen efter, saa jeg havde ikke travlt med at komme ud af byen. Var paa café og faa morgenmad, og holdt formiddagspause i en naturpark ikke langt fra Logroño. Traengte ogsaa til at se nogle andre pilgrimme, end dem jeg var i blandt. Stoppede derfor allerede i Navarette efter 14km. Moedte her de tyske damer (nu 4 stk.), der holdt pause. Fik en snak og en forfriskning med dem. Da jeg var ved at skulle gaa, kom Ejnar og Elsebeth gaaende. Vi blev enige om at proeve at faa plads paa et privat refugie i byen. Meget dejligt sted, hvor vaertinden vaskede vores toej i vaskemaskine. Brugte ellers bare dagen paa at slappe af og hvile ud.
Var oppe og afsted kl. 7 naeste morgen. Naar jeg er alene, er jeg ikke saa god til at komme saa tidligt afsted - saa bliver den i hvert fald 8. Jeg havde bare saa gode ben den dag, og det var som om, at min rygsaek intet vejede. Derfor kom jeg til at gaa 40km. Nu naar jeg skriver det, virker det helt vanvittigt. Var overhovedet ikke traet, foer end jeg naaede Santo Domingo de la Calzada. Jeg havde holdt et par gode hvil undervejs bl.a. paa en meget flot nyanlagt golfklub. De kiggede godt nok lidt, da der kom en svedende pilgrim og skulle have cola og oel, men ingen problemer med at faa serveret. Fandt via turistkontoret et vaerelse paa Pension Miquel - det er faktisk utroligt, hvad der kan lade sig goere, bare man kan sige et par spanske ord.
Kom afsted naeste dag ved 9tiden og moedte allerede efter 1 times tid det tyske selskab. Jeg foelte, at jeg havde masser af tid, saa jeg slog foelge med dem resten af dagen. De gik altsaa meget langsomt og med mange pauser. Jeg tror, at vi var 7 timer om at gaa 20km!!! Naa, jeg havde en meget sjov dag og fik oevet mit tyske - isaer da vi de sidste km legede en ordleg for at fordrive tiden. Blev indkvarteret samme sted som tyskerne (casa rural i Belorado) og var ude at drikke nogle oel om aftenen.
Naeste morgen havde tyskerne bestilt en taxi til de foerste 12km, som de gerne ville undgaa - men jeg maatte jo altsaa afsted paa apostelenes heste. Dagens straek var 30km til Atapuerca. De 16km gik gennem et stykke med skovfyr og lyng, og her var der millionvis af smaafluer. Vandrestav i hoejre haand og venstre haand blev saa brugt til at vifte fluer vaek med. Det maa have set ret skoert ud.
Ja, og nu sidder jeg saa i Burgos.
Regner med at komme online igen lidt senere i dag - men siestaen naermer sig her, saa alt lukker ned.
Ha' det rigtigt godt - og tusind tak for alle jeres hilsner.
Siden sidst i Los Arcos gik jeg dagen efter til Logroño - de sidste 4-5km ad noget roed asfalt, som jeg er sikker paa, at Compeed maa have financieret. I hvert fald er der mange (inkl. mig selv), der faar vabler af at gaa denne straekning. I Logroño boede jeg paa et stort refugie med ca. 110 senge. Hertil var der 4 toiletter, og det er bare ikke godt nok! Lige noget for en hygiejnesygeplejerske. Desuden havde jeg faaet en soveplads aller-oeverst oppe under en skraavaeg, saa jeg var noedt til at ligge med hovedet i fodenden for at kunne vende mig uden risiko for en hjernerystelse. Meget larm efter at lyset var blevet slukket kl. 22 samt en gang i loebet af natten - tror at det var én, der faldt ud af en overkoeje.
Havde besluttet mig til en meget kort dag dagen efter, saa jeg havde ikke travlt med at komme ud af byen. Var paa café og faa morgenmad, og holdt formiddagspause i en naturpark ikke langt fra Logroño. Traengte ogsaa til at se nogle andre pilgrimme, end dem jeg var i blandt. Stoppede derfor allerede i Navarette efter 14km. Moedte her de tyske damer (nu 4 stk.), der holdt pause. Fik en snak og en forfriskning med dem. Da jeg var ved at skulle gaa, kom Ejnar og Elsebeth gaaende. Vi blev enige om at proeve at faa plads paa et privat refugie i byen. Meget dejligt sted, hvor vaertinden vaskede vores toej i vaskemaskine. Brugte ellers bare dagen paa at slappe af og hvile ud.
Var oppe og afsted kl. 7 naeste morgen. Naar jeg er alene, er jeg ikke saa god til at komme saa tidligt afsted - saa bliver den i hvert fald 8. Jeg havde bare saa gode ben den dag, og det var som om, at min rygsaek intet vejede. Derfor kom jeg til at gaa 40km. Nu naar jeg skriver det, virker det helt vanvittigt. Var overhovedet ikke traet, foer end jeg naaede Santo Domingo de la Calzada. Jeg havde holdt et par gode hvil undervejs bl.a. paa en meget flot nyanlagt golfklub. De kiggede godt nok lidt, da der kom en svedende pilgrim og skulle have cola og oel, men ingen problemer med at faa serveret. Fandt via turistkontoret et vaerelse paa Pension Miquel - det er faktisk utroligt, hvad der kan lade sig goere, bare man kan sige et par spanske ord.
Kom afsted naeste dag ved 9tiden og moedte allerede efter 1 times tid det tyske selskab. Jeg foelte, at jeg havde masser af tid, saa jeg slog foelge med dem resten af dagen. De gik altsaa meget langsomt og med mange pauser. Jeg tror, at vi var 7 timer om at gaa 20km!!! Naa, jeg havde en meget sjov dag og fik oevet mit tyske - isaer da vi de sidste km legede en ordleg for at fordrive tiden. Blev indkvarteret samme sted som tyskerne (casa rural i Belorado) og var ude at drikke nogle oel om aftenen.
Naeste morgen havde tyskerne bestilt en taxi til de foerste 12km, som de gerne ville undgaa - men jeg maatte jo altsaa afsted paa apostelenes heste. Dagens straek var 30km til Atapuerca. De 16km gik gennem et stykke med skovfyr og lyng, og her var der millionvis af smaafluer. Vandrestav i hoejre haand og venstre haand blev saa brugt til at vifte fluer vaek med. Det maa have set ret skoert ud.
Ja, og nu sidder jeg saa i Burgos.
Regner med at komme online igen lidt senere i dag - men siestaen naermer sig her, saa alt lukker ned.
Ha' det rigtigt godt - og tusind tak for alle jeres hilsner.
Nyt fra Los Arcos (23.08.2006)
Efter en god nattesoevn var jeg afsted paa camino kl. 7.00. Efter et par timer naaede jeg Estella, og derfra begyndte der saa en jaevn opstigning til Villamayor de Monjardin. Var inde at se kirken i denne lille flaekke, og jeg fik en lang forklaring af kirketjeneren? om et saerligt processionskors af soelv samt om kirkens arkitektur. Dagens sidste 12 km gik nedad mod Los Arcos - men uden mulighed for at tanke vand, saa det var en varm fornoejelse!
De sidste 3 dage har jeg moedt et par tyske midaldrende damer m. fuld make-up og i smart out-fit. De gaar fra Pamplona til Burgos, faar transporteret deres bagage og bor paa hotel - saadan kan man ogsaa goere caminoen!
Jeg bor paa et udemaerket refugium, der bestyres af den oestrigske pilgrimsforening. I dag er her udelukkende nye ansigter, saa jeg foeler mig lidt ensom. Var i byen her til aften og moedte Ejnar og Elsebeth - det danske aegtepar, som jeg stoedte paa i gaar. De var gaaet forkert efter 21 km og havde saa taget en taxi de sidste kilometre.
Ha' det godt til jeg faar mulighed for at opdatere igen.
De sidste 3 dage har jeg moedt et par tyske midaldrende damer m. fuld make-up og i smart out-fit. De gaar fra Pamplona til Burgos, faar transporteret deres bagage og bor paa hotel - saadan kan man ogsaa goere caminoen!
Jeg bor paa et udemaerket refugium, der bestyres af den oestrigske pilgrimsforening. I dag er her udelukkende nye ansigter, saa jeg foeler mig lidt ensom. Var i byen her til aften og moedte Ejnar og Elsebeth - det danske aegtepar, som jeg stoedte paa i gaar. De var gaaet forkert efter 21 km og havde saa taget en taxi de sidste kilometre.
Ha' det godt til jeg faar mulighed for at opdatere igen.
Sommer, sommer og sol (22.08.2006)
Saa er jeg paa nettet igen. Har vaeret net-abstinent i naesten en uge nu - og det er jo slemt! Jeg er nu kommet ind paa den franske del af ruten, og nu skal jeg love for, at stroemmen af pilgrimme er begyndt.
Efter Jaca gik turen til Arres til en rigtigt hyggeligt refugium. Jeg havde maaske troet, at jeg skulle have vaeret til San Juan le Pena klosteret - men vejret var simpelthen for daarligt til at begive sig ud paa den lange tur. Derfor blev det altsaa Arres, der stod for tur. Det sidste stykke vej til refugiet gik op over en stejl bakke/bjerg paa en lille smal sti i oesende regnvejr. Hvis jeg ikke havde haft min vandrestav, havde jeg helt sikkert braekket mindst ét ben! Hjertelig modtagelse i refugie (hvor man betalte, hvad man nu syntes, at opholdet var vaerd). I dag bor der kun 16 personer i landsbyen, der engang har vaeret en betydningsfuld by paa vejen til Santiago. De sidste pladser blev fyldt op, da der under aftensmaden kom en meget vaad og forkommen spansk familie, der havde taget hele vejen fra San Juan la Pena.
Afsted i de foerste solstraaler dagen efter. Smuk tur ned af bjerget og igennem et meget oede landskab langs Aragon. Naeste stop blev paa refugiet i Ruesta. Byen her har ogsaa en gang vaeret meget betydningsfuld, men den er i dag mest i ruiner. Den spanske stat (tror jeg) har et restaureringsprojekt i gang, saa der nu er baade refugium, restaurant og bar. Standarden er dog lidt la-la, 20 euro for overnatning paa sovesal, halvdaarlig aftensmad - dog med roedvin, og spansk morgenmad dvs. en soed bolle, kiks og caffé con leche.
Naeste dag startede med en ordentlig klatretur over bjergene - de to foerste timer gik det bare op, op, op. Jeg havde foelgeskab af en gruppe tjekkiske skoleelever, saa jeg kunne jo ikke bare saette mig ned og give op. Massevis af gaasegribbe i luften hele dagen, og for foerste dag holdt det ogsaa toervejr hele vejen. Ankom til Sangüesa foerst paa eftermiddagen. Landskabet havde aendret sig gennem de sidste dage, og det samme havde traditionerne. Paa vej ind til byen passerede jeg det lokale tyrefaegter- (ja hvad hedder saadan en?)stadion? Fandt refugiet med det samme, og paa doeren var der opslag om, at noeglen skulle hentes hos det lokale politi, saa mig afsted igen. Lukket og slukket`paa politistationen, men pludselig kom den lokale sherif koerende og steg ud af bilen. Fik ham forklaret (for han talte kun spansk), at jeg skulle have noeglen til refugiet. Kom med ind paa politistationen og fik stempel i pilgrimspasset og noegle til refugiet efter behoerig betaling. Ved godt, at jeg har skrevet dette foer - men Sangüesa har altsaa ogsaa haft stor betydning paa pilgrimsvejen. Mange spaendene kirker og bygninger at se paa.
Forude ventede nu to lidt laengere dage paa hver 30 km. Foerste dag gik til Monreal, en hyggelig lille by. Ingen mulighed for at proviantere hverken vand eller mad de foerste 17 km, saa rygsaekken var fyldt med 3 liter vand, og det kan godt maerkes, naar det bare gaar opad de foerste mange kilometer. Var noedt til at holde rigtig mange pauser den dag, men naaede dog frem til Monreal hen paa eftermiddagen. Solskin fra en skyfri himmel og derfor ekstra haardt.
Naeste dag var ogsaa streng. Paa grund af vejarbejde er ruten mange steder lagt om her, og desuden gaar man et langt stykke paa den originale sti paa en skraent. Var startet kl 7.30, men kom foerst til Puente la Reina kl. 17.30. Var ved at opgive de sidste 9 km, men fandt alligevel nye kraefter til at fuldfoere. Vejen gik forbi Eunate-kirken - en rundkirke som korsridderne har opfoert. Det var nu tydeligt, at der kom rigtig mange pilgrimme paa vejen. P.g.a. det sene ankomsttidspunkt valgte jeg at tage paa hotel - ogsaa for at faa noget ordentligt at spise. De fleste steder serveres der foerst aftensmad fra kl. 21.00 - og det er altsaa lidt svaert at naa at spise 3 retter og saa ogsaa vaere tilbage paa refugiet inden kl. 22, hvor der bliver lukket og slukket.
Noed at sove laenge og var foerst afsted kl. 10. Moedte lige udenfor Puenta la Reina et dansk aegtepar, som jeg fulgtes lidt med. De skal ogsaa hele vejen til Santiago. En spaendende vandring paa den originale, romanske pilgrimsvej - men ogsaa varm. Havde paa forhaand besluttet mig for en kort dag i dag, saa der var ingen tvivl, da jeg kom til Lorca. Her bor jeg - sammen med det danske aegtepar - rigtig godt. Gratis vaskemaskine (der snurrer p.t. med vores toej) og gratis internet. Alt dette til kun 8 euro.
Tusind tak for alle jeres hilsner - desvaerre har jeg ikke tid til at besvare dem individuelt. Naa, der staar en tysker og tripper for at fortaelle Mutti, at det gaar godt. Maaske naar jeg at skrive lidt senere.
Helbredet er godt - uaendret én vabel.
Har siddet og boevlet 15 min. med at indsaette kort - det maa I have tilgode!
Efter Jaca gik turen til Arres til en rigtigt hyggeligt refugium. Jeg havde maaske troet, at jeg skulle have vaeret til San Juan le Pena klosteret - men vejret var simpelthen for daarligt til at begive sig ud paa den lange tur. Derfor blev det altsaa Arres, der stod for tur. Det sidste stykke vej til refugiet gik op over en stejl bakke/bjerg paa en lille smal sti i oesende regnvejr. Hvis jeg ikke havde haft min vandrestav, havde jeg helt sikkert braekket mindst ét ben! Hjertelig modtagelse i refugie (hvor man betalte, hvad man nu syntes, at opholdet var vaerd). I dag bor der kun 16 personer i landsbyen, der engang har vaeret en betydningsfuld by paa vejen til Santiago. De sidste pladser blev fyldt op, da der under aftensmaden kom en meget vaad og forkommen spansk familie, der havde taget hele vejen fra San Juan la Pena.
Afsted i de foerste solstraaler dagen efter. Smuk tur ned af bjerget og igennem et meget oede landskab langs Aragon. Naeste stop blev paa refugiet i Ruesta. Byen her har ogsaa en gang vaeret meget betydningsfuld, men den er i dag mest i ruiner. Den spanske stat (tror jeg) har et restaureringsprojekt i gang, saa der nu er baade refugium, restaurant og bar. Standarden er dog lidt la-la, 20 euro for overnatning paa sovesal, halvdaarlig aftensmad - dog med roedvin, og spansk morgenmad dvs. en soed bolle, kiks og caffé con leche.
Naeste dag startede med en ordentlig klatretur over bjergene - de to foerste timer gik det bare op, op, op. Jeg havde foelgeskab af en gruppe tjekkiske skoleelever, saa jeg kunne jo ikke bare saette mig ned og give op. Massevis af gaasegribbe i luften hele dagen, og for foerste dag holdt det ogsaa toervejr hele vejen. Ankom til Sangüesa foerst paa eftermiddagen. Landskabet havde aendret sig gennem de sidste dage, og det samme havde traditionerne. Paa vej ind til byen passerede jeg det lokale tyrefaegter- (ja hvad hedder saadan en?)stadion? Fandt refugiet med det samme, og paa doeren var der opslag om, at noeglen skulle hentes hos det lokale politi, saa mig afsted igen. Lukket og slukket`paa politistationen, men pludselig kom den lokale sherif koerende og steg ud af bilen. Fik ham forklaret (for han talte kun spansk), at jeg skulle have noeglen til refugiet. Kom med ind paa politistationen og fik stempel i pilgrimspasset og noegle til refugiet efter behoerig betaling. Ved godt, at jeg har skrevet dette foer - men Sangüesa har altsaa ogsaa haft stor betydning paa pilgrimsvejen. Mange spaendene kirker og bygninger at se paa.
Forude ventede nu to lidt laengere dage paa hver 30 km. Foerste dag gik til Monreal, en hyggelig lille by. Ingen mulighed for at proviantere hverken vand eller mad de foerste 17 km, saa rygsaekken var fyldt med 3 liter vand, og det kan godt maerkes, naar det bare gaar opad de foerste mange kilometer. Var noedt til at holde rigtig mange pauser den dag, men naaede dog frem til Monreal hen paa eftermiddagen. Solskin fra en skyfri himmel og derfor ekstra haardt.
Naeste dag var ogsaa streng. Paa grund af vejarbejde er ruten mange steder lagt om her, og desuden gaar man et langt stykke paa den originale sti paa en skraent. Var startet kl 7.30, men kom foerst til Puente la Reina kl. 17.30. Var ved at opgive de sidste 9 km, men fandt alligevel nye kraefter til at fuldfoere. Vejen gik forbi Eunate-kirken - en rundkirke som korsridderne har opfoert. Det var nu tydeligt, at der kom rigtig mange pilgrimme paa vejen. P.g.a. det sene ankomsttidspunkt valgte jeg at tage paa hotel - ogsaa for at faa noget ordentligt at spise. De fleste steder serveres der foerst aftensmad fra kl. 21.00 - og det er altsaa lidt svaert at naa at spise 3 retter og saa ogsaa vaere tilbage paa refugiet inden kl. 22, hvor der bliver lukket og slukket.
Noed at sove laenge og var foerst afsted kl. 10. Moedte lige udenfor Puenta la Reina et dansk aegtepar, som jeg fulgtes lidt med. De skal ogsaa hele vejen til Santiago. En spaendende vandring paa den originale, romanske pilgrimsvej - men ogsaa varm. Havde paa forhaand besluttet mig for en kort dag i dag, saa der var ingen tvivl, da jeg kom til Lorca. Her bor jeg - sammen med det danske aegtepar - rigtig godt. Gratis vaskemaskine (der snurrer p.t. med vores toej) og gratis internet. Alt dette til kun 8 euro.
Tusind tak for alle jeres hilsner - desvaerre har jeg ikke tid til at besvare dem individuelt. Naa, der staar en tysker og tripper for at fortaelle Mutti, at det gaar godt. Maaske naar jeg at skrive lidt senere.
Helbredet er godt - uaendret én vabel.
Har siddet og boevlet 15 min. med at indsaette kort - det maa I have tilgode!
Sidste nyt fra Jaca (16.08.2006)
I eftermiddag gik jeg igen forbi refugiet her i Jaca, og nu sad der et ungt (spansk) par og ventede paa, at der blev aabnet, saa det maatte jeg jo tro paa. Efter en 10 minutters tid kom der en ung pige og lukkede os ind. Jeg var den foerste, der skulle indskrives, og hun startede med at sige:"Vi kan vist godt tale dansk!" Det var saa Ida, der er fra Vemmelev og kaereste med en soen af Marianne fra omstillingen paa sygehuset. Saa var der jo ikke et oeje toert!
Efter det obligatoriske bad og vask af alt mit toej - paanaer et par sokker og en T-shirt - var det en tur ud i byen igen. Det maa vaere ligesom, naar rytterne i Tour de France har hviledag - uden sammenligning i oevrigt - man skal lige ud at bruge benene. Fik set katedralen, der gaar helt tilbage til romansk tid og gik ellers rundt paa maa og faa i de smaa gader. Var inde et sted (sad udenfor under baldakin), da det begyndte at regne kraftigt igen. Det maa vaere den spanske sommer. Hjemme paa refugiet igen var det lige tid til en halv times "morfar", saa skulle jeg ud at finde et sted, hvor jeg kunne faa min obligatoriske oel, mens jeg skrev dagbog. Saert at man faa saadan en vane efter kun et par dage!
Har nu lige spist en sandwich og skal vel saa ellers i seng. De naeste par dage ser ud til at blive lidt haarde. Paene dagsmarcher og ikke de store muligheder for forplejning undervejs.
Sov godt!
Efter det obligatoriske bad og vask af alt mit toej - paanaer et par sokker og en T-shirt - var det en tur ud i byen igen. Det maa vaere ligesom, naar rytterne i Tour de France har hviledag - uden sammenligning i oevrigt - man skal lige ud at bruge benene. Fik set katedralen, der gaar helt tilbage til romansk tid og gik ellers rundt paa maa og faa i de smaa gader. Var inde et sted (sad udenfor under baldakin), da det begyndte at regne kraftigt igen. Det maa vaere den spanske sommer. Hjemme paa refugiet igen var det lige tid til en halv times "morfar", saa skulle jeg ud at finde et sted, hvor jeg kunne faa min obligatoriske oel, mens jeg skrev dagbog. Saert at man faa saadan en vane efter kun et par dage!
Har nu lige spist en sandwich og skal vel saa ellers i seng. De naeste par dage ser ud til at blive lidt haarde. Paene dagsmarcher og ikke de store muligheder for forplejning undervejs.
Sov godt!
Men der var ikke plads til dem i herberget (16.08.2006)
Saa er jeg allerede kommet til Jaca - den foerste stoerre by paa vejen til Santiago de Compostela. Turen herned gik fint. Fandt nemt toget fra lufthavnen til Paris og havde saa et par timer til at gaa rundt og kigge. Med TGV til Lourdes fra Gare Montparnasse - ikke en vild spaendende tur, landskabet ret ensformigt. Foerste overnatning var jo allerede booket i Lourdes for mere end et halvt aar siden; og heldigvis for det! Byen var stopfuld med pilgrimme fra alverdens lande p.g.a. helligdagen for Marias himmelfart den 15. august. Var om aftenen nede paa pilgrimsomraadet, hvor der var fakkeloptog og udendoers messe - ca. 50.000 mennesker vil jeg tror. Kan godt blive lidt misundelig paa katolikkerne - det er altsaa lidt mere farverigt end protestantisme. Naeste formiddag blev brugt paa igen at kigge lidt paa pilgrimsomraadet - et helt utroligt mylder, der skal opleves.
Ved middagstid tog jeg toget vestpaa og endte i Oloron Ste. Marie og derfra med bussen op til Somport passet. Paa vej op styrtede regnen ned og det tordnede kraftigt. Derfor valgte jeg at "snyde" lidt og staa af i Carfranc Estation, der ligger nogle kilometer fra toppen. Havde bestemt mig til at overnatte her, fordi vejret var for daarligt - men desvaerre var alt optaget. Altsaa videre til Carfranc Pueblo. Fandt nemt refugiet i byens udkant - vaerten talte ikke engelsk, men efter et hurtigt telefonopkald kom der en yngre fyr - han kunne i hvert fald meddele paa gebrokkent engelsk, at alt var completo (fuldt). Han vinkede mig saa med udenfor - hvor regnen nu styrtede ned igen - og pegede op af en sidegade og sagde et eller andet totalt uforstaeligt. Jeg gik derfor men kunne ikke se, hvad det var han havde ment - altsaa videre igen. 50 m henne ad gaden var der sat et festtelt op, og der stod ca. 10 mennesker i lae for regnen derinde. Nu var uvejret lige oppe over - det tordnede og lynede, og det vaeltede ned skiftevis med hagl og regn. I baggrunden af teltet var der sat en scene op, og efter en halv imes tid begyndte tre af de lokale maend at spille og fortaelle om gamle instrumenter fra omraadet. Saa meget tror jeg i hvert fald, at jeg forstod. Klokken var nu blevet 19, og hvis jeg skulle naa naeste mulighed for overnatning, var jeg noedt til at begive mig afsted nu, selvom det stadig regnede lidt. Det var nu ikke saa slemt, da jeg foerst kom igen. Det vaerste var, at stien flere steder var helt oversvoemmet, saa jeg maatte balancere paa kanten og saa stoette mig til min vandrestav. Den er jeg foroevrigt rigtig glad for!!! En times vandring senere naede jeg frem til Villanua og fandt uden besvaer et albergue, hvor jeg delte et 6-sengs vaerelse med en anden kvinde. Hun talte i soevne i nat og var over alle bjerge, da jeg stod op kl. 7.
Jeg sidder nu i Jaca efter en dagsmarch paa ca. 16 km - ikke saa meget, men her paa den foerste uge er der ikke saa mange overnatningsmuligheder, saa der maa planlaegges et par dage frem i tiden.
Jeg har slet ikke moedt andre pilgrimme endnu - maaske sker det i dag, naar jeg skal overnatte paa refugiet. Helbredet er godt - ingen vabler indtil nu.
Tusind tak til alle jer, der har skrevet hilsner til mig - det varmer.
Hav det nu godt til der kommer en ny opdatering.
Ved middagstid tog jeg toget vestpaa og endte i Oloron Ste. Marie og derfra med bussen op til Somport passet. Paa vej op styrtede regnen ned og det tordnede kraftigt. Derfor valgte jeg at "snyde" lidt og staa af i Carfranc Estation, der ligger nogle kilometer fra toppen. Havde bestemt mig til at overnatte her, fordi vejret var for daarligt - men desvaerre var alt optaget. Altsaa videre til Carfranc Pueblo. Fandt nemt refugiet i byens udkant - vaerten talte ikke engelsk, men efter et hurtigt telefonopkald kom der en yngre fyr - han kunne i hvert fald meddele paa gebrokkent engelsk, at alt var completo (fuldt). Han vinkede mig saa med udenfor - hvor regnen nu styrtede ned igen - og pegede op af en sidegade og sagde et eller andet totalt uforstaeligt. Jeg gik derfor men kunne ikke se, hvad det var han havde ment - altsaa videre igen. 50 m henne ad gaden var der sat et festtelt op, og der stod ca. 10 mennesker i lae for regnen derinde. Nu var uvejret lige oppe over - det tordnede og lynede, og det vaeltede ned skiftevis med hagl og regn. I baggrunden af teltet var der sat en scene op, og efter en halv imes tid begyndte tre af de lokale maend at spille og fortaelle om gamle instrumenter fra omraadet. Saa meget tror jeg i hvert fald, at jeg forstod. Klokken var nu blevet 19, og hvis jeg skulle naa naeste mulighed for overnatning, var jeg noedt til at begive mig afsted nu, selvom det stadig regnede lidt. Det var nu ikke saa slemt, da jeg foerst kom igen. Det vaerste var, at stien flere steder var helt oversvoemmet, saa jeg maatte balancere paa kanten og saa stoette mig til min vandrestav. Den er jeg foroevrigt rigtig glad for!!! En times vandring senere naede jeg frem til Villanua og fandt uden besvaer et albergue, hvor jeg delte et 6-sengs vaerelse med en anden kvinde. Hun talte i soevne i nat og var over alle bjerge, da jeg stod op kl. 7.
Jeg sidder nu i Jaca efter en dagsmarch paa ca. 16 km - ikke saa meget, men her paa den foerste uge er der ikke saa mange overnatningsmuligheder, saa der maa planlaegges et par dage frem i tiden.
Jeg har slet ikke moedt andre pilgrimme endnu - maaske sker det i dag, naar jeg skal overnatte paa refugiet. Helbredet er godt - ingen vabler indtil nu.
Tusind tak til alle jer, der har skrevet hilsner til mig - det varmer.
Hav det nu godt til der kommer en ny opdatering.
Sidste arbejdsdag (11.08.2006)
Så er sidste arbejdsdag kommet - har aldrig prøvet at holde så lang ferie fra et job. 4 uger er det hidtige max. - men nu kan jeg sige på gensyn om 6 uger til mine kolleger!
Så gik den afspadseringsdag (10.08.2006)
Næsten alt er nu på plads til min afrejse mandag morgen. Rygsækken er pakket - ikke IRL - men i hvert fald inde i mit hoved!
Dog mangler jeg lige:
Dog mangler jeg lige:
- Én arbejdsdag
- At ordne vaske- og strygetøj
- Rengøring.
I dag er Dorthes fødselsdagsgave blevet købt, og én af mine egne fødselsdagsgaver er blevet byttet til to bøger (paperbacks, der måske skal med de første dage af caminoen).
Min rejsefeber er heldigvis faldet til et tåleligt niveau de sidste par dage - hvad det lige skyldes, ved jeg ikke. Måske er det bare gået op for mig at lige meget hvad, så er jeg på vej på mandag.....
Pilgrimspasset er i hvert fald klar.
Formalia i orden (09.08.2006)
Så dumpede mit nye pas ind ad dørsprækken - det vil sige, jeg åbnede nu selv døren for posten, som også havde en pakke med. Pasfornyelsen er blevet trukket længst muligt, fordi jeg gerne ville have et af de nye pas, som først blev udstedt fra 1. august.
Me llamo Lene. Soy danesa. (08.08.2006)
Lørdag blev et vendepunkt. Jeg havde indtil da troet, at det nok skulle gå uden spanskkundskab - udover "Una cerveza". Måske var disse totalt manglende spanskkundskaber én af årsagerne til min helt ekstreme rejsefeber. Noget måtte gøres, så lørdag blev der investeret i spanskkursus og parlør. Så må jeg da for pokker kunne klare de mest basale situationer!
Samtidig en stor tak til Jeanne - der taler flydende spansk - for at gide øve de mest basale udtryk med mig under en sindsyg travl døgnvagt søndag!
Status på camino-forberedelserne (03.08.2006)
Med 10 dage til afgang må det nu være tid til at gøre status.
- Fysisk: Har ikke fået gået overvældende meget den sidste måneds tid. Klarer dog uden problemer >20 km med oppakning. Ingen tendens til vabler.
- Psykisk: Er nok så klar, som jeg nu kan blive. Jeg forstår bedre og bedre udtrykket, at man går 3 caminoer - én under forberedelserne, selve caminoen og én, når man er kommet hjem igen. Befinder mig p.t. lige i slutningen af den første.
- Arbejdsmæssigt: Jeg fornemmer en stor positiv interesse fra mine kolleger. Kan ikke være med til opstarten af en ny type laparoskopisk tarmoperation samt går glip af det første modul af min projektlederuddannelse.
- Socialt: Går glip af tre begivenheder. 1. Sara og Karls barnedåb i Svinø Kirke. 2. Dorthes 40 års fødselsdag. 3. Anæstesiafdelingens 50 års jubilæum. Ret ærgerligt for en festabe som mig! Den nye gymnastik-sæson starter også op, mens jeg er afsted.
Hvad mangler jeg så lige p.t.:
- Pas (bestilt sidste fredag)
- Rejsesygeforsikring (markedet er undersøgt på nettet - skal bare bestilles)
- Og så er der selvfølgelig alle de løse ender.....
Fik dog gået en god tur omkring Pedersborg og Sorø Sø sidst på eftermiddagen i dag.
Count-down er for alvor begyndt (02.08.2006)
Der har været MEGET stille her på bloggen den sidste måned. Jeg har passet mit job og nydt det danske sommervejr, der har vist sig fra den allerbedste side.
Der er nu mindre end to uger til, at jeg sætter kursen sydpå. JUBII - men også GISP! Lige nu har jeg det nemlig sådan, som jeg altid har det før længere rejser. Kort sagt - jeg vil helst blive hjemme. Fuldkommen irrationelt, når jeg nu igennem et par år har glædet mig som en sindsyg til at komme afsted! Fordi jeg har oplevet dette flere gange før, ved jeg også, at det er min form for rejsefeber. Den forsvinder i samme øjeblik, at jeg sidder i flyet med kurs mod Paris. Men indtil da har jeg sådan en udefinerlig, urolig følelse i hele kroppen - men måske er det bare den berømte camino-feber, der raser.
Der er nu mindre end to uger til, at jeg sætter kursen sydpå. JUBII - men også GISP! Lige nu har jeg det nemlig sådan, som jeg altid har det før længere rejser. Kort sagt - jeg vil helst blive hjemme. Fuldkommen irrationelt, når jeg nu igennem et par år har glædet mig som en sindsyg til at komme afsted! Fordi jeg har oplevet dette flere gange før, ved jeg også, at det er min form for rejsefeber. Den forsvinder i samme øjeblik, at jeg sidder i flyet med kurs mod Paris. Men indtil da har jeg sådan en udefinerlig, urolig følelse i hele kroppen - men måske er det bare den berømte camino-feber, der raser.
On the road again - part II (26.06.2006)
Vågnede næste morgen ved at regnen dryppede stille ned på teltdugen - øv, øv. Lå i soveposen en halv times tid, og endelig hørte regnen op, og solen brød frem. På med tøj og støvler og derefter gik det hurtigt med at få pakket sammen.
Gennem Alnor - en idyllisk lille fiskerby lidt ligesom Dragør - gik turen over Egernsund-broen og videre gennem Egernsund. Mange stop for at nyde udsigten og fotografere. Lille pause ved kirken i Egernsund - rygsækken var ikke rigtig nogen succes den dag - den føltes altfor tung (OK der var jo også de 3 ekstra kilo i), og den sad heller ikke optimalt. Videre til Rendbjerg marina, hvor jeg holdt en lidt længere pause, mens jeg fik lidt køligt at drikke.
Nu nåede jeg hurtigt området ved Iller Strand, hvor der tidligere lå 8 teglværker på en godt 2 kilometers strækning. I dag er der kun et teglværk tilbage, der så er blevet indrettet til museum. De andre teglværker er der enkelte spor tilbage af i landskabet. Jeg havde glædet mig til en god frokost på Brunsnæs gamle færgekro - men den var blevet nedlagt. Altså måtte jeg nøjes med en burger på den lokale grillbar. Ikke den alle bedste "gå-mad", men omvendt var det også min sidste mulighed for at få et "ordentligt" den dag. Jeg vidste nemlig, at den næste campingplads ikke havde det store udvalg af varer.
De næste 17 km havde jeg på forhånd været lidt spændt på, fordi det ikke var muligt at få hverken vådt eller tørt her. Det gik nu bedre end forventet. På forhånd havde jeg lavet den aftale med mig selv, at min Ipod kun skulle bruges i regnvejr eller efter kl. 17.00. Det sidste kriterium var nu opfyldt, så jeg gik i en halv times tid og hørte musik. Så bestemte jeg mig for at holde et lille hvil inden de sidste ca. 3 km. Af med støvler og strømper (for første gang den dag) og ned at ligge i en 10 minutters tid.
I mellemtiden var stien begyndt at vrimle med Fodslaw's folk, så på med strømper og støvler igen, og så havde jeg følgeskab de sidste km til campingpladsen. Fandt hurtigt et sted at slå mit telt op, da vejret så lidt lurende ud. Et varmt bad og et besøg i kiosken efter lidt drikkevarer og derefter tilbage til teltet. Havde regnet med at skulle sidde lidt for åben teltdør og slappe af, men overfor mig boede en lille koloni (klamme) tyske mænd, der tilsyneladende savnede lidt kvindeligt selskab. Derfor blev døren lynet op, og jeg tilbragte så aftenen med at læse det seneste nummer af Pilgrimmen fra ende til anden. Godnat kl. 23.00.
Gennem Alnor - en idyllisk lille fiskerby lidt ligesom Dragør - gik turen over Egernsund-broen og videre gennem Egernsund. Mange stop for at nyde udsigten og fotografere. Lille pause ved kirken i Egernsund - rygsækken var ikke rigtig nogen succes den dag - den føltes altfor tung (OK der var jo også de 3 ekstra kilo i), og den sad heller ikke optimalt. Videre til Rendbjerg marina, hvor jeg holdt en lidt længere pause, mens jeg fik lidt køligt at drikke.
Nu nåede jeg hurtigt området ved Iller Strand, hvor der tidligere lå 8 teglværker på en godt 2 kilometers strækning. I dag er der kun et teglværk tilbage, der så er blevet indrettet til museum. De andre teglværker er der enkelte spor tilbage af i landskabet. Jeg havde glædet mig til en god frokost på Brunsnæs gamle færgekro - men den var blevet nedlagt. Altså måtte jeg nøjes med en burger på den lokale grillbar. Ikke den alle bedste "gå-mad", men omvendt var det også min sidste mulighed for at få et "ordentligt" den dag. Jeg vidste nemlig, at den næste campingplads ikke havde det store udvalg af varer.
De næste 17 km havde jeg på forhånd været lidt spændt på, fordi det ikke var muligt at få hverken vådt eller tørt her. Det gik nu bedre end forventet. På forhånd havde jeg lavet den aftale med mig selv, at min Ipod kun skulle bruges i regnvejr eller efter kl. 17.00. Det sidste kriterium var nu opfyldt, så jeg gik i en halv times tid og hørte musik. Så bestemte jeg mig for at holde et lille hvil inden de sidste ca. 3 km. Af med støvler og strømper (for første gang den dag) og ned at ligge i en 10 minutters tid.
I mellemtiden var stien begyndt at vrimle med Fodslaw's folk, så på med strømper og støvler igen, og så havde jeg følgeskab de sidste km til campingpladsen. Fandt hurtigt et sted at slå mit telt op, da vejret så lidt lurende ud. Et varmt bad og et besøg i kiosken efter lidt drikkevarer og derefter tilbage til teltet. Havde regnet med at skulle sidde lidt for åben teltdør og slappe af, men overfor mig boede en lille koloni (klamme) tyske mænd, der tilsyneladende savnede lidt kvindeligt selskab. Derfor blev døren lynet op, og jeg tilbragte så aftenen med at læse det seneste nummer af Pilgrimmen fra ende til anden. Godnat kl. 23.00.
On the road again (22.06.2006)
Min lille 3 dages træningstur på Gendarmstien i Sønderjylland er nu vel overstået. Sikke en dejlig tur!
Gendarmstien har sit navn efter de gamle grænsegendarmer, der i en årrække bevogtede landegrænsen og kontrollerede skibsfarten langs kysten. Patruljeringen foregik til fods, og hver enkelt gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at passe. Nogle steder var der i forvejen stier og veje, som gendarmen kunne benytte på sin rute. Andre steder blev der anlagt nye stier hen over privat jord. På den måde blev Gendarmstien skabt. Grænsegendarmerne patruljerede til fods indtil 1959, derefter kom bevogtningen til at foregå med bilpatruljer. Det var denne gamle sti, som jeg i 3 dage skulle prøve kræfter med.
Med toget til Padborg (en togbillet hertil er ligeså dyr som en enkeltbillet med fly Cph-Madrid!), så jeg var klar til at bevæge mig ud på selve ruten ved 12-tiden. Fra stationen og ud på hovedgaden med kurs mod grænsen. Fandt hurtigt et stort skilt, som viste til starten af stien. Nu var det så bare at følge skiltene med den blå gendarm.
Det første stykke går gennem Haraldsdal - et navn, som Saxo i sin krønike fortæller om. Harald Klak skulle efter hjemkomsten fra sin dåb i Mainz i 826 kæmpe med kong Regner om kronen. Det var i Haraldsdal, at dette slag fandt sted.
Det føles lidt mærkeligt at gå i denne egn. Lige her har gendarmerne gået, og kun få meter væk er det "udlandet". I disse Schengen-tider er grænserne jo åbne - men for år tilbage må det også have været nemt lige at krydse marken eller hoppe over åen for at komme over til nabolandet.
Landskabet fra Padborg til Kruså er præget af denne markante tunneldal med erosionskløfter og stejle skrænter med kildevæld, søer og vandløb. Lige netop dette ret kuperede terræn kom noget bag på mig - jeg har altid opfattet Sønderjylland som meget fladt. Sikkert fordi jeg som regel ser marsklandskabet for mig, når jeg hører ordet Sønderjylland. Men i gik det i hvert fald både op og ned med udsyn til Danmark på venstre side og Tyskland på højre side.
Fremme i Kruså var det blevet frokosttid. Fandt en slags grillbar, hvor jeg fik den sundeste burger, som jeg kunne finde på menukortet samt noget at drikke. Inden starten i Padborg havde jeg provianteret lidt brød og ost samt vand, så kunne jeg i hvert fald klare min aftensmad selv, hvis det blev nødvendigt.
De næste 4-5 km gik nu gennem Kollund Skov, og snart fulgte stien Kobbermølle Bugt. Stien bliver ledt gennem Kollund by og snart ned til vandet igen. Det er simpelthen nødvendigt at stoppe mange gange for at nyde udsigten. Snart når man Sønderhav med de store villaer ned til fjorden, og her var det også tid til et stop og et glas kølig fadøl. På trods af en noget mørk himmel det meste af dagen var der endnu ikke kommet nogen regn, og temperaturen var også dejlig behagelig.
Så var der kun ca. 8 km tilbage af dagens vandring. Igennem Rønshoved og videre frem mod Nederby Camping ved Rinkenæs. Gendarmstien går lige gennem campingpladsen, som ligger helt ned til vandkanten. Op til informationen - fik lavet campingpas, og derefter måtte jeg slå mit lille tomandstelt op, lige hvor jeg havde lyst. Fandt en dejlig plads med flot udsigt over vandet. I bad og skifte tøj, og derefter sidde og nyde dagens veloverståede tur. Tørvejr og ingen vabler - ingen ømme lemmer. I seng kl. 23.00 - godt jeg fik købt et nyt liggeunderlag.
Gendarmstien har sit navn efter de gamle grænsegendarmer, der i en årrække bevogtede landegrænsen og kontrollerede skibsfarten langs kysten. Patruljeringen foregik til fods, og hver enkelt gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at passe. Nogle steder var der i forvejen stier og veje, som gendarmen kunne benytte på sin rute. Andre steder blev der anlagt nye stier hen over privat jord. På den måde blev Gendarmstien skabt. Grænsegendarmerne patruljerede til fods indtil 1959, derefter kom bevogtningen til at foregå med bilpatruljer. Det var denne gamle sti, som jeg i 3 dage skulle prøve kræfter med.
Med toget til Padborg (en togbillet hertil er ligeså dyr som en enkeltbillet med fly Cph-Madrid!), så jeg var klar til at bevæge mig ud på selve ruten ved 12-tiden. Fra stationen og ud på hovedgaden med kurs mod grænsen. Fandt hurtigt et stort skilt, som viste til starten af stien. Nu var det så bare at følge skiltene med den blå gendarm.
Det første stykke går gennem Haraldsdal - et navn, som Saxo i sin krønike fortæller om. Harald Klak skulle efter hjemkomsten fra sin dåb i Mainz i 826 kæmpe med kong Regner om kronen. Det var i Haraldsdal, at dette slag fandt sted.
Det føles lidt mærkeligt at gå i denne egn. Lige her har gendarmerne gået, og kun få meter væk er det "udlandet". I disse Schengen-tider er grænserne jo åbne - men for år tilbage må det også have været nemt lige at krydse marken eller hoppe over åen for at komme over til nabolandet.
Landskabet fra Padborg til Kruså er præget af denne markante tunneldal med erosionskløfter og stejle skrænter med kildevæld, søer og vandløb. Lige netop dette ret kuperede terræn kom noget bag på mig - jeg har altid opfattet Sønderjylland som meget fladt. Sikkert fordi jeg som regel ser marsklandskabet for mig, når jeg hører ordet Sønderjylland. Men i gik det i hvert fald både op og ned med udsyn til Danmark på venstre side og Tyskland på højre side.
Fremme i Kruså var det blevet frokosttid. Fandt en slags grillbar, hvor jeg fik den sundeste burger, som jeg kunne finde på menukortet samt noget at drikke. Inden starten i Padborg havde jeg provianteret lidt brød og ost samt vand, så kunne jeg i hvert fald klare min aftensmad selv, hvis det blev nødvendigt.
De næste 4-5 km gik nu gennem Kollund Skov, og snart fulgte stien Kobbermølle Bugt. Stien bliver ledt gennem Kollund by og snart ned til vandet igen. Det er simpelthen nødvendigt at stoppe mange gange for at nyde udsigten. Snart når man Sønderhav med de store villaer ned til fjorden, og her var det også tid til et stop og et glas kølig fadøl. På trods af en noget mørk himmel det meste af dagen var der endnu ikke kommet nogen regn, og temperaturen var også dejlig behagelig.
Så var der kun ca. 8 km tilbage af dagens vandring. Igennem Rønshoved og videre frem mod Nederby Camping ved Rinkenæs. Gendarmstien går lige gennem campingpladsen, som ligger helt ned til vandkanten. Op til informationen - fik lavet campingpas, og derefter måtte jeg slå mit lille tomandstelt op, lige hvor jeg havde lyst. Fandt en dejlig plads med flot udsigt over vandet. I bad og skifte tøj, og derefter sidde og nyde dagens veloverståede tur. Tørvejr og ingen vabler - ingen ømme lemmer. I seng kl. 23.00 - godt jeg fik købt et nyt liggeunderlag.
Så er der kun 8 timer til (16.06.2006)
...at jeg skal med toget til Padborg. Jeg skal gå på Gendarmerstien de næste 3 dage, og det er min eneste mulighed for at komme til at vandre længere strækninger flere dage i træk, inden min camino starter 14. august. Der er mere med i rygsækken til denne 3 dages tur, end jeg skal have med på caminoen. Telt og liggeunderlag tegner sig alene for 3 kilo!! Nu må vi se, hvordan det går.
Nærmere herom på mandag - og forhåbentligt med billeder taget med mit ny digitalkamera.
Nærmere herom på mandag - og forhåbentligt med billeder taget med mit ny digitalkamera.
At gå på arbejde (05.06.2006)
Alle kender betydningen af sætningen "at gå på arbejde" - men for mig har det også en anden betydning for tiden. Ja, jeg skulle måske hellere sige "at gå fra arbejde." Sagen er nemlig den, at jeg for at få nogle kilometer i benene er ret flittig til at gå de 12 km HJEM fra arbejde. Faktisk kan turen klares på under 2 timer, og da den på nær den første kilometer går igennem skov, er det faktisk også en nydelse!
Gåturen hjem betyder desværre, at der går en del tid fra mit havearbejde. I efteråret 2003 anlagde jeg en ny have på ca. 600 m2 - udelukkende med roser, stauder og sommerblomster. Langt størstedelen af planterne er hjemmelavede, som jeg i forårsmånederne bruger stort set al min fritid på at frembringe. Dertil skal lægges timer til lugning og plantning - samt selvfølgelig også tid til at sidde på min havebænk og nyde resultaterne - og helst med et glas rødvin i hånden! Her på den nye haves tredie sæson kan jeg godt mærke, at den er ved at blive mere selvkørende. Bedene er nu, hvor de skal være, og stauder fylder mere og mere, så lugearbejdet og sommerblomsterne fylder tilsvarende mindre. Derfor kan jeg også nu med bedre samvittighed tage mig tid til mine vandreture.
I forbindelse med week-enden om 14 dage har jeg fri i 4 dage og har stor lyst til at tage til Padborg for at gå de godt 70 km på Gendarmer-stien. I mandags købte jeg et to-mands-telt til kr. 150,- hos Bilka. Det vejer under to kilo og ville være perfekt til sådan en lille tur med overnatning på primitive lejrpladser. Samtidig må jeg også se i øjnene, at det vil være min sidste chance for en flerdages tur inden min camino. Vi får se...
Gåturen hjem betyder desværre, at der går en del tid fra mit havearbejde. I efteråret 2003 anlagde jeg en ny have på ca. 600 m2 - udelukkende med roser, stauder og sommerblomster. Langt størstedelen af planterne er hjemmelavede, som jeg i forårsmånederne bruger stort set al min fritid på at frembringe. Dertil skal lægges timer til lugning og plantning - samt selvfølgelig også tid til at sidde på min havebænk og nyde resultaterne - og helst med et glas rødvin i hånden! Her på den nye haves tredie sæson kan jeg godt mærke, at den er ved at blive mere selvkørende. Bedene er nu, hvor de skal være, og stauder fylder mere og mere, så lugearbejdet og sommerblomsterne fylder tilsvarende mindre. Derfor kan jeg også nu med bedre samvittighed tage mig tid til mine vandreture.
I forbindelse med week-enden om 14 dage har jeg fri i 4 dage og har stor lyst til at tage til Padborg for at gå de godt 70 km på Gendarmer-stien. I mandags købte jeg et to-mands-telt til kr. 150,- hos Bilka. Det vejer under to kilo og ville være perfekt til sådan en lille tur med overnatning på primitive lejrpladser. Samtidig må jeg også se i øjnene, at det vil være min sidste chance for en flerdages tur inden min camino. Vi får se...
Tiden nærmer sig (01.05.2006)
Min blog har ligget stille siden i efteråret. Det betyder dog ikke, at der ikke er sket noget med mine caminoforberedelser!
Så godt som alle de praktiske arrangementer og detaljer skulle nu være klar. Mandag den 14. august sætter jeg mig op i SAS-flyet med afgang fra Kastrup kl. 8.20. Kl. 10.15 lander jeg i Paris Charles de Gaulle-lufthavnen. Billetten er købt forlængst og stod mig i kr. 591. Fra lufthavnen tager jeg toget til Montparnasse-banegården, hvorfra TGV-toget til Lourdes afgår kl. 14.40. Billetten til TGV kan først bestilles om 14 dage. Kl. 20.13 ankommer jeg til Lourdes, hvor jeg har bestilt overnatning på hotel Marial til kr. 240. Næste formiddag skal jeg rundt at kigge i Lourdes, der jo er et meget kendt valfartssted for katolikker.
Omkring frokosttid tager jeg toget til Oloron Ste Marie. Derfra bus op til Somport-passet, hvor jeg vil være ved 16-tiden. Min camino kan nu rigtig begynde!
Fra Santiago de Compostela til Madrid har jeg bestilt flybillet med Air Europe den 22. september kl. 6.35 - pris ca. kr. 200. I Madrid har jeg herefter et døgn med overnatning på hostal La Perla, inden jeg den 23. september flyver hjem med SAS kl. 13.30.
Nok om det rent praktiske - nu er det på med støvlerne!!!
Så godt som alle de praktiske arrangementer og detaljer skulle nu være klar. Mandag den 14. august sætter jeg mig op i SAS-flyet med afgang fra Kastrup kl. 8.20. Kl. 10.15 lander jeg i Paris Charles de Gaulle-lufthavnen. Billetten er købt forlængst og stod mig i kr. 591. Fra lufthavnen tager jeg toget til Montparnasse-banegården, hvorfra TGV-toget til Lourdes afgår kl. 14.40. Billetten til TGV kan først bestilles om 14 dage. Kl. 20.13 ankommer jeg til Lourdes, hvor jeg har bestilt overnatning på hotel Marial til kr. 240. Næste formiddag skal jeg rundt at kigge i Lourdes, der jo er et meget kendt valfartssted for katolikker.
Omkring frokosttid tager jeg toget til Oloron Ste Marie. Derfra bus op til Somport-passet, hvor jeg vil være ved 16-tiden. Min camino kan nu rigtig begynde!
Fra Santiago de Compostela til Madrid har jeg bestilt flybillet med Air Europe den 22. september kl. 6.35 - pris ca. kr. 200. I Madrid har jeg herefter et døgn med overnatning på hostal La Perla, inden jeg den 23. september flyver hjem med SAS kl. 13.30.
Nok om det rent praktiske - nu er det på med støvlerne!!!
Tak til Sterling!!! (21.05.2006)
Som den planlægningsfreak jeg er, havde jeg allerede i november 2005 bestilt en flybillet København til Madrid. Fra Madrid kunne jeg så nå et tog (og et togskifte) + bus, så jeg ville kunne være i Somport omkring kl. 20. Der havde jeg planlagt at overnatte og så starte rigtigt på min camino næste morgen. MEN....først i januar får jeg en mail fra Sterling. Selskabet har ændret afgangstider og flyver nu først om eftermiddagen! Øv - surt show. Hvis jeg benytter mig af dette, vil jeg først kunne starte nordpå fra Madrid næste morgen. Hm...... Nå, de kr. 298,- må vel bare betragtes som spildt. Jeg bestiller derfor hurtigt herefter en billet med SAS København/Paris. En tidlig morgenafgang, så jeg kan nå at være i Syd-Frankrig (Lourdes) om aftenen.
Fredag får jeg en mail fra Sterling. Desværre har de været nødt til at ændre i deres flyvninger, så Madrid slet ikke er på deres destinationsliste på det tidspunkt, hvor jeg skulle have fløjet. Ergo - jeg får mine penge retur!
YES - ingen spildt betaling til ubenyttet flybillet. Hvor heldig har man lov at være?!
Fredag får jeg en mail fra Sterling. Desværre har de været nødt til at ændre i deres flyvninger, så Madrid slet ikke er på deres destinationsliste på det tidspunkt, hvor jeg skulle have fløjet. Ergo - jeg får mine penge retur!
YES - ingen spildt betaling til ubenyttet flybillet. Hvor heldig har man lov at være?!
En lille træningstur mens ferien gik på hæld (03.09.2005)
Tirsdag var min sidste feriedag i denne ombæring, og egentligt havde jeg planlagt, at jeg godt kunne tænke mig at gå på den nedlagte pramdragersti Randers-Silkeborg. Dette skulle jeg ihvertfald sætte 3 dage - måske 4 - af til, samtidig syntes jeg, at det var lidt bøvlet bl.a. at finde passende overnatning undervejs (til en rimelig pris!), så jeg ændrede planerne.
Efter lidt søgen på nettet fandt jeg Køge Å-stien fra Borup til Køge - i alt 23 km - og altså en god halvdagstur. Tog Sorø til Borup ville tage ca. 50 minutter incl. skift i Ringsted, så i stedet startede jeg Fiaten og satte kursen mod Borup station, hvor turen udgår fra. Fint sommervejr, så 1 1/2 liter vand i rygsækken og et par klapsammen-madder, så skulle jeg være klædt på til at sætte kursen mod Køge. Stien er godt afmærket hele vejen og kommer igennem et meget varierende landskab. Langt det meste af vejen er små grusstier og skovveje, dog er der et par kedelige kilometer omkring Salby, hvor man går på en mark langs med vejen.
Det var rigtig dejligt at komme ud at vandre igen - og turens længde var helt perfekt. I modsætning til min Jyllandstur havde jeg ikke her den samme fornemmelse af at være langt væk fra alt og alle. På den første del af turen kunne jeg tydeligt høre togene på strækningen Korsør-København, og nærmere Køge var det trafikken fra motorvejene, der larmede. Jeg mødte også mange flere mennesker ude på selve ruten, end jeg gjorde til sammen de tre dage i Jylland. Bruger vi naturen mere til rekreative formål, jo tættere vi bor de større byer? Ja, det tror jeg ihvertfald på lige nu!
Et langt stykke følger stien Køge Å - egentlig ikke en særlig smuk å - masser af andemad og temmelig tilvokset - men samtidig løber stien jo også omkring Køge Ås, som har en spændende natur, så turen er bestemt værd at gå.
Efter lidt søgen på nettet fandt jeg Køge Å-stien fra Borup til Køge - i alt 23 km - og altså en god halvdagstur. Tog Sorø til Borup ville tage ca. 50 minutter incl. skift i Ringsted, så i stedet startede jeg Fiaten og satte kursen mod Borup station, hvor turen udgår fra. Fint sommervejr, så 1 1/2 liter vand i rygsækken og et par klapsammen-madder, så skulle jeg være klædt på til at sætte kursen mod Køge. Stien er godt afmærket hele vejen og kommer igennem et meget varierende landskab. Langt det meste af vejen er små grusstier og skovveje, dog er der et par kedelige kilometer omkring Salby, hvor man går på en mark langs med vejen.
Det var rigtig dejligt at komme ud at vandre igen - og turens længde var helt perfekt. I modsætning til min Jyllandstur havde jeg ikke her den samme fornemmelse af at være langt væk fra alt og alle. På den første del af turen kunne jeg tydeligt høre togene på strækningen Korsør-København, og nærmere Køge var det trafikken fra motorvejene, der larmede. Jeg mødte også mange flere mennesker ude på selve ruten, end jeg gjorde til sammen de tre dage i Jylland. Bruger vi naturen mere til rekreative formål, jo tættere vi bor de større byer? Ja, det tror jeg ihvertfald på lige nu!
Et langt stykke følger stien Køge Å - egentlig ikke en særlig smuk å - masser af andemad og temmelig tilvokset - men samtidig løber stien jo også omkring Køge Ås, som har en spændende natur, så turen er bestemt værd at gå.
fredag den 17. december 2010
Tre døgn i Jylland
Så er jeg hjemme igen efter min første "rigtige" træningstur, hvor jeg i løbet af tre dage har gået Horsens-Silkeborg-Ry.
Mandag morgen havde jeg travlt med at få pakket det sidste i rygsækken - det var første gang, at jeg skulle prøve at pakken den for alvor, så der var lidt justering med remme osv. Endelig færdig og afsted til stationen, hvor toget skulle køre mig de godt 2 timer til Horsens. Dejlig tur - fuldt tog, så det var godt, at pladsreservationen var i orden. Fremme i Horsens tog jeg vejen igennem parken ved Bygholm. Fredelig start på turen. I udkanten af Horsens fandt jeg nemt starten på naturstien Horsens-Silkeborg - nu var det bare derudaf. På det meste af strækningen til Silkeborg er der en asfaltsti og ved siden af en sti med sten/græs. Jeg gik overvejende på asfalten, fordi jeg syntes, at græsset i siden var for højt at gå i. Det var dejligt vejr at gå i, og det første stykke vej løb langs med Horsens Golfklub, hvor der var mange spillere ude i det gode vejr. På ruten kommer man igennem mange små stationsbyer, og særlig Lundum var meget idyllisk. Afvekslende landskab - marker, små skove, landsbyer - men også lange strækninger uden nogen bebyggelse overhovedet.
Et par kilometer før Østbirk holdt jeg pause på en primitiv overnatningsplads. Smed støvler og sokker og lagde benene op i et kvarters tid - ingen tegn på vabler indtil nu. Efter at have fyldt vandflaskerne gik det videre mod Østbirk - en lidt større by - hvor jeg lige besøgte det lokale apotek for det tilfælde, at jeg nu alligevel skulle få en vabel! Rigtig gammelt apotek med langsom betjening - faldt i snak med en jævnaldrende, der havde ventet i 45 minutter på at få sin medicin! Fik dog købt en pakke Compeed i løbet af 15 minutter og så videre. Et smut inde om kirkegården - opfyldning af drikkevand og et kig ind i selve kirken - smukke gamle kalkmalerier. Nogle kilometer fremme holdt jeg igen pause - denne gang ved Vestbirk søerne. Igen af med støvler og sokker og benene op i et stykke tid. Havde endnu et pænt stykke vej til Brædstrup, hvor jeg havde arrangeret overnatning, så det var bare afsted igen. Kunne godt mærke i benene nu, at jeg havde gået ca. 20 km med opbakning, men var stadig ved godt mod. Omkring kl. 18 var jeg i Brædstrup, hvor jeg hurtigt fandt mit logi (B&B) hos Madeleine, der fornylig har været på pilgrimsvandring til Trondheim. Dejligt værelse med eget bad, og efter et hurtigt bad og lidt tøjvask, var jeg parat til at finde et sted at spise. Havde ikke lyst til Pejsegården, så jeg fandt i stedet et meget spartansk indrettet pizzaria, hvor jeg fik lidt aftensmad. Tilbage på værelset blev tiden tilbragt i liggende stilling i sengen - skønt at få hvilet benene. Sengetid kl. 22.
Næste morgen vågnede jeg op til gråvejr og småregn. Ingen vej udenom - på med de lange ben og regnjakken og så afsted. Forbi bageren og proviantere til lidt morgenmad senere. Lidt kedeligt vejr at vandre i - men fandt hurtigt ind i rytmen igen, og regnjakken var i hvert fald god! Efter et par timer "morgenmad"spause på en sportsplads, hvor der var et skur med nogle bænke. Så smager et par grovboller altså godt! Stadig småregn men naturen begyndte nu at ændre sig - lange lyngklædte bakker og skovstrækninger, så det var afvekslende at gå i. Ingen fysiske gener - men gik heller ikke så hurtigt, som jeg plejer. Når jeg finder ind i min egen rytme, bliver jeg helt meditativ. Jeg tænker faktisk ikke, men sætter blot det ene ben foran det andet - måske synger jeg en sang inden i hovedet. Kommer langt omkring rent melodimæssigt - "Fingerpolka", "Aure", "Lotte gik" og mange, mange andre, som bare dukker op ud af det blå. Overvejer at tage en Ipod, MP3-afspiller eller minidisc med, men det vil måske ødelægge noget af det meditative? Nåede til Bryrup omkring frokosttid og var indenom Brugsen for at købe lidt hurtige kulhydrater. På vej til Vrads mistede jeg sporet - ret utroligt for ruten er rigtig godt afmærket - men jeg skulle lige studere noget træ, der blev læsset på en lastbil og missede derfor, at jeg skulle have været drejet til højre i stedet for at fortsætte ligeud. Først efter at have forceret en stejl bakke opdagede jeg miseren. Et kig på kortet viste, at jeg godt kunne fortsætte ligeud og så støde på ruten senere - det ville kun blive et par kilometer længere. Imidlertid gik jeg rundt i det meste af en time uden at vide helt præcis, hvor jeg var - endelig kom jeg dog ind til Vrads, hvor jeg kunne få et hvil ved kirken samt lidt drikkevarer hos købmanden.
Nu var det holdt op med at regne, og solen skinnede faktisk fra en skyfri himmel, så det var af med regntøjet og af sted igen. De næste 10 kilometer til Them er nok de mest øde på hele turen. Det er den rene skære natur, man bevæger sig igennem - kun meget få gårde og huse ligger der på dette stykke. Samtidig stiger det jævnt en lille smule over hele stykket, og det meste af vejen er bare ligeud, så det er lidt hårdt. Fordi jeg var gået forkert omkring Vrads, var jeg ikke kommet forbi den sidste rasteplads med bænke, så jeg begyndte efterhånden at blive noget træt i benene. Derfor bestemte jeg, at jeg ville gå ind til Them og derfra tage bussen til Silkeborg. Det sidste stykke vej ville alligevel stort set være identisk med det første stykke, jeg skulle gå dagen efter. Sidst på eftermiddagen kom jeg altså kørende til Silkeborg, men fandt hurtigt vandrerhjemmet. Vandrerhjemmet ligger rigtig skønt lige ned til vandet og samtidig helt inde i byen. Efter indlogering og et tiltrængt bad var det tid til en bytur. Jeg endte på torvet, hvor Silkeborg-pigerne og -drengene var ved at gøre klar til opvisning, i anledning af at EM i bueskydning skulle afholdet. Fin opvisning - må være deres juniorhold - og derefter lidt at spise, inden det gik mod vandrerhjemmet igen. Sengetid kl. 22. Lidt spændt på at skulle sove sammen med "fremmede" - men det gik.
Efter et hurtigt morgenmåltid (kaffe+juice - der var en uregerlig tysk dreng, der skulle underholde hele spisesalen - derfor ingen fast føde) gik det igen derudaf. Jeg er glædelig overrasket over, at jeg ikke har ondt nogle steder. OK - jeg er træt i hele skroget efter dagens vandring - men er altså restitueret igen morgenen efter - har heller ingen vabler! Meget smuk tur langs åen det første stykke og derefter ind i skoven. De første 5-6 kilometer kan man tydelig høre (og se) de mange kanoroere, der indtager Silkeborg-søerne. Derefter bliver det mere stille, og man har det hele for sig selv. Ruten løber både tæt på søerne, men også længere inde i skoven. Dagens største udfordring var "bestigningen" af Knøsen (et mindre Himmelbjerg) i flere etaper. Hvergang man troede, at nu måtte det da gå lidt nedad igen, var der lige en ny stigning. Det var derfor med god samvittighed, at jeg kunne nyde en veltilavet frokost på Hotel Julsø med den flotteste udsigt ud over søerne. Der var nu kun 6 kilometer til Ry, hvor jeg ville blive hentet. Disse sidste kilometer gik jeg og reflekterede over, at jeg gerne ville fortsætte min vandring her og nu, samtidig kunne jeg ikke komme hurtigt nok til Ry. Mon denne følelse vil følge mig på Caminoen - ønsket om at fortsætte vandringen (være fri af dagligdagens trummerum) contra ønsket om hurtigst muligt at komme til dagens mål (kunne slippe for de fysiske udfordringer) - jeg ved det ikke - det må tiden vise næste år!
Resultat efter 3 dages vandring:
- Det kan jeg godt!
- Træt men ikke udslidt
- Lyst til at vandre videre
- Mit udstyr er OK - skal måske ikke have min fleece med?
- En vabel - erhvervet på de sidste 6 kilometer, hvor jeg ikke gad tømme mine støvler for grus. Lærestreg!
Jeg må prøve at få arrangeret endnu en tur i denne sommerferie.
Udlængsel
Jeg længes mod sydlige himmelstrøg,
- når jeg læser om Gittas oplevelser i Frankrig
- når jeg kan følge Annettes tanker op til hendes 3. camino-vandring
- når mine kolleger - igen - spørger mig, om hvornår det nu lige er, at jeg skal til Spanien og gå de mange kilometer - og så helt alene!
- når jeg opdager, at indholdet i rygsækken til 3 dages vandring i Jylland stort set er det samme, som jeg regner med at skulle have med på 6 ugers camino-vandring
- når den danske sommer er mest dansk (dvs. efterårsagtig)
- når dagens største problem er manglende inspiration til aftensmaden
- når det går op for mig, at der endnu er ca. 370 dage til, at det bliver min tur til at begive mig afsted.
Ak ja, indtil da må jeg "nøjes" - nøjes med at læse andres oplevelser og tanker og selv drømme om, hvordan min egen camino vil blive for mig!
Sommer-søndag på Lagune-stien
YES - jeg overvandt min egen ugidelighed! Havde været ude lørdag aften - vældigt hyggeligt, i seng kl. 03, vækkeuret ringede kl. 8.45. Lidt langsom morgenstart med god tid til morgen-toilette og -mad. Blev kørt til Næstved, hvor jeg begyndte min vandring ad Lagune-stien kl. godt 11. Flot tur de første kilometer langs med kanalen. Senere på tværs over en golfbane - jo den var god nok, der var skiltet. Derefter ca. 5 km på cykelsti til Karrebæksminde. Rigtig søndagstrafik med sydsjællandere, der skulle til vandet i det gode vejr. Et kort stop ved Karrebæk kirke - tid til toiletbesøg samt hvile i 5-10 minutter på bænk med flot udsigt over Karrebæk Fjord. I Karrebæksminde var der som sædvanligt mange mennesker. Sad lidt og spiste en is, mens jeg studerede folkene omkring mig. Nu gik det videre gennem sommerhus-området Vesterhave langs med vandet og gennem skoven ved Karrebækstorp. Derefter op over klinterne ved Klinteby (som indtil for ca. 75 år siden hed Gumperup), videre gennem Kristianholms Plantage til Bisserup, hvor jeg havde aftalt afhentning kl. ca. 15. Da Gregers ringede kl. 15, havde jeg dog godt 3 km igen, så vi aftalte, at han ville være i Bisserup kl. ca. 16. Derfor fik jeg også lige tid til at sidde på en bænk og nyde udsigten over vandet, mens jeg spiste min noget forsinkede frokost. Det var dejligt at komme i gang igen efter godt en måneds pause. Mit tempo var dog heller ikke så højt, som det plejer at være - til gengæld fik jeg heller ikke ondt de sædvanlige steder, så måske skal jeg bare vænne mig til at gå lidt langsommere. I alt er Lagune-stien ca. 23 km, og jeg gik den på godt 5 timer incl. diverse pauser, så det er okay med mig.
Ferietiden nærmer sig
En uge tilbage på jobbet, inden jeg går fra til min anden runde sommerferie i år. Havde fri det meste af maj måned, hvor jeg gik og hyggede mig med at plante og så i min nye have - faktisk var jeg dårligt udenfor kommunegrænsen i denne periode!
Nu kan jeg så se frem til lidt mere ferie. I denne uge har jeg fundet ud af, at jeg bliver nødt til at dele mine 14 dages ferie i to bidder. Jeg skal være superbruger på et nyt elektronisk medicin-modul, og lige netop mandag og tirsdag i den anden ferieuge er der undervisning for de kommende superbrugere. Det er okay - har fået "solgt" en mandagsvagt, så jeg også kan få en hel uge fri i den sidste ende af ferien. Jeg holder stadig fast i planen om at gå ruten Horsens-Silkeborg-Skanderborg i en del af dagene - sikkert i den første uge af ferien. Har søgt lidt på nettet for at undersøge mulighederne for overnatning undervejs - vil helst bo på vandrehjem (billigst), men bliver nok nødt til at finde en anden form for overnatning den første nat, da dagsetapen ellers vil blive for lang. Der er godt nok shelters på ruten, men jeg tror ikke at modet rækker til at bo sådan helt alene. Vil ikke få lukket et øje om natten af skræk for øksemordere og andet godt!
Jeg følger spændt med i Annettes forberedelser til sin 3. camino - tænk om et år vil det være mig selv, der skal afsted på denne tid. Også spændende at følge Gitta undervejs på hendes lange tur fra Danmark til Santiago de Compostela - Gitta har ikke skrevet nyt i sin weblog siden sidst i juli, så nu er jeg meget spændt på at læse nyt.
Jeg får ikke gået til hverdag i øjeblikket. Arbejdsmæssigt har det været en lidt sej periode med mange vagter, så jeg skal bare have ordnet lidt praktiske ting i hus og have, når jeg har fri og så ellers slappe lidt af. Overvejer dog at gå på Lagunestien mellem Bisserup og Karrebæksminde i denne weekend, hvis bare vejret bliver rimeligt.
Min nye sovepose er bare et scoop - jeg har faktisk sovet i den i flere nætter bare for at se, om jeg nu også kunne holde det ud. Det kan jeg heldigvis godt!
Nu kan jeg så se frem til lidt mere ferie. I denne uge har jeg fundet ud af, at jeg bliver nødt til at dele mine 14 dages ferie i to bidder. Jeg skal være superbruger på et nyt elektronisk medicin-modul, og lige netop mandag og tirsdag i den anden ferieuge er der undervisning for de kommende superbrugere. Det er okay - har fået "solgt" en mandagsvagt, så jeg også kan få en hel uge fri i den sidste ende af ferien. Jeg holder stadig fast i planen om at gå ruten Horsens-Silkeborg-Skanderborg i en del af dagene - sikkert i den første uge af ferien. Har søgt lidt på nettet for at undersøge mulighederne for overnatning undervejs - vil helst bo på vandrehjem (billigst), men bliver nok nødt til at finde en anden form for overnatning den første nat, da dagsetapen ellers vil blive for lang. Der er godt nok shelters på ruten, men jeg tror ikke at modet rækker til at bo sådan helt alene. Vil ikke få lukket et øje om natten af skræk for øksemordere og andet godt!
Jeg følger spændt med i Annettes forberedelser til sin 3. camino - tænk om et år vil det være mig selv, der skal afsted på denne tid. Også spændende at følge Gitta undervejs på hendes lange tur fra Danmark til Santiago de Compostela - Gitta har ikke skrevet nyt i sin weblog siden sidst i juli, så nu er jeg meget spændt på at læse nyt.
Jeg får ikke gået til hverdag i øjeblikket. Arbejdsmæssigt har det været en lidt sej periode med mange vagter, så jeg skal bare have ordnet lidt praktiske ting i hus og have, når jeg har fri og så ellers slappe lidt af. Overvejer dog at gå på Lagunestien mellem Bisserup og Karrebæksminde i denne weekend, hvis bare vejret bliver rimeligt.
Min nye sovepose er bare et scoop - jeg har faktisk sovet i den i flere nætter bare for at se, om jeg nu også kunne holde det ud. Det kan jeg heldigvis godt!
Udstyrsjunglen
Hvad og hvormeget skal man tage med - ja altså diverse udstyr til en vandretur på ca. 6 uger?
De erfarne pilgrimme skriver max. 8 kg incl. rygsækkens vægt - altså ikke ret meget, når man plejer at kunne fylde en kuffert til en weekend-tur! Lad være med at købe alt for meget nyt - brug det du har. Sådan lyder et andet råd. Okay - jeg har valgt at gøre det på MIN måde.
På en pilgrimsfærd/vandretur af en sådan længde er det vigtigt for mig, at mit udstyr er i orden. Jeg har ikke lyst til at vandre i 6 uger med det "forkerte" udstyr i rygsækken. Det er også derfor, at jeg allerede nu er begyndt at planlægge og indkøbe mit udstyr. Desuden kan jeg få afprøvet noget af mit udstyr på vandreturen i Jylland i min ferie. Jeg har ikke vejet det hele endnu, men der er stadig god plads i rygsækken.
D.d. består min udstyrsliste af følgende:
Scarpa-støvler ZG GTX Friluftland kr. 750,- 1279g
Marmot-rygsæk model Vapor 35 liter Friluftsland kr. 1099,- 1200g
Trekking-bukser Aldi kr. 79,- 222g
Regnjakke (vindtæt/åndbar) Aldi kr. 99.-
Regnbukser (vindtætte/åndbare) Aldi kr. 69,- 454g
Trekking-sokker Friluftsland kr. 179,-
Letvægts T-shirt Geyser kr. 260,-
Letvægts T-shirt Casall (brugt i sidste sæson til gymnastik) 128g
Fjällräven-bukser sipora MT Friluftsland kr. 999,-
Boksershorts Netto kr. 49,-
Silkelagenpose Friluftsland kr. 449,-
Ultralet dunsovepose Buffalo Viper 600 købt på ebay.de EURO 30,- 660g
Regnovertræk til rygsækken Spejdersport kr. 54,-
Koala toilettaske Friluftsland kr. 149,-
Trekking håndklæde Friluftsland kr. 119,-
Sammenpresselig hovedpude Friluftsland kr. 149,-
Fjällräven nederdel Spejdersport kr. 499,- 302g
Tenson letvægts sommerkjole Spejdersport kr. 399,- 140g
Ecco receptor sandal (fra sidste sæson)
Jeg tog en tur til København i går - kunne alligevel ikke arbejde i haven p.g.a. kraftigt regnvejr. Det er spændende og inspirerende at gå rundt og kigge i de forskellige butikker (Spejdersport, Friluftsland, Loewe, Eventyrsport). Jeg fik købt lidt småting og ser nu frem til, at Friluftsland starter udsalg den 8. august - så må jeg en tur til København igen.
De erfarne pilgrimme skriver max. 8 kg incl. rygsækkens vægt - altså ikke ret meget, når man plejer at kunne fylde en kuffert til en weekend-tur! Lad være med at købe alt for meget nyt - brug det du har. Sådan lyder et andet råd. Okay - jeg har valgt at gøre det på MIN måde.
På en pilgrimsfærd/vandretur af en sådan længde er det vigtigt for mig, at mit udstyr er i orden. Jeg har ikke lyst til at vandre i 6 uger med det "forkerte" udstyr i rygsækken. Det er også derfor, at jeg allerede nu er begyndt at planlægge og indkøbe mit udstyr. Desuden kan jeg få afprøvet noget af mit udstyr på vandreturen i Jylland i min ferie. Jeg har ikke vejet det hele endnu, men der er stadig god plads i rygsækken.
D.d. består min udstyrsliste af følgende:
Scarpa-støvler ZG GTX Friluftland kr. 750,- 1279g
Marmot-rygsæk model Vapor 35 liter Friluftsland kr. 1099,- 1200g
Trekking-bukser Aldi kr. 79,- 222g
Regnjakke (vindtæt/åndbar) Aldi kr. 99.-
Regnbukser (vindtætte/åndbare) Aldi kr. 69,- 454g
Trekking-sokker Friluftsland kr. 179,-
Letvægts T-shirt Geyser kr. 260,-
Letvægts T-shirt Casall (brugt i sidste sæson til gymnastik) 128g
Fjällräven-bukser sipora MT Friluftsland kr. 999,-
Boksershorts Netto kr. 49,-
Silkelagenpose Friluftsland kr. 449,-
Ultralet dunsovepose Buffalo Viper 600 købt på ebay.de EURO 30,- 660g
Regnovertræk til rygsækken Spejdersport kr. 54,-
Koala toilettaske Friluftsland kr. 149,-
Trekking håndklæde Friluftsland kr. 119,-
Sammenpresselig hovedpude Friluftsland kr. 149,-
Fjällräven nederdel Spejdersport kr. 499,- 302g
Tenson letvægts sommerkjole Spejdersport kr. 399,- 140g
Ecco receptor sandal (fra sidste sæson)
Jeg tog en tur til København i går - kunne alligevel ikke arbejde i haven p.g.a. kraftigt regnvejr. Det er spændende og inspirerende at gå rundt og kigge i de forskellige butikker (Spejdersport, Friluftsland, Loewe, Eventyrsport). Jeg fik købt lidt småting og ser nu frem til, at Friluftsland starter udsalg den 8. august - så må jeg en tur til København igen.
Mine første spæde skridt på vejen mod Santiago de Compostela
Som tidligere skrevet, gik der en hel måned, fra mine vandrestøvler var bragt til huse, og indtil den første forsigtige tur med dem var en realitet. Undskyldninger for ikke at prøve dem af havde jeg haft mange af: for varmt, for koldt, for blæsende, for træt, for travlt, for vådt - kort sagt motivationen havde manglet!
En dejlig juni-søndag tog jeg endelig beslutningen - i dag skulle det være. For ikke at komme til at virke helt åndsvag - i mine egne øjne - "inviterede" jeg min ene hund med på en vandretur. Således udstyret med nye vandrestøvler på fødderne og en hundesnor i hånden begav jeg mig ud på det, der skulle blive mine første kilometer på rejsen mod Santiago de Compostela.
Jeg er så heldig at bo midt i et stort skovområde, så jeg havde planlagt min tur, så jeg for det meste gik i skoven samt på en afmærket cykelrute over marker. Hjemmefra havde jeg regnet med at gå ca. 6 km, men da jeg først var kommet i gang, kunne jeg mærke, at jeg sagtens kunne øge længden på turen noget. Hvor mange kilometer jeg fik gået, er jeg ikke helt klar over, men jeg gik sammenlagt i små 3 timer og holdt kun en pause på 15 minutter, mens min hund fik sig en svømmetur i en sø. Resultat: ingen vabler samt stor lyst til at fortsætte med min "træning".
På samme tid var min bil på værksted. Jeg blev derfor kørt på arbejde (12 km) og kunne så lige så godt prøve at gå hjem. Jeg behøver kun at gå 1,5 km på asfaltvej, resten af vejen er gennem skov. I den følgende uge gik jeg hjem fra arbejde 3 dage - varighed hver gang ca. 2 timer - afhængig af den rute, som jeg fulgte inde i skoven. Jeg fornemmede nu, hvordan det føltes at gå mere kontinuerligt. Den første km hver dag føltes slem - smerter langs skinnebenene gjorde hvert skridt til en lille kamp. Når skinnebenene var varmet op, gik det rigtigt godt de næste 5-6 km. Derefter begyndte der at komme en periodevis krampeagtig smerte i venstre gluteus maximus - også kaldet den store ballemuskel. Denne smerte kom og gik, men efterhånden vænnede jeg mig til, at den var en del af hele turen. Når jeg kom hjem, var jeg træt, men ikke mere træt end at jeg følte, at jeg sagtens ville kunne have gået min. 1 time mere.
Den følgende week-end fik jeg mulighed for at teste formen af ved at deltage i Slagelse-marchen - 25 km gennem det sydvest-sjællandske sommerlandskab. Det var første gang, at jeg vidste helt nøjagtigt, hvor lang min rute var. Derfor var jeg også lidt spændt på, hvor mange km jeg kunne gå på en time. De første 12 km gik jeg på 1 time og 55 minutter, så jeg var meget tilfreds med min fart. Jeg havde min alm. daypack på ryggen, da jeg var lidt i tvivl om antallet af depoter og forplejning, så jeg har vel haft ca. 5 kg i rygsækken alt i alt. Jeg prøvede under hele turen at holde en god fart, og det lykkedes godt. Undervejs holdt jeg 3 mindre pauser, og jeg kom i mål i en tid lige under 5 timer - og unden at være fuldstændig brugt.
Den sidste måneds tid er det ikke rigtigt blevet til noget med mine vandringer. Min bil kører igen upåklageligt, jeg har holdt fødselsdag, jeg har haft døgnvagt 3 week-ender i træk, vejret har været for ustadigt, haven har haft 1. prioritet - kort sagt for mange dårlige undskyldninger. Om 14 dage går jeg fra til 2 ugers ferie, og der har jeg planlagt en træningstur til Jylland. Ruten bliver Horsens-Silkeborg (en nedlagt jernbanestrækning) og fra Silkeborg-Skanderborg (afmærket vandrerute). Jeg regner med at bruge 4-5 dage på dette projekt, da jeg gerne skulle kunne holde nogle ordentlige dagsmarcher. Indtil da nyder jeg at læse andres beretninger fra caminoen.
En dejlig juni-søndag tog jeg endelig beslutningen - i dag skulle det være. For ikke at komme til at virke helt åndsvag - i mine egne øjne - "inviterede" jeg min ene hund med på en vandretur. Således udstyret med nye vandrestøvler på fødderne og en hundesnor i hånden begav jeg mig ud på det, der skulle blive mine første kilometer på rejsen mod Santiago de Compostela.
Jeg er så heldig at bo midt i et stort skovområde, så jeg havde planlagt min tur, så jeg for det meste gik i skoven samt på en afmærket cykelrute over marker. Hjemmefra havde jeg regnet med at gå ca. 6 km, men da jeg først var kommet i gang, kunne jeg mærke, at jeg sagtens kunne øge længden på turen noget. Hvor mange kilometer jeg fik gået, er jeg ikke helt klar over, men jeg gik sammenlagt i små 3 timer og holdt kun en pause på 15 minutter, mens min hund fik sig en svømmetur i en sø. Resultat: ingen vabler samt stor lyst til at fortsætte med min "træning".
På samme tid var min bil på værksted. Jeg blev derfor kørt på arbejde (12 km) og kunne så lige så godt prøve at gå hjem. Jeg behøver kun at gå 1,5 km på asfaltvej, resten af vejen er gennem skov. I den følgende uge gik jeg hjem fra arbejde 3 dage - varighed hver gang ca. 2 timer - afhængig af den rute, som jeg fulgte inde i skoven. Jeg fornemmede nu, hvordan det føltes at gå mere kontinuerligt. Den første km hver dag føltes slem - smerter langs skinnebenene gjorde hvert skridt til en lille kamp. Når skinnebenene var varmet op, gik det rigtigt godt de næste 5-6 km. Derefter begyndte der at komme en periodevis krampeagtig smerte i venstre gluteus maximus - også kaldet den store ballemuskel. Denne smerte kom og gik, men efterhånden vænnede jeg mig til, at den var en del af hele turen. Når jeg kom hjem, var jeg træt, men ikke mere træt end at jeg følte, at jeg sagtens ville kunne have gået min. 1 time mere.
Den følgende week-end fik jeg mulighed for at teste formen af ved at deltage i Slagelse-marchen - 25 km gennem det sydvest-sjællandske sommerlandskab. Det var første gang, at jeg vidste helt nøjagtigt, hvor lang min rute var. Derfor var jeg også lidt spændt på, hvor mange km jeg kunne gå på en time. De første 12 km gik jeg på 1 time og 55 minutter, så jeg var meget tilfreds med min fart. Jeg havde min alm. daypack på ryggen, da jeg var lidt i tvivl om antallet af depoter og forplejning, så jeg har vel haft ca. 5 kg i rygsækken alt i alt. Jeg prøvede under hele turen at holde en god fart, og det lykkedes godt. Undervejs holdt jeg 3 mindre pauser, og jeg kom i mål i en tid lige under 5 timer - og unden at være fuldstændig brugt.
Den sidste måneds tid er det ikke rigtigt blevet til noget med mine vandringer. Min bil kører igen upåklageligt, jeg har holdt fødselsdag, jeg har haft døgnvagt 3 week-ender i træk, vejret har været for ustadigt, haven har haft 1. prioritet - kort sagt for mange dårlige undskyldninger. Om 14 dage går jeg fra til 2 ugers ferie, og der har jeg planlagt en træningstur til Jylland. Ruten bliver Horsens-Silkeborg (en nedlagt jernbanestrækning) og fra Silkeborg-Skanderborg (afmærket vandrerute). Jeg regner med at bruge 4-5 dage på dette projekt, da jeg gerne skulle kunne holde nogle ordentlige dagsmarcher. Indtil da nyder jeg at læse andres beretninger fra caminoen.
Abonner på:
Opslag (Atom)